Læsetid: 4 min.

Musik på afgrundens rand

17. januar 2000

Den tyske komponist Hans Werner Henze fastholder Anden Verdenskrigs rædsler i sin
9. Symfoni et musikalsk monument, der er tilegnet dem, der gav deres liv i kamp mod nazismen

Koncert
Lige før pausen spillede den svenske spradebasse og basunvirtuos Christian Lindberg et stykke fra landsmanden Jan Sandströms 2. Basunkoncert.
Efter pausen spillede Radiosymfoniorkestret Hans Werner Henzes monumentale 9. Symfoni. Kontrasten kunne næppe være større, men tværforbindelser i de meningsbærende lag sørgede for, at ekstremerne mødtes: Artisteri klinger med i Henzes dybt bevægende 9. Symfoni. Lindberg og Belloni flyver fra samme kupel højt under teltdugen.
Henzes 9. Symfoni er også tilføjet et kor, ligesom Beethovens store værk er det.
"Men der er "ikke grund til at juble i mit værk, som det er tilfældet hos min kollega fra Bonn", sagde Henze ved et pressemøde i Danmark Radio. Nej, det tør antydes: I Henzes 9. Symfoni er vi Wozzecks verden, i dødens landskab. Kun et enkelt musikalsk lys blafrer usikkert ved værkets udklang, som tegn på et spinkelt håb for den verden, der er gået af lave.

Hjemstavnsmusik
Det tekstlige udgangspunkt for Henzes værk er Anne Seghers roman Das siebte Kreuz, som Hans-Ulrich Treibel har bearbejdet til brug for Henzes musik. Det syvende Kors handler om syv fanger, der flygter fra en koncentrationslejr, hvorefter de bliver dømt til døden ved korsfæstelse. De seks bliver fanget, blandt dem cirkus-
artisten Belloni, men det syvende kors står tomt: Det lykkes den syvende fange at redde sig ud af landet. Hvilket man tør tro på udtrykker en slags håb for menneskeheden, der igen og igen dømmer sig selv til fortabelse.
For Hans Werner Henze, der forlod sit land efter krigen, og formodentlig aldrig har overvundet sårene fra de unge år, har ordet Heimat en særlig klang.
Han kredser om de samme temaer, der i bund og grund har rod i komponistens egen uforløste forhold til sit hjemlands mørke fortid.
Tidligt markerede han sig i sin kunst med tekst og musik, der gjorde kunstneren til "humanistisk kommunist". I et åbent mentalt og musikalsk landskab kunne han forene politik, erotik og andre stærke budskaber. Henzes musik kom i stadig højere grad til at stå i udtrykkets tjeneste. Udviklingen kan man læse om i komponistens egne biografiske meddelelser, som kom i anledning af 70-års fødselsdagen i 1996: Hans Werner Henze. Reiselieder mit böhmischen Quinten. Autobiographische Mittteilungen 1926-1995 (S. Fischer Verlag).
En rent ud sagt fremragende bog, som giver oplysninger om både Henze og hans generation, hvoraf flere kolleger har oplevet krigen som skelsættende og sjælsrystende begivenhed. Bogen burde oversættes til dansk.

Fri af fortiden
Tolvtonemusikken fra komponistens periode i Darmstadt sammen med Stockhausen, Ligeti og Maderna, blev i løbet af 1950'erne sat i perspektiv i en musik, der ikke skyede citater og i det hele taget gerne ville udtrykket frem for konstruktionen. Det har vi bl.a. kunnet høre i kammeroperaen El Cimarrón, som for nylig gik på Den Anden Opera i København, og vi kunne høre det i torsdags i musikkens svar på Hieronymus Bosch' maleriske rædsler.
Henze har noget så sjældent som et budskab, en vision. Kunstnerisk sker det ved at fastholde den smerte og sorg, der følger af erindringen om det gjorte.
Henze formulerer i sin musik et alternativ ved at fastholde spændingen mellem det historisk faktuelle og det kunstnerisk udformede. På den måde peger han på, at verden kunne være positivt anderledes end den er.
Sådan er 9. Symfoni også. Den siger på en måde 'undskyld' for det tyskerne gjorde, og komponisten forsøger med værket at gøre sig fri af skylden, fri af århundredet, fri af fin de siecle-stemning, fri af faldet som sigel for undergang, for derved at nå frem til en stærkere lyskilde.
10. Symfoni, som er skrevet men ikke opført, peger da også i en anden retning, mod lys og mod en mulig fremtid.

Dansk kor med format
"Koralharmonisering var for mig lige så slemt som bedstemors levertran", har Henze sagt. Komponisten med de böhmiske kvinter kunne aldrig overholde reglerne. Kontrapunkt gik det langt bedre med. Instrumentation fik han mildt sagt også godt fat i, hvilket fremgik af symfonien, hvor koret spiller en lige så vigtig rolle som orkestret.
Koret har formodentlig ikke været ude for et lignende musikalsk skoleridt siden Stockhausens Weltparlament i 1996. Dengang var kun Radiokammerkoret på scenen, denne gang skulle det store kor møde et stort orkester.
I 1996 var den tyske maestro begejstret over sangernes performance, det burde Henze også være i 2000. Måske de tyske komponister er ved at finde ud af, at danske topkor kan mindst lige så meget som de tyske spitz-ensembler.
Korene i Stuttgart og andre steder overgår slet ikke danske kolleger. Når man lytter til The Henze Collection fra Deutsche Grammophon (14 cd-sæt fra 1996), er oplevelsen på sanger- og korsiden ikke slående bedre, end det, vi kan høre herhjemme.
Radiokammerkoret og det udvidede kor kan under den rette instruktion matche de bedste udenlandske kor.
Sådan lød det også i torsdags: Der må være arbejdet lang tid og meget omhyggeligt med at sætte de noder på plads! Og de 12 solosangere, der tonede frem i den 6. sats, skal også have tak for indsatsen.
Orkestret under Michael Schønwandt var en stærk oplevelse, og opførelsen af Henzes symfoni og Berios koncert Solo fra 1999 med Christian Lindberg ved basunen, tjener til højne respekten for de udøvende.

*Radiosymfoniorkestret under Michael Schønwandt. Værker af Henze og Berio. Solist: Christian Lindberg. Radiohusets Koncertsal torsdag aften.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her