Læsetid: 4 min.

Når mor eller far dør

10. januar 2000

'Man siger at alting har en mening, men hvad var meningen med at jeg mistede min højt elskede mor som 11-årig?' Spørgsmålet stilles af en ung kvinde i en bog, der handler om at miste sin mor eller sin far når man er barn

Ny bog
Hvert år er der 4.000 danske børn, der mister deres far eller mor på grund af sygdomme, ulykker eller selvmord. I alle tilfælde rammer det børnene hårdt.
I bogen: Min mor døde. Min far døde, fortæller 25 af de således ramte om sorg og frygt, svigt og savn.
Bogen er redigeret af journalisten og forfatteren Peter Olesen, der var 15 år, da han mistede sin far. Tabet satte sig som et dybt slæbespor i sjælen, og den store dreng måtte selv arbejde med de store følelser, for ingen af de voksne i hans omgangskreds var i stand til at hjælpe ham med sorgen. I stedet mødte han megen tavshed og mange fortielser.
Efter at have set et tv-program med børn, der fortalte om at miste en far eller en mor, fik han den ide at samle beretninger fra andre voksne, der som børn har haft den samme bitre oplevelse, og det er der nu kommet en fremragende, dybt bevægende bog ud af.

Stor vrede mod livet
Det er en bog, der er fuld af smerte, for sorgen slår et hul i hjertet, som en af bidragyderne skriver, sårene heles måske nok, men smerten bliver der altid. Det mærkes også i teksterne i denne bog. Som læser sidder man med store klumper i halsen. Så megen sorg, så store savn og så megen vrede mod skæbnen og mod Gud.
En af de stærkeste beretninger i bogen er skrevet af Lise-Lotte Rebel, der mistede sin far da hun var 16 år. Hun skriver:
"Jeg husker en stor vrede mod livet, mod Gud. En vrede der udsprang af, at smerten var så stor og ubegribelig og livet så uretfærdigt, som om en blind og ufølsom skæbne bare skaltede og valtede med os små mennesker efter forgodtbefindende ... min fars død kastede mig ud i nogle livtag med Gud, med livet og med døden, som jeg 16-årig ikke havde forestillet mig. Jeg er ikke opdraget specielt kirkeligt. Men vreden mod Gud og forfærdelsen over livets uretfærdighed kunne jeg ikke lade ligge."
Det førte til, at hun læste teologi, blev præst og nu er biskop over Helsingør Stift, men dette var aldrig sket, hvis ikke hun som 16-årig brutalt var blevet kastet ud i de store spørgsmål.
Og "hvor har jeg tit og ofte mærket denne vrede hos andre sørgende, jeg som præst har talt med."
Men hun ved også fra sit eget liv, at "når kærligheden er stor, så er smerten og savnet og vreden tilsvarende."

Hun havde selv valgt det
En anden uforglemmelig beretning er skrevet af Alberte Winding, hvis mor "valgte at sove sit liv slut i et glas piller," da datteren var otte år gammel.
Alberte er et sandt barn af vores individualistiske tid, og hun mener derfor, at den enkelte selv skal vælge sit liv eller sin død. Om sin mor skriver hun, at "det er forfærdeligt og urimeligt, men det trøster mig, at hun havde valgt at dø." Hvis hun var død af en sygdom, kunne Alberte have givet den en mening, men det er hun afskåret fra. Hun må derfor gøre noget andet:
"Jeg bliver nødt til at gøre døden til noget religiøst. Det er hendes store gave til mig. I alt, hvad jeg møder i mit liv, har hun pustet en mening ind. Alt, hvad jeg mister, skal komme igen som noget andet. Alt, der smerter, vil blive opvejet af noget, der smelter."

De er ok, fru Troelsen
Sindsoprivende er også beretningen om drengen, der en mørknende vintereftermiddag febrilsk forsøger at sætte stykkerne af sin mors smadrede, grønne glaspetroleumslampe sammen, "som om hun ville komme tilbage, hvis jeg bare kunne reparere den." Men moderen var væk og blev væk. Først mange år senere fortalte hans far ham, at lægerne havde løjet overfor hans mor.
Efter den første operation sagde de til hende: "De er ok, fru Troelsen, der er ikke noget i vejen!"
Men det var løgn, for hun var uhelbredeligt syg, og det vidste de; men i stedet for at sige det til hende, ringede de til faderen og bad ham fortælle hende, hvordan det stod til.
Sådan kan man blive ved gennem beretning efter beretning om danske familier, gode og dårlige, om børns vrede mod en egotrippende far, mod alkoholikeren, der døde for familien, før han afgik ved den biologiske død. Og om mangel på tilgivelse, men også om det modsatte, for det er på ingen måde en klynkebog, og gudskelov er den heller ikke sentimental, selv om der er store følelser på færde. Det er en gribende bog om tab og savn, om store sorger, men også om stor kærlighed og hårdt vundet styrke, for de fleste klarede jo skærene.
Ninna Würtzen fra Kræftens Bekæmpelse var 15 år, da hun mistede sin mor. Hun sammenfatter oplevelsen med ordene: "Ingen sagde noget, og vi spurgte ikke."
Det er desværre det typiske. Bogen om at miste sin mor eller sin far er et særdeles vellykket forsøg på at bryde denne mur af tavshed.

*Peter Olesen (red.): Min mor døde. Min far døde. 25 danskere fortæller om at miste en mor eller far som barn. Udgivet i samarbejde med Kræftens bekæmpelse. 177 s., 199 kr. Kroghs forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu