Er der et åndeligt slægtskab mellem America Onlines overbulldog, Steve Case, og eksistentialisten Jean-Paul Sartre og dennes efterfølger Bernard Henri-Lévy?
Verdenskompas
PALMA - Alle verdens succesfulde erhvervsledere - som America Onlines Steve Case og Amazon.coms Jeff Bezos - slæber rundt på en klassisk narcissistisk personlighed. Det fremgår af en nylig artikel i det prestigefulde Harvard Business Review skrevet af Michael Macoby, der betegner sig som antropolog, psykoanalytiker og managementkonsulent.
Disse ledende narcissister har ifølge Macoby den fordel, at de har grandiose visioner, karisma og et helt overdådigt ego, men deres svaghed er de ikke lytter til andre, og de er meget lunefulde.
Michael Macoby mener - måske er det en erhvervsskade? - at disse moderne narcissusser burde gå i psykoanalyse for at få en større selvindsigt, men hvorfor skal selv succesfulde erhvervsledere lægge sig ned på Macobys briks? Er det ikke at drive den næsten neurotiske selvoptagethed for vidt? Er der ingen grænser for den terapeutiske kulturs udbredelse? Lad dog de erhvervsledere være i fred - og så må tiden jo vise, om de kan finde nogle symbolanalytikere at lege med, og som kan holde deres lunefulde egoer ud.
America Onlines over-bulldog, den 41-årige Steve Case er ikke filosof - han har en eksamen i statskundskab og har været sælger for Pizza Hut - men sidste år kom han med en udtalelse i pagt med tidsånden:
"Hvis man disponerer over en service, som er lettere tilgængelig, mere nyttig og sjovere, så kan man vinde, også selv om man er oppe imod store virksomheder med enorme regnskaber og drømmende personligheder, der betragter det som deres skæbne at overtage magten over hele verden."
Dette mantra - "let tilgængelig, nyttig og sjovt" - tror jeg, omfatter bredere lag.
Klarhed efterlyses
I den nye udgave af det britiske tidsskrift Prospect efterlyser Bryan Magee nogle flere velskrivende filosoffer som f.eks. Aristoteles, Hume Schopenhauer, Russell og Popper.
"Selv om nogle få af de store filosoffer (han tænker bl.a. på Kant, red.) har været dårlige skribenter, så må dunkelhed aldrig blive ligestillet med dybde," indleder Magee. Han mener, at vi i de sidste 50 år af det tyvende århundrede har været vidne til en voldsom professionalisering og akademisering af filosofien, og bl.a. derfor har det også været højeste mode at skrive uklart. "Den konceptuelle analyse har nået et sådant raffinement og den logisk analyse et sådant teknisk niveau", at det kun er de særligt indviede, der kan forstå budskabet. Magee skriver det ikke, men de postmoderne 'børn' af 1968 som Deleuze, Derrida og Lyotard, der har promoveret forestillingen om "den specifikke intellektuelle" falder i tankerne. De har gjort en dyd ud af den hyper-teoretiske tænkning, ofte næsten afkoblet fra det brede offentlige og sociale liv. Hvad bl.a. den filosofisk anlagte og politisk engagerede sociolog Pierre Bourdieu har kritiseret skarpt.
Magee mener, at pendulet snart svinger, og at folk og filosoffer igen vil søge klarhed og forståelighed. Og måske vil de toneangivende filosoffer igen vælge at stå uden for universitetsverdenen, som i dag mere er anstalter for undervisning end for enestående tænkning.
Fra Kant til Sartre
Fra middelalderen og frem til det 20. århundrede stod de store filosoffer - kun med meget få undtagelser som Kant - uden for universitetet. Og ingen underviste i filosofi. Sådan var det med Hobbes, Descartes, Spinoza, Leibniz, Locke, Berkeley, Hume og Rousseau. Og de førende filosoffer i det 19. århundrede som Schopenhauer, Kierkegaard, Marx og Nietzsche var heller ikke akademikere.
"Jeg kan ikke se, hvordan nogen, der kender Kierkegaards eller Schopenhauers skrifter, kan hævde, at deres klarhed og særlige stil er en forhindring for dybde, skarpsindighed og sofistikerethed," påpeger Magee i et åbent opgør med de, som mener, at dunkelhed og filosofisk dybde nærmest er hinandens forudsætning.
I det tyvende århundrede er tre filosoffer som Henri Bergson, Bertrand Russell og Jean-Paul Sartre blevet tildelt nobelprisen i litteratur.
Sartre var meget velskrivende og blev fejret af universitetsoprørerne i '68, men i halvfemserne blev han glemt og fortrængt. Ingen ville længere kendes ved Sartres ideologiske flirteri med kommunismen og maoismen. Andre rubricerede ham som libertineren, der hvileløst udskiftede sine elskerinder, men levede som fordømt til Simone de Beauvoir. Sådan var han også, men han var meget mere kompleks som tænker - til tider dogmatisk marxistisk, til andre tider anarkistisk og eksistentialistisk.
Imán eller intet
På det seneste er Sartre - der af en noget nervøs general de Gaulle blev sammenlignet med Voltaire - igen blevet genstand for polemik i Frankrig. I tyveåret for hans død har multimediekunstneren - filosoffen, filmmanden og polemikeren - Bernard Henri-Lévy skrevet et digert værk på 663 sider med titlen Le siècle de Sartre. Heri beskriver han Sartre som århundredets person, den hemmelige akse, hvorom alt har drejet. En slags intellektuel 'imán'.
Derimod har magasiner som Le Nouvel Observateur, Le Point og L'Evenement lavet forsidehistorier om, hvordan Sartre bare var el fin de un eclipse - og havde en passion for de ideologiske fejltagelser.
Sartres betydning kan diskuteres herfra og til dommedag, men for mig at se er hans eksistentialisme uden Gud overgået af Nietzsche. Og såvel Kierkegaard som Dostojevskij er dem begge langt overlegen for de tænker sig aldrig helt fri af Gud.
Den spanske filosof Fernando Savater har for nylig i det spanske dagblad El Pais skrevet i en kommentar, at "en stor del af, hvad Sartre skrev ikke fortjener det mindste ringbind" i det filosofiske arkiv - "hverken hans vibrerende og hallucinerende sider om friheden i væren og intet, hans simplificerede manifest 'eksistentialismen er humanisme' og heller ikke hans mange litterære essays."
Savater siger, som Jean d'Ormesson sagde i sin tid i en nekrolog over Sartre: "at han efterlader os mange prøver på sit talent".
Men hvorfor er den filosofiske multimediekunstner Bernard Henri-Lévi så optaget af at genrejse Sartre som det 20. århundredes imán? Måske er det, fordi Henri-Lévi er et intellektuelt barnebarn af 1968, der i sit opgør med de hyperintellektuelle, har forsøgt at gøre sig selv til den nye tids mediebeviste intellektuelle.
Han er endnu ikke så politisk kompromitteret som Sartre men er fascineret af det, der gjorde Sartre til noget særligt i sin tid. Eller som Savater meget præcist skriver om Sartre:
"Ingen kan nægte, at han denne 'epokens ånd' uden hest, var et hævemiddel for sin tid. ... Han gjorde måske ikke verden mere forståelig, men mere interessant."
