Læsetid: 4 min.

'Mimen er så levende'

22. januar 2000

Bournonville-balletterne burde konstant være på repertoiret, mener den nyudnævnte, russiske solodanser Alexei Ratmansky

Solodanser
"Det er mimen, der holder Bournonville i live".
Sådan formulerer solodanseren Alexei Ratmansky Bournonville-traditionens situation. Den 31-årige russer blev udnævnt til solodanser i onsdags - på scenen efter tæppefald. "Det var en meget smuk måde at gøre det på," siger han beæret og stadig overrasket. "At blive udnævnt, mens publikum overværede det, gav desuden følelsen af at være kommet til et teater, som også kan blive et hjem"
Ratmansky ser således allerede både situationen udefra og indefra. Han er uddannet ved Bolsjoj Balletten i Moskva, og han havde danset ved både Kiev Balletten og Royal Winnipeg Ballet i Canada, da han for to år siden kom til Kgs. Nytorv, netop for at danse Bournonville.
"Jeg er betaget af Bournonvilles mime," understreger Ratmansky. "Mimen er ikke bare gammeldags, den er helt frisk og levende - internationalt set unik. Mimen her virker så autentisk, og den smitter af på dansernes spil i alle de andre handlingsballetter. Særligt de gamle karakterdansere har en evne til at bruge Bournonvilles mimekvaliteter."
"Forleden til Giselle stod jeg i kulissen og så Kirsten Simone og Poul-Erik Hesselkilde som det gamle par. Jeg kunne næsten ikke få øjnene fra dem. Alt, hvad de gjorde, var så detaljeret, så gennemtænkt og meget opfindsomt."
- Hvordan virker Bournonvilles dans?
"Dansen er ikke nær så levende som mimen. Selvfølgelig føles Bournonville-stilen naturlig, hvis du har danset den, fra du var lille. Men for en udlænding er det svært at få den til at føles indlysende. Ikke fordi det er sværere at danse Bournonville end f.eks. Petipas russiske stil eller Balanchines neoklassiske trin. Men det er svært at få Bournonvilles dans til at se ubesværet ud - den skal være legende let som en brise."

Hurtig Bournonville
- Hvad er hemmeligheden ved at danse Bournonville?
"Den leder jeg stadig efter. Men noget af hemmeligheden er tilsyneladende at danse mere afslappet end i russisk ballet som Petipa (fx Svanesøen og Tornerose, red.). Hos Bournonville holdes kroppen mere lodret end i russisk ballet, og benene arbejder stærkt og i flere forskellige tempi. Jeg mener: Petipa er ikke ligefrem langsom, men Bournonville er altså hurtigere!"
"Da jeg kom, så jeg både Thomas Lund og Johan Kobborg danse, og jeg var virkelig imponeret. De to forstår virkelig at springe og at dreje piruetter, så der sker noget - og de er naturlige, samtidig med at de har temperament. Ellers er den største fare ved Bournonville-stilen nok, at man som danser prøver på at underdrive, netop for at virke naturlig. Men så er resultatet bare, at dansen slet ikke udstråler noget interessant."

Stor koreograf søges
- Hvordan kan Den Kgl. Ballet udnytte Bournonville i det moderne repertoire?
"Dansestilen er ikke til nogen egentlig nytte; den er alt for speciel. Hvis Bournonville-traditionen skal have en egentlig fremtid, så kræver det, at der virkelig kommer en stor koreograf og digter videre på balletterne."
"Bournonvilles balletter har ikke udviklet sig - de er forblevet museum. Men Balanchine lærte meget af sit ophold i København (1930-31, red.), og man kan sagtens genfinde Bournonville i hans koreografi. Og Petipa lærte også af Bournonville, simpelthen fordi Bournonvilles svenske elev Christian Johansson blev lærer ved Den Kejserlige Balletskole. Når Petipa manglede inspiration, så overværede han Johanssons timer og lånte lidt trin... På samme måde burde Bournonville kunne inspirere koreografer i dag."
- Hvilke udfordringer får kompagniets udenlandske dansere i Bournonville-repertoiret?
"Jeg tror, at balletledelsen foretrækker danske dansere i hovedpartierne, og det synes jeg såmænd er forståeligt nok. Men jeg ville da ikke have noget imod at prøve kræfter med noget mere. Jeg har faktisk danset James i Sylfiden i Kiev, en opsætning baseret på Elsa Marianne von Rosens version, så det ville selvfølgelig være vidunderligt også at få lov til at danse partiet her i København på Bournonvilles eget teater. Men der er jo ikke så mange opførelser."
"I Rusland danser kompagnierne hver sæson alt, hvad de har på repertoiret. Det savner jeg her. En rolle som James vil man jo danse hele tiden. Hver sæson gennem hele karrieren. Hvis man skal udvikle sig i sådan en rolle, så nytter det ikke med flere års pause fra den. Derfor mener jeg også, at Den Kgl. Ballet konstant burde have alle Bournonville-balletterne på repertoiret."

Blå bog
Alexei Ratmansky
*Født 1968 i Skt. Petersborg
*Uddannet som klassisk danser ved Bolsjoj Ballettens og koreografisk videreuddannet ved Gitis-skolen.
*Danser ved Kiev Balletten 1986-92, solodanser ved Royal Winnipeg Ballet 1992-95, freelance solist i Rusland 1995-97 og siden 1997 solodanser ved Den Kgl. Ballet. Her har han bl.a. danset Albrecht i Giselle og Prinsen i Svanesøen, som han dansede i onsdags, hvor han blev udnævnt til solodanser.
*Koreograf til over 20 værker, senest Kabuki Dreams (Bolsjoj, 1998), Betwix (Marinsky Teatret, 1998, og Den Kgl. Ballet, 1999), The Water (Kongelige Dansere på Frederiksborg Slot, 1999).
*Viser et uddrag af ny Nøddeknækker-koreografi ved Den Kgl. Ballets workshop 9-10. februar - som dansk smagsprøve på den helt nye Nøddeknækeren, han skal koreografere for Kirov Balletten til juli.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her