Læsetid: 5 min.

Når hjertet hvisker på tyrkisk

27. januar 2000

Henrik Nordbrandt kan i sine bedste digte forføre læseren fra den ene erkendelse til den anden - og modsatte. Nu har han endelig fået Nordisk Råds Litteraturpris i fjerde forsøg

Litteraturpris
Der skulle hele fire nomineringer til, inden Henrik Nordbrandt (f. 1945) omsider tildeltes Nordisk Råds Litteraturpris.
Selve overrækkelsen vil finde sted 6. marts i København, hvor guldet uddeles for 39. gang; men afgørelsen faldt i går i Helsingfors, med dén motivering, at poeten med Drømmebroer (1998) "har skrevet en af sine smukkeste digtsamlinger, en suite af digte, der både er melankolsk og legende i sin søgen."
Broen, hedder det, bliver i denne digtsamling "et gennemgående billede for livet mellem ankomst og afsked, men samtidig et billede for oplevelsen af det tabte og i poesien genfundne."
Om det særligt nordiske ved denne pristildeling kan man have sine tvivl.
Ganske vist har digteren vedkendt sig inspirationen fra forbilleder som Gunnar Ekelöf og Tomas Tranströmer, men samtidig er hans digtning om nogens international i sit præg, påvirket som han jo samtidig er af T.S. Eliot, Wallace Stevens, Konstantin Kavafis foruden Robert Bly, Garcia Lorca og mange, mange flere.
Dertil kommer, at Nordbrandt som bekendt de senere årtier har valgt at opholde sig fjernt fra Danmark, nemlig rundt omkring i Middelhavsområdet, hvor solen er kraftig, vinen billig, havet blåt og konflikterne klare.
"Når vinden blæser, værker det i de rødder / jeg så ofte har benægtet var mine," indrømmer han i Drømmebroer.
Men derfra, og til at dyrke, eller endda besynge, sin danske og dermed nordiske herkomst er der jo immervæk et stykke.

Eksistentiel tematik
Man tør formode, at nordisk presse i dag og i den nærmeste tid formelig vil være tapetseret med udgydelser om Nordbrandts klassiske klarhed og svævende tyngde.
Forståsigpåerne vil stå i kø for at tiljuble hans digtes særlige "nordbrandthed", uden at nogen rigtig vil kunne sige, hvori den i grunden består. Hans forfatterskab vil blive behørigt beskrevet som den uophørlige pendlen mellem opbrud og ankomst, fravær og nærvær, tomhed og fylde, døden og livet, og det vil formentlig ejheller skorte på indfølte karakteristikker af den stedløse længsel, de evige savn.
Altsammen med god grund, for så vidt som Henrik Nordbrandt stedse har været tro mod en fastholdt eksistentiel tematik af den type, der f.eks. kommer til udtryk i denne strofe fra 1974:

Hvor vi end rejser hen,
kommer vi altid for sent
til det vi engang tog af sted
for at finde.
Og i hvilke byer vi end
opholder os
er det de huse, det er for sent at
vende tilbage til
de haver, det er for sent at
tilbringe en måneskinsnat i
og de kvinder, det er for sent at
elske
som plager os med deres
uhåndgribelige nærvær.

Lyrisk paradoks
Her ligger det lige for at gribe fat i huset som billede på jeg'et og rejsen som emblem for eksistensen, ganske som man i hans seneste, nu prisbelønnede værk fristes til at læse broen, dels som tegn for livet selv, dels som en tolkning af poesiens egen gådefulde forbindelse mellem virkeligheden og drømmen.
Men læser man Nordbrandt sådan, primært som billedmageren, især som den suveræne metafor-konstruktør, overser man let, at evnen og hemmeligheden i hans skrøbeligt-sikre kunst nok befinder sig på et andet plan, nemlig i selve bevægelsen - den på samme tid slentrende og modigt springende færd blandt ord - og ikke mindst i hans forkærlighed for det selvdementerende udsagn, det lyriske paradoks.
Et ægte nordbrandtsk digt indledes som regel med en knivskarp påstand, som læseren så, i prøvende afventen tilslutter sig.
Dernæst kommer et modsat udsagn, over for hvilket man kapitulerer og undrende tænker, at ja, sådan er det vel også, sådan kan sagen også betragtes - hvorefter man ned gennem digtet tumles hid og did mellem de to positioner og muligvis først til sidst forstår, at man hele tiden har befundet sig et helt tredje sted, i et drømmerige, en seende slummer, uvirkelig, men yderst konkret.

Metaforens strid
Hvor denne forførelsesteknik fungerer, må Nordbrandts lyrik kaldes uovertruffen. Men mange af hans svagere digte vidner om, hvor svært det er at bebo en intethed og turde fæste lid til poesiens sublime svæven.
Derfor har digteren da også ofte ladet sig friste til at hvælve en form for "meningens himmel" over den så kompromisløst erkendte tomhed, nemlig i form af billeder, der "illustrerer" digtet, eller digte, der "illustrerer" særlig vel-valgte og rammende metaforer.
Niels Frank var inde på problemet, da han for nogle år siden i tidsskriftet Kritik anmeldte en bog om Nordbrandts digtning, og i sin samling med "metaforismer", Livet i troperne (1998), sætter Frank refleksionen på spidsen:
"I metaforen strides to verdener eller verdensbilleder, de konkurrerer, de ødelægger hinanden, så der af ødelæggelsen kan vokse noget tredje frem, der betegner en ophøjnelse af dem begge."
Metaforen forvolder på en egen vulkanagtig måde en ødelæggelse af normalsproget, men når først dette er sket, efterlader enhver stærk metafor, og dvs. en stridende metafor, ifølge Frank "en rest, der hverken indeholdes i de to verdener metaforen sammenstiller, eller i den erkendelse selve sammenstillingen kaster af sig."
Billeder af denne art destruerer forsøgene på læsning, saboterer brat vor erkendelse. De sætter ikke på plads, men på spil. De ryster og flytter, og de kan forhindre digte i at blive bekræftelser på sig selv og på digtekunstens kultur- eller institutionsbærende værdi.
Nordbrandts prisbelønnede samling indeholder mange dejlige digte af den art, man uden videre labber i sig som varemærker for forfatterskabet. Men indimellem ramler man på strofer af de sprængfarlige, der i Niels Franks kritik står indfældet som et ønske om en poesi, der undrer og rykker:

Jeg lod drøm være drøm.
Skoven stod tilbage.
Søen spejlede ikke et træ.
På den modsatte årstid
blev en bildør smækket i.

Samtidig med at vi glæder os over, at Henrik Nordbrandt langt om længe opnår den brede nordiske berømmelse, han inderligt har fortjent, tør vi udtrykke håbet om, at mange nye venner af hans værk vil forvilde sig dybt ind i det, helt derind, hvor man mister mælet. Hvor kritikkens klicheer forstummer, og hjertet begynder at hviske på tyrkisk.

På Israels Plads
Jeg ville ønske, du aldrig var kommet
så natten heller aldrig var gået.

Og jeg ville ønske, du ikke var blevet
så morgenen heller aldrig var kommet.

Jeg ville ønske, det aldrig blev sommer
så sommeren altid var på vej.

fra 'Drømmebroer' 1998

*Nordbrandts seneste udgivelse efter samlingen 'Drømmebroer' er udvalget 'Egne digte'. 292 s. 200 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu