Læsetid: 3 min.

Og nogen blev set

10. januar 2000

Lars Simonsens har en rystende mildhed i rollen som Jesus i 'Ørkenbrevet'. Hans ansigt kunne være alle menneskers ansigt

Teater
Nogle teaterforestillinger lader én helt stille. Fylder én med varme og uventet fred i sjælen - og med en sælsom mystik.
Man ved ikke helt, hvad der skete. Kun at det var afgørende at være til stede netop denne aften til denne forestilling. Fordi oplevelsen rykkede ens forståelse en lille smule nærmere - forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske.
Ørkenbrevet er en sådan forestilling. Den er baseret på Göran Tunströms roman fra 1978 om Jesus og Johannes Døberen - to venner med samme dragning mod troen, men med helt forskellige evner og forpligtelser.
Det er instruktøren Alexander Kørschen, der sammen med scenografen Pia Maanssen står bag forestillingen, der spilles i 12 store kirker rundt om i Danmark.
Alligevel er stykket i lige så høj grad eksistentielt som religiøst. Det er selve livets væren, som forestillingen jagter. Og hvert menneskes altafgørende ønske om at blive set.

Ansigternes længsel
Ørkenvandringen forløber omhyggeligt - og dog dramatisk eskalerende - med replikker præget af monologer så billedrige, som var de taget ud af Selma Lagerlöfs univers. Men det er skuespillernes ansigter, der løfter forestillingen op i den fredsskabende kategori.
Lars Simonsens åbne træk indfanger rollen som Jesus med rystende mildhed. "Jorden ville hviske mit navn" siger hans ansigt, hvorefter det åbner sig med forsvarsløs glæde.
Hans øjne spiler sig ud og fyldes med barnlig iver, og gradvist får de det voksne bliks mistro og raseri. Det er mærkeligt: Hans ansigt kunne være alle menneskers ansigt.
Og Simonsen har en oprigtighed, en beskedenhed og et smil, der tilsyneladende er umuligt at afvise - og frustrationerne over alligevel aldrig at kunne nå helt ind til ham hos personerne omkring ham er derfor yderst troværdig.
Frustrationerne gælder ikke mindst Jens Jørn Spottags Johannes, der lider under sin egen glædesløshed og strenghed, til trods for at han allerhelst ville prædike Jesus' lethed. Spottag skumler overbevisende ærgerrigt, men er dog bedst, når han i stjålne øjeblikke dagdrømmer.
Og Morten Kirkskovs forræder, Jochanan, blusser i sit mindreværd og sin grænseløse misundelse, mens Annika Johannessens bedårende Amhara bare elsker denne Jesus.

Maria i negativ
Alligevel er det forestillingens to gamle kvinder, der tilføjer mest nyt til den traditonelle evangelieopfattelse. Dels Gerda Gilboes forunderligt uforståelige gammelmor, hægtet op i en rygbærestol på sønnen Johannes.
Og dels Marie Louise Conincks Maria, der fremstår som et negativ-billede af den sædvanlige Maria-dyrkelse. Coninck ejer ingen ophøjethed og uskyldsren fromhed. Tværtimod er hun fuld af angst og vrede over den søn, som hun aldrig helt har måttet komme tæt på. Som hun aldrig var alene med:
"Jeg kunne mærke, at du ikke tilhørte mig, at du tilhørte verden", siger hun.
Ørkenbrevet bliver på samme måde en forestilling, der kommer til at tilhøre tilskueren - som en gave uden nogen påduttelse. Og pyt så med at forestillingen er underligt overindpakket i teknik, både hvad angår scenerampens skramlende skamler, den skyggeuhåndterlige lyssætning og sidedekorationerne, der spærrer for udsynet til kirkens hvælvinger.
For forestillingen rører sin tilskuer som menneske. Og efterlader følelsen af, at nogen blev set.

*Ørkenbrevet. Efter Göran Tunströms roman. Dramatisering og instruktion: Alexander Kørschen. Scenografi: Pia Maanssen. Musik: Ole Schmidt. Lys: Lars Egegaard Sørensen. Hvidovre Teater på turné, set i Sorø Klosterkirke. Næste forestillinger Domkirken i Viborg i aften og i Ålborg onsdag. Til 31. jan. Billet-Net.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her