Læsetid: 5 min.

Når forskellen på sort og hvid bliver hip som hap

10. januar 2000

Hvide rockbands stjæler vildt fra den sorte hip hop. Det gør tøjfabrikanterne også. Tyveri eller kulturrevolution?

Livsstil
NEW YORK - En mærkelig, skjult verden vokser i disse år frem i USA og resten af Vesten. Den tiltrækker milliarder af dollars og horder af tatoverede hvide unge piger og mænd. Den sælger plader, kidnapper hitlister og et af symptomerne går under navnet rap-metal. Der er faktisk kun et men: den skjulte verden kan vise sig at rumme en af de vigtigste strømninger i nyere vestlig musik og kultur.
Ved første øjesyn tager den skjulte verden sig ud som den, vi kender, med hvide rock fans på den ene side, sorte fans af hip hop på den anden, med en skarpt optrukket linie af arv, sociale lag og kultur imellem.
Linien har længe været under angreb fra grupper som Beastie Boys, Run DMC og Aerosmith, Rage Against the Machine og Red Hot Chili Peppers.

My niggas, my niggas
Men i 1999 blev det tydeligere end nogensinde, at der manglede noget af billedet: Det var ved sommerens Woodstock Festival. På scenen stod rapperen DMX, der mere end nogen anden sort megastjerne retter sin musik mod et sort publikum. Nedenfor stod 150.000 hvide middelklasse-møgunger og skrålede med på hvert eneste egotrip, hvert stereotypt udfald mod kvindekønnet, hoppende op og ned på omkvædet, "My niggas, My niggas."
Ikke længe efter trådte Rage Against the Machine, Limp Bizkit, Kid Rock, Insane Clown Posse og KoRn ind på scenen. Og plyndrede DMX og hans sorte gangsta-rap kolleger for hver eneste rytmisk slyngelstreg.
Hvor forudsigeligt er det så ikke? Vi (de hvide) har systematisk plyndret det sorte rytmekammer fra jazz og blues til alternativ rock. De udstødtes musik er blevet budt velkommen og omfavnet af dem, der skubbede den væk; dem, den oprindeligt skulle give fingeren og erklære sig uafhængig af.
Og hvis det var helt så enkelt, var det nok heller ikke særligt interessant. Den musikalske virkelighed ville være synlig, ikke skjult.

Politisk revolution? Not
Tyveriet fik sit store gennembrud med en politisk og kunstnerisk sejr for rocken, og for hip hoppen, da den hvide Los Angeles-kvartet, Rage Against the Machine, pladedebuterede i 1992. Først var de nervøse:
"Vi troede, at vores rock ville skubbe hip hopperne væk, og at vores hip hop ville fremmedgøre rockfans. Måden, vi så ud på, ville fremmedgøre endnu flere, og det, vi sang om, ville tage sig af resten ... Vi tog fejl."
Sådan sagde bandets guitarist, Tom Morello, i forbindelse med udgivelsen af deres tredje plade, The Battle of Los Angeles (anmeldt her i avisen den 2. november 1999).
Anmelderne besang den kryds-kulturelle revolution. Og Rage slog hul på noget kæmpestort. I dag har de følgeskab af førnævnte bands, samt horder af mindre kendte bands med mindre talent. Og uden samme politiske brod.

Pengene selvfølgelig
Limp Bizkit kom med bandets andet album Significant Other til tops på amerikanske hitlister, til den skandaleramte Woodstock-festival som hovednavn og til fronten af de gymnasiefester og øllede baller, hvor folk omgående ville brække sig på discjockeyen ved første hvin fra Brittany Spears, Backstreet Boys og lignende slikkepinde-pop.
Igen er der kun et men: de fleste anmeldere møder de nye rap-metal bands med kølighed, 'ordentlige' rockfans kalder dem "tegneseriebands" og "rockens svar på amerikansk wrestling," hvor alt er fup. Undtagen pengene.
Limp Bizkit solgte 635.000 eksemplarer af Significant Other den første uge. Rekord i 1999.
Samtidig bestrider ingen, at hip hop og dens derivater nemt er den vigtigste kulturelle strømning i USA og resten af Vesten i de sidste 20 år. Og den har fornyet, om ikke skabt, den usynlige verden af umærkbar kulturel glidning mellem racer og sociale lag.
Kritikere bør sige til sig selv: "Hvis du ikke tror, der er hjerner bag det, så har du ikke været opmærksom nok."

Unge i offerrollen
Pengedrengene er med hele vejen: det samme firma, der kører Backstreet Boys er manager for Limp Bizkit! For selv om pladeselskaber og medier elsker begreber som 'målgruppe' og 'segmenter', så har også de fundet vej ind i den skjulte verden, hvor kultur- og købergrupper konstant skifter og blandes i takt med at nye generationer vokser op. Og hip hop bruges som pejleinstrument?
For unge har alle dage følt sig fremmedgjorte og i offerrollen, og det handler musikken om. De udstødtes megalomane fantasier om hævn, kvinder og kontanter. Det kan både Den Gale Pose og DMX enes om.
Siden Beastie Boys lå nummer 1 på den amerikanske hitliste i 1986 har hip hop været god latin i hvid middelklasse. Men dengang var det en genre under udforskning af de hvide musikere, i dag sælges ca. 70 procent af al hip hop til hvide. Hip hoppen er større end alt andet, kulturelt som økonomisk. De unge vokser op med den som en selvfølge. Ikke sort, ikke hvid, bare: musik.
Samtidig fortaber ethvert spor af konventionelt ungdomsoprør sig i en ny kamp på stil og symboler, på gadekultur og -couture. Og netop hip hoppen har siden sin fødsel snydt ved at påstå at være en hemmeligt kodet dialog mellem storbyens unge sorte. Og jo mere gadestilen kodes og intensiveres, jo mere attraktiv bliver den for dem, der påstås uden for. Læs: hvid middelklasse. Det gælder i USA som i Danmark.
Derfor kan man se danske drenge i store bukser og sidevers kasket kalde hinanden "niggas" og tale om, hvordan de gerne ville flytte til den sorte ghetto og lave "noget fed musik." Geografien er ligeså ligegyldig som nationaliteten, samhørigheden gror ud af stil og symboler.
Men. Samtidig laver de nye bands rock med hip hop-rytmer og rap på bagtæppet, men de sender ingen hip hop-stilsignaler eller sludrer i gadelingo-klicheer. Selvom hip hop utvivlsomt har fået mangen en hvid teenager til at ønske sig ung og sort i en amerikansk ghetto, så er Limp Bizkit og Co. helt ligeglade med det aspekt. Akkurat som gospel og countryblues blev til rhytm 'n' blues blev til rock 'n roll i '50'ernes USA. Et hvidt publikum skulle da ikke fortælles, at de sad og lyttede til sort musik, tsk tsk.

Hvem ejer hip hop
De hvide bands gafler hip hoppens nodebog for at tilføre deres egen musik nyt liv. Uden at tænke over rødder.
De talrige eksempler falder i flere genrer: Der er metal-rappen a la Limp Bizkit og KoRn; der er collage-rocken, hip og post-moderne ved Beck og Beta Band, og såkaldte old school'ere som Beastie Boys.
Så hvem tilhører hip hoppen? Er det drengene ude på Amager og i Vollsmose, der ved alt om, hvordan det er at vokse op fattig og marginaliseret? Er det ghettogangsterne fra L.A.? Eller måske Timberland og Tommy Hilfiger, der baserer markedsføringen på netop de sorte gadesignaler og -troværdighed. Alle er på en gang centrum og periferi.
De har alle en del af skylden for, at den skjulte verden af kulturstrømme og -dynamikker glimtvis bliver synlig. Måske ejerforholdet er ligegyldigt i forhold til den glidning over generationer, som den skjulte verden skaber med møder mellem musik og kulturer, mellem race, socialt lag og geografi.
Tilsyneladende skaber tyverierne mere end de fjerner, og så er der vel rytmer nok til alle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her