Læsetid: 4 min.

Mudret Millennium

3. januar 2000

Tilstandene var der, men apokalypsen udeblev

Derude
London - Da det nye års første dagslys lørdag morgen tiltvang sig adgang til pladser, gader og parker i Londons indre by, ventede der det et forskrækkeligt syn: I stærk kontrast til byens monumentale bygninger med de smukke grå facader var gaderne - de sejlede af affald. Tomme flasker, dåser, slam, papir, hatte overalt. Det var som om, nogen i ly af natten havde forsøgt at flytte en kæmpe losseplads i det nordlige England mod sydkysten og i rusen havde besluttet at slå smut gennem hovedstaden og tabt lidt på vejen.
Men det var ikke tilfældet. Som alle andre steder på Jorden havde London lagt ryg til nytåret. Men her var det rigtig stort. Byen har i den sidste uges tid haft omkring tre millioner ekstra besøgende. For at bekæmpe hvad der måtte dukke op af natlige udskejelser var der udkommanderet 12.000 betjente - det største antal i Londons historie. Senere - efter midnat skulle den londonske ambulancetjeneste modtage 2.300 opkald - også rekord.
Der var apokalyptiske vibes i vejret. I timerne op til millennium-skiftet havde jeg sammen med min nytårskollega (lad os kalde ham Gammelpot) forsøgt at måle og rubricere det tiltagende, galopperende storbyvanvid, der måtte forventes at komme. Vi havde ikke noget særligt bestemmelsessted for aftenen - ingen aftaler, ingen fester, ingen faste holdepunkter - og havde følgeligt klædt os i quasi-formelle gevandter, dog skjorter og blankpudsede sko, så vi kunne mingle og blende ind, i en hvilken som helst flok.

Whisky og opkast
Da vi ved ni-tiden vader ud fra en kinesisk restaurant (en af de, få der ikke har lukket) i Virginia Woolfs Bloomsbury-kvarter, er der sket noget særligt. Der er noget i luften, og det er ikke bare de der tre flasker Tsingtao. Der et ekstremt mange mennesker på gaden. Alt for mange.
På den dunkle Tottenham Street sidder en mand og en kvinde op ad en gadedør og konverserer. Men samtalen er løbet løbsk. Manden, der har tendens til afro-frisure, holder i hånden en stor, halvt fyldt flaske Jack Daniels, som han løbende nipper til.
Om hjørnet, i krydset mellem Oxford Street og Charing Cross Road, er der sort af råbende og syngende mennesker. Nogle går mod nord, andre som os søger i retning af Big Ben, tårnet med det store ur, hvor klokken skal slå tolv.
Menneskehavet er overvældende, og det er svært at genkalde sig ansigter, blot få sekunder efter man har set dem. En mand med en cigar i munden skubber på en vogn med champagne. "Fem pund for en flaske champagne," siger han lavmælt til forbipasserende. Tæt på Goodge Street Station står tre personer bøjet over en halvprivat fremvisning af eller handel med et glas uspecificerede piller, der skal gøre aftenen voldsomt morsommere.
Der er de sædvanlige feststemte aber med bowlerhatte i plastic koloreret som Union Jack. Aber, der egentlig er klædt på til at synge nytåret ind med "Should old acquaintance..." i Royal Albert Hall, men som er faldet i i et muntert lag undervejs.
Politiet, bobbierne, er meget synligt i gaderne, og over tagene høres motorlarmen fra patruljerende helikoptere.
I gaderne, der støder op til den store biograf-plads Leicester Square, er der endnu mere ufremkommeligt, og næsten alle barer og souvenirforretninger har åbent. Men visse steder dukker der naturlige lufthuller op: Tre piger med indiske aner står som paralyserede og ser på et eller andet. Så stikker den ene tunge ud af munden i afsky og skærer ansigt. I hendes synsretning ligger en mand med ryggen op ad en skraldespand og knækker sig i rytmiske bevægelser ud over sine bukser. Han har tilskuertække, nummeret vækker opsigt. En rand af frastødte iagttagere har stillet sig op omkring ham i en halvcirkel i behørig afstand, som var det et freakshow i 1860'ernes tuberkuløst snavsede London. Havde han blot en hat, kunne han have haft en jævnt indbringende aften.
Allerede klokken 22 begynder havet af mennesker på Picadilly Circus at gå samme vej, i retning af Themsen mod syd. Det er som om, at en bundprop er blevet fjernet på pladsen mellem Westminster Abbey og Big Ben. Alle skal nu samme vej. Ved Pall Mall går en krampagtigt foroverbøjet mand i fyrrerne med umiskendeligt store bakkenbarter og en tom flaske i hånden råber frem for sig: "We want some more fuckin' white wine!" Og han er ikke den eneste.

40 ton fyrværkeri
Efter evigheders asen og masen og følgen med strømmen har vi fået os placeret foran Big Ben sammen med 50.000 andre. Ding - dong!, godt nytår og skål, og så følger 20 minutter, hvor 40 ton fyrværkeri knaldes af over Themsen.
Kort efter midnat begynder det at regne - ikke katte og hunde - men nok til at vådte hårene i nakken. Så er det med at komme hjem. Taxier er der ingen af, selvom prisen er fordoblet. Undergrundstoget kører hele natten, og det er ganske gratis takket være Bacardi Breezer. Det er en del af en storstilet reklamekampagne for det drikkeklare, let mousserende produkt. Men alle stationer i den indre by er aflukkede for, som en betjent siger, "at tvinge folk til selv at gå ud af byen".
På det tidspunkt har vi allerede gået 10-15 kilometer på må og få og må krydse Waterloo Bridge for at komme ned til den åbne Waterloo Station.
Fra broen er der et fabelagtigt vue over London. Klokken er fire. Himlen er mørk og blå med et strejf af lilla. Der er lys i de høje bygninger ved floden, og på et selvlysende billboard blinker tallet "2000". Længere nede ad floden til højre rager det nye millennium-pariserhjul op mellem tagene.
Vi kigger ned. Vi har fået mudder på skoene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu