Læsetid: 4 min.

Navnet er Bond, postmodernist...

17. januar 2000

Man kan finde temmelig mange selvoptagne, ensomme, lettere ubehagelige heltetyper i litteraturen. Og hvor kan man kende dem, skriver den svenske idehistoriker Ronny Ambjörnsson

Det er noget af en påstand:
"Manden har længe været usynlig i historien (...) Man har, kan man sige, ikke set manden for bare mænd."
Det er den svenske forfatter Ronny Ambjörnsson, der hævder, at manden, den stakkel, er blevet forbigået.
Ambjörnsson, professor i idehistorie ved Universitetet i Umeå, er aktuel herhjemme med udgivelsen senere på ugen af bogen Antikken. Et kapitel i Europas idéhistorie. Det er en bog, Ambjörnsson skrev på svensk i 1997 (og som var emnet for Informations kronik sidste onsdag), men før den bliver kendt i den danske oversættelse, fortjener et nyere værk fra den flittige og velskrivende idehistoriker at få omtale for et dansk publikum: Bogen om den oversete mand, som Ronny Ambjörnsson første gang præsenterede i 1990, men som i efteråret - på opfordring - blev genudsendt i en omskrevet og opdateret udgave af det svenske forlag Ordfront.
Mansmyter hedder denne perle af en bog, og dens undertitel røber, hvordan den velskrivende og lune idehistoriker har valgt at skildre manderoller gennem de seneste århundreder: Om Tarzan, James Bond, Frankenstein och andra grabbar. Fremfor via verdenshistoriens store, magtfulde mandspersoner belyser denne bog mandlighedens paradokser via 'mytologien' om manden, dvs. via fiktive skikkelser i den vestlige litteratur.
Og når disse er så farverige - omend alle temmelig selvoptagne - personligheder som Bond, Tarzan, Sherlock Holmes, Dracula, Robinson Crusoe, Faust, Frankensteins monster og Don Juan, kan man ikke undgå at føle sig i godt selskab og godt underholdt, foruden tankevækkende belært.
Ronny Ambjörnssons udgangspointe er, at manden - der jo ubestrideligt præger den nedskrevne verdenshistorie - stort set altid er blevet anskuet som menneske (på engelsk og fransk anvender man som bekendt ét og samme ord for mand og menneske: man hhv. l'homme), mens kvinden ofte kun ses som køn. Det mandlige forstået som det kønsspecifikke er typisk blevet forbigået eller overset af historieskriverne. Det har Ambjörnsson sat sig for at råde bod på ved at genlæse en række klassikere, ud af hvilke vekslende forestillinger om manden som mand kan aflæses.

Livet er et spil
Tag James Bond. Han kom til verden i den første af Ian Flemings agentromaner i 1953 og var fra starten med til at indkredse, måske endog fremkalde en ny mandsrolle, som Ronny Ambjörnsson identificerer som postmoderne.
"Livet tager sig for Bond ud som et spil og verden som et gigantisk casino (...) Bond lever i nuet - det hører ligesom til spillets regler. Øjeblikket accentueres, det forhåndenværende. (...)"
"Bond bevæger sig som en turist gennem tilværelsen," noterer Ambjörnsson og fastslår, at der for Bond ikke er nogen overordnet moral, kun en tilværelse af opsplittede hændelser, hvori agenten udvikler en konsumistisk livsstil, hvor tingene - Bonds sortoxiderede Ronson-lighter, hans biler og hans (i de tidlige bøger) elskede Beretta-pistol - bliver levende og attråede.
"Det er tingene, der giver Bond tryghed, ikke mennesker," og "stil erstatter hos Bond moralen." Han har intet overordnet mål med tilværelsen, ingen drømme - kun i en ganske kort periode i You only live twice, hvor han efter et ballonstyrt mister hukommelsen og dermed selvkontrollen og faktisk bliver rigtig lykkelig en tid.
I modspillet mellem James Bond og hans chef, den legendariske M, bliver det tydeligt, hvad det hele handler om. Hvor M med sit livsprojekt, sin pligtmoral og sin ansvarlighed over for nationen afspejler den traditionelle manderolle, så afspejler Bond med sin hedonistiske revolte og sin konsumerisme (drinks, kvinder, biler...) en ny, postmoderne manderolle. Sean Connerys Bond var postmoderne før sin tid, og derfor var det næppe tilfældigt, at han besad den afvæbnende selvironi, der fik os til at godtage hans excesser. At man med Pierce Brosnan i dag har en Bond uden anstrøg af selvironi passer alt for godt med, at den postmoderne livsform efterhånden er blevet fælleseje.

En tankemaskine
Som Bond tager Ambjörnsson de øvrige litterære rollemodeller, helte og mere tvivlsomme mandlige karakterer under indsigts- og kærlighedsfuld behandling.
Sherlock Holmes aflæses som et modbillede på forholdene i det sene 1800-tals London, der var præget af veritabelt kaos med voksende slumområder, kriminalitet, tiggeri og prostitution. Moralen og samfundsordenen forekom i opløsning, og derfor indsatte forfatteren Conan Doyle den næsten uhyggeligt disciplinerede, systematiske og logiske detektiv Holmes. Han er, siger Ambjörnsson drilsk, en typisk mand.
"Han har ingen 'menneskelige' svagheder. Han er følelseskold." Eller med dr. Watsons ord 'en tankemaskine', der savner en personlig kerne. Med de egenskaber er Holmes' eneste eksistensmulighed at leve som helt. Typisk mand, noterer den svenske idéhistoriker.
Tarzan træder ind på scenen et par årtier efter Sherlock Holmes og fremstår i en vis forstand som et modbillede. Hvor det sene 1800-tal kaldte på kølige, rationelle mænd, er der i begyndelsen af 1900-tallet ifølge Ambjörnsson bud efter et nyt civilisationskritisk mandsideal. Tarzan personificerer "en drøm om det autentiske liv, et liv hvor det er muligt at være ét med sin krop og sine ønsker, og hvor det er muligt at svinge sig i lianerne mellem himmel og jord og således forene fuglens vilkår med menneskets," mener Ronny Ambjörnsson.
Bond, Holmes og Tarzan er - deres forskelligheder til trods - fælles om dét, som også karakteriserer de fleste af bogens øvrige figurer, og som derfor ifølge Ambjörnsson indfanger det fælles mandlige, dét der er den mandlige kerne: selvkontrol, projektorientering og fokusering på at skabe sig selv.
Ambjörnsson er ikke særlig forgabt i disse mænd, faktisk ret skeptisk over for dem, fastslår han. På den anden side kan han kende alt det, der karakteriserer dem. Det er derfor, det er så lokkende at skrive om dem, tilstår den svenske professor.
Og at læse om dem, kan man tilføje.

Mandedrømme
*Ronny Ambjörnsson: Mansmyter - James Bond, Don Juan, Tarzan och
andra grabbar. 184 s. Ordfront

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her