Spejle både bedrager og tjener sandheden. To nye bøger reflekterer over spejlets magiske, videnskabelige og kunstneriske refleksioner
Spejlbillede
Langt de fleste dyr synes ude af stand til at genkende sig selv i et spejl og synes at tro, at deres spejlbillede er et andet dyr.
Hen imod slutningen af 1800-tallet fandt psykologen Gordon Gallup på et eksperiment til at undersøge selv-genkendelse hos andre abearter. Eksperimentet er simpelt: En rød plet placeres på abens pande, aben placeres foran et spejl og spørgsmålet er nu, om aben vil bemærke spejlbilledets røde plet og forsøge at fjerne pletten fra egen pande.
Det viste sig, at det tilsyneladende kun var chimpanser, der var i stand til at bestå denne prøve, mens for eksempel gorillaer ikke bemærkede pletten i panden. Det viste sig desuden, at denne selv-genkendelse er aldersbestemt - ikke kun hos chimpanser, hvor den først optræder efter cirka tre års alderen - men også hos menneskebørn, hvor det typisk først er efter cirka halvandet år, at barnet genkender sig selv i spejlet og fjerner den røde plet.
Gallups eksperiment har også været brugt på andre dyrearter uden succes, og nogle forskere har hævdet, at det viser, at kun mennesket og enkelte højere primater har selv-bevidsthed. Det er naturligvis diskutabelt, om man kan drage så entydige konklusioner fra disse eksperimenter. Eksperimentet er nemlig artsspecifikt, da det er ansigtet, der skal genkendes. Gorillaer er således ikke særligt interesserede i ansigter, men deres generelle sociale adfærd tyder på en høj grad af selv-bevidsthed. Det faktum, at det først er efter en vis alder, at menneskebørn genkender sig selv, kunne også tyde på, at spejle kræver tilvænning. Spejle er med andre ord besynderlige størrelser, som ikke alle dyrearter kan gennemskue.
Sjælens spejl
Den legendariske engelske psykolog Richard Gregory har sat sig for at undersøge spejlet i sin nye mesterlige bog Mirrors in Mind. Bogen beskriver både spejle som fysiske genstande og som mentale konstruktioner. Spejle fungerer nemlig først og fremmest i kraft af vores mentale processer. Fundamentalt afhænger spejle naturligvis af vores øjne og dermed synssansen, men spejle er på mange måder kun et medium for generelle hjerneprocesser.
Mennesker spejler sig i andre mennesker. Det er observeret, at spædbørn bruger andres ansigtsudtryk til at relatere egne følelser. Der er naturligvis en høj grad af genetisk indflydelse på ansigtsudtryk, da også blinde børn har normale ansigtsudtryk. Men ikke desto mindre er det tydeligt, at vi bruger hinanden som socialt spejl og har gjort det længe før, spejlet blev opfundet.
Eksperimenter i primater har vist, at der eksisterer såkaldte spejl-neuroner i den forreste del af hjernen, der reagerer, både når aben selv og når en anden abe rækker efter objekter. Det viser, at aberne tilsyneladende repræsenterer andres handlinger, hvilket naturligvis er væsentlig for at forstå andres intentioner.
Hos mennesker er denne evne endnu mere udviklet, således at vi til stadighed forsøger at læse andre menneskers intentioner i deres ansigter. Særligt øjnene er væsentlige, og det er ikke uden grund, at man siger, at "øjnene er sjælens spejl."
Spejlets miraculum
På latin kaldtes et spejl oprindeligt for miratorium, hvilket er tæt forbundet til ordet miraculum, som betyder noget i retning af 'objekt til undren'. Det senere speculum er naturligvis relateret til spekulere, hvilket er lige præcis, hvad spejle ofte får os til.
Spejle er næsten magiske objekter, som gennem tiderne har været genstand for megen undren. Spejle både bedrager og tjener sandheden. Det er takket være spejle at vi kan undersøge fjerntliggende stjerner, men det er også let forvrængede spejle, der får os til at se slankere ud i tøj-butikker.
De fleste er så vant til spejle, at de sjældent tænker over spejles besynderligheder. Hvorfor spejler spejle om højre-venstre akse og ikke op-ned? Umiddelbart kan det synes ligetil, men det er det langtfra, for et spejl er optisk symmetrisk om begge akser, mens et spejlbillede kun er det om den horisontale akse. Mangt og meget - mestendels nonsens - er blevet skrevet om dette interessante problem. Gregory har en forbilledlig gennemgang af disse historiske forsøg på at løse problemet og påpeger, at blandt andre Platon og Kant tog grundig fejl.
Spejlvending
Gregory viser i stedet, at det egentlig er ganske enkelt. Spejlets højre-venstre asymmetri ses tydeligst i spejlskrift, og en række enkle eksperimenter kan kaste lys over problemet. Tager man en gennemsigtig transparent med skrift på og holder den mod et spejl, vil man se, at skriften ikke er spejlvendt. Vender man nu transparenten om den vertikale akse, så er skriften nu spejlvendt. Hvis man vender transparenten om den horisontale akse, er skriften spejlvendt vertikalt, men ikke horisontalt. Gentager man forsøget med et almindeligt ugennemsigtig papir, vil man først se bagsiden af papiret, og først når man vender papiret om dets vertikale akse, vil man se spejlskriften.
Et spejl tillader os derfor at se bagsiden af et ugennemsigtigt objekt, selvom vi er foran det. Men for at se bagsiden, må vi rotere objektet. Når vi derfor roterer papiret om dets vertikale akse, bytter vi rundt på højre og venstre, hvilket giver spejlskriften. Spejlvendingen skyldes derfor i virkeligheden blot en objekt-rotation.
Vi er derfor spejlvendte foran et spejl, fordi vi vender os mod spejlet. Dersom man for eksempel står på hovedet foran et spejl, vil man stadig selv opfatte sit spejlbillede som spejlvendt, mens man naturligvis ikke selv er på hovedet. Men for andre, der kigger i spejlet, vil vi kun være på hovedet og ikke spejlvendte.
Tankespejl i kunsten
Gregory beskriver også en lang række andre interessante historiske og fysiske egenskaber ved spejle. Men særligt interessant er Gregorys insisteren på, at spejlet ikke kun er et fysisk objekt, men i lige så høj grad en mental konstruktion, et tankespejl, som følge af vores hjernes avancerede visuelle system.
Gregory bruger derfor også med vanlig forbilledlig klarhed en del af sin bog på at beskrive og forklare visuelle illusioner. Desuden gennemgår han i et fint lille kapitel spejlets rolle i kunsten.
Den engelske teaterinstruktør og læge Jonathan Miller er ude i samme ærinde med sin bog On Reflection, som er baseret på udstillingen "Mirror Image" på National Gallery i London. Bogens illustrationer er i farver og flot sat op med fine reproduktioner af de mange reproduktioner. Det samme kunne ikke siges om udstillingen, som blandt andet havde en amatøragtig reproduktion af Velasquez' mesterværk 'Las Meninas'.
Miller har samlet en lang række malerier, tegninger og fotografier, hvor spejle eller spejlende overflader optræder. I bogen forsøger Miller at bruge videnskab som et komplement til og forklaring af billederne, men dermed kommer han desværre til at sætte sig mellem to stole. Millers videnskabelige forklaringer er heller ikke lige så klare som Gregorys, og han har ikke helt forstået spejlvendings-princippet. På samme måde er Millers kunsthistoriske overvejelser ofte naive, som når talen falder på forskellen mellem refleksion og repræsentation. Kombinationen af videnskab og kunst er derfor også til tider mindre god.
Miller skriver for eksempel om selvportrætter i kunsthistorien og peger på, at spejle har spillet en stor rolle. Der eksisterer et berømt selvportræt af Rembrandt, hvor man ved hjælp af røntgenstråler kan vise, at Rembrandt oprindeligt var kommet til at spejlvende sine hænder for siden at male over, så penslen kom i den rigtige hånd. Miller bruger dette til at tale om den mentale spejlvending, kunstneren må lave i sit selvportræt, men undlader at nævne den enkle kombination af to spejle i en vinkel af 90 grader, som giver et ikke-spejlvendt billede.
Det kan derfor anbefales at nyde billederne i Millers On Reflection, men i stedet at læse Gregorys fornemme Mirrors in Mind, dersom man vil have læsevenlig og grundig information om spejles magiske verden.
*R. L. Gregory: Mirrors in Mind. £12.99. Penguin
*J. Miller: On Reflection. £15.99. National Gallery Publications
