Læsetid: 5 min.

'Noget af det mest elegante på dansk i dag'

21. januar 2000

Ved overrækkelsen af Kritikerprisen for 1999 til
Vibeke Grønfeldt

Hyldesttale
I middelalderen var det skik, at uhjælpeligt forelskede troubadurer tog opstilling under den udkårnes tilgitrede tårnvindue og priste hende med smægtende toner og udsøgte ord, indtil hun dukkede frem og ved at droppe en ædel blomst, eller lignende beviser for sin gunst, tilkendegav, at meddelelsen var modtaget. Kommunikation af denne type ordnes i dag vistnok mest pr. telefon eller e-mail.
Men for femten år siden, og altså tættere på middelalderen og dennes høviske idealer, begav vi os en sommernat på Samsø, to mand høj , begge grundtvigianere, og begge i opløftet tilstand, ud til Vibeke Grønfeldts bopæl for at meddele hende vor grænseløse hengivenhed og prise hende som den prægtige digter, hun var og heldigvis stadig er. Borgfruen var ikke hjemme, eller også sov hun sødt, eller også troede hun, at vi kom for at bede om noget, såsom øl eller asyl.
Det er mig på denne baggrund en særlig glæde i dag at få lov til at overrække Vibeke Grønfeldt Kritikerprisen for 1999 for Det rigtige, der udkom i november på Samlerens Forlag, hendes femtende roman og sekstende bog siden den officielle debut i 1976.
Hendes forfatterskab, som er skabt på lydhørhed og uforlignelig iagttagelsesevne, på mod og på sej ihærdighed, med hudløs kynisme og kærlig omsorg, er elsket af mange - og kendt af for få. Dets hovedærinde er, naturligvis, af æstetisk art, og handler om at skabe en tekst, på én gang skrøbelig og solid, hvori enhver kan finde sig selv og tage på vandring i virkeligheden. Men derudover har hendes skrift en tydelig retning ind i det etiske eller moralske felt, for så vidt som det for hende og alle hendes opdigtede figurer drejer sig om at skelne mellem det rigtige og det forkerte og hver dag overleve med stolthed og menneskeværd i behold.
Dette bagvedliggende projekt har givet Vibeke Grønfeldt en forkærlighed for udstødte, ensomme eksistenser og bragt hende til at rette sit iagttagende og analyserende blik mod miljøerne, hvor de findes, og hvor deres udsathed accentueres, dvs. landsbyen og den historisk og mentalt afsnørede provinsby. Har man fulgt forfatterskabet, kender og husker man derfor især pigen Ruth fra Den blanke sol (1985), kunstmøbelsnedker Severin Hansen fra Dødningeuret (1990), enspænderen Hans Petersen, hovedfigur i Opdagelsen (1993), den aldrende malersvend Edvard fra Et godt menneske (1995), og alle de myldrende mange personer fra novellerækken I dag (1998), der muligvis er en kollektiv roman fra et fraværende fællesskab, men i hvert fald en uforlignelig bog, udspændt mellem evigheden og det fyldte øjeblik, såvel som mellem dagligdagen og den moderne Danmarkshistorie.
Nu kender vi også Ena Jacobsen, den ny romans midaldrende hovedperson, et arme kærlighedssøgende menneske, der, som man skrev i Kritikerlavets pressemeddelelse, "slås mod indre dæmoner og kæmper for at bevare ligevægten og selvrespekten i en tid præget af dyb despekt for menneskelige værdier."
Hun bor med sin gamle moder i en lille afsides by på landet. Faderen døde for mange år siden ved en færdselsulykke. Brødrene lever endnu. Usympatiske Leo har gjort fin karriere, indadvendte Oskar har siddet i fængsel og været indlagt, er nu bogopsætter på det lokale bibliotek og dermed på en måde beskæftiget inden for dansk litteratur.
I midten står så ensomme Ena, der kører med tøj for et vaskeri og ellers bruger al sin tid på at ordne og passe det gartneri, som var faderens og bedstefaderens stolthed, med rosenhave, nellikehave, væksthuse, frugthal og -kælder, marmorbord og stauder. "Gøre rent, reparere, så, luge, høste." Dét er livsopgaven. Og alting skal gøres rigtigt, intet må være forkert.
Om denne ensomme perfektionist hører vi på bogens første side, at hun fra lille
pige altid har kunnet se, hvad andre mennesker tænker, især hvad de mener om hende. Hun er ikke ganske fri for at være en smule paranoid. Men selv om du er paranoid, kan der godt være nogen efter dig. Og selv om nogen
rent faktisk er efter dig, kan du stadig godt være paranoid.
Ena opfattes som en særling og galning. Et skrog og et fæ. Et skvat og en tumpe. Et umenneske og en gås. En lille lusket kigger. En skabet krage, halvretarderet. Afpillet høne, fnatmide, tosse, godtroende drys.
Romanens kup består i at gøre netop hende til bærer af idealet, drømmen om det hele og rigtige liv. Bag ensomheden ligger hos hende vreden, vreden som giver underlige kræfter og anelser om noget større. For bag vreden bor glæden. Det er en stadig pine at følge Enas forsøg på at opdage verden påny og hver dag begynde forfra. Holder vi det som læsere ud, skyldes det den stilkunst, der gør det hele tydeligt og kunstnerisk sandt.
Det værdifulde ved romanen ligger, tror jeg, i at den fastholder eksistensen som stadig tydningsopgave, en personlig kamp for at skelne mellem rigtigt og forkert, det gode og det onde, og måske stræbe efter det guddommelige, men alligevel aldrig forveksle det med det daglige, bøvlede menneskeliv.
Denne livstydning artikulerer Vibeke Grønfeldt i en skrift, der er ét med sit ærinde i og med at hver ny sætning opleves som et vovestykke. Gang på gang må man som læser spærre øjnene op, for står der virkelig dét? Tør hun virkelig være så skarp, hvordan ser det menneske ud, der så suverænt bryder vort panser? Hver ny side bliver et fald ind i en uvis realitet. Vi véd aldrig rigtig, hvad der kommer, og føler os dog mærkeligt trygge, ført som vi bliver af og igennem en særegen, suggererende prosa, der på samme tid er noget af det mest elegante, der frembringes på dansk i dag, og fuldstændig frit for ydre manér og stilistisk automatik.
Alt det og lidt mere til var, hvad højskoleforstanderen og hans eleverede kollega ville have sagt den nat på Samsø. Siden dengang har Det Danske Akademi ordnet sagen for os ved at tildele dig sin store pris. Alligevel får du, Vibeke Grønfeldt, rosen her og nu, i fuld offentlighed, sammen med en check og en stor tak for alle de seksten bøger.

*Erik Skyum Nielsens tale til Vibeke Grønfeldt blev holdt i går ved overrækkelsen af Kritikerprisen i Dansk Forfatterforenings hus i Strandgade i København. Sammen med æren fulgte 20.000 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her