Læsetid: 3 min.

Nye beviser for Echelons eksistens

31. januar 2000

Både EU-Parlamentet og den amerikanske kongres forbereder granskning af det elektroniske aflytningssamarbejde

Nye deklassificerede dokumenter fra den amerikanske sikkerhedstjeneste, National Security Agency (NSA), samt oplysninger fra New Zealands efterretningstjeneste Security Intelligence Service (SIS) bekræfter eksistensen af et internationalt, elektronisk efterretnings- og aflytningsnetværk styret fra USA og kendt under navnet Echelon. Dokumenterne giver derimod ikke større klarhed over, hvem Echelon-samarbejdet og dets mange lyttestationer overvåger.
En række iagttagere, herunder personer med tidligere ansættelse i de involverede landes efterretningstjenester, har bl.a. i Information erklæret, at Echelon, der har USA, Storbritannien, Canada, New Zealand og Australien som formodede hovedaktører, foretager systematisk aflytning af civil og industriel kommunikation via telefon, e-mail og telefax.
Om det er tilfældet og i hvilket omfang, overvågningen sker, vil Europa-Parlamentet forsøge at få svar på, når Echelon i slutningen af februar er på dagsordenen.

Aktivering af Echelon
Det nye materiale består bl.a. af et dokument fra det amerikanske luftvåbens efterretningsenhed, Air Intelligence Agency (AIA), som den amerikanske seniorforsker og sikkerhedsekspert Jeffrey Richelson har fået frigivet via den amerikanske offentlighedslov. Dokumentet, oprindeligt stemplet top secret, er fra 1995, og dele af det blev allerede i september sidste år omtalt i Information.
De nu tilgængelige papirer rummer et afsnit med overskriften "Aktivering af Echelon-enheder", og selv om dele af teksten er bortcensureret, fremgår det, at AIA's hovedkvarter har indgået en aftale om "at øge AIA's deltagelse i den voksende... (bortcensureret passage) til støtte for kunder i regeringen, fælleskommandoen og luftvåbnet." Ifølge Jeffrey Richelson er den bortcensurerede passage "mission vedrørende civil kommunikation".
Det fremgår, at nye Echelon-lytteaktiviteter skulle sættes i gang på amerikansk grund i West Virginia og i Yakima, Washington, samt på amerikanske baser i Japan, Puerto Rico og på stillehavsøen Guam.
"En særlig ordre om at aktivere disse stationer vil blive afgivet i 1995," hedder det i dokumentet.
De frigivne papirer "udgør regeringens bekræftelse af Echelon-programmet," siger Richelson, der arbejder ved forskningsinstituttet National Security Archive ved George Washington University.

Samarbejde
Uden at bruge ordet Echelon bekræfter også New Zealands efterretningstjeneste, SIS, i en ny redegørelse til regeringen, at der foregår et elektronisk overvågningssamarbjede mellem en gruppe af lande.
Vore "faciliteter er nyttige og tilgængelige for efterretningstjenesterne hos New Zealands efterretningstjenester," hedder det med henvisning til lyttestationerne Tangimoana og Waihopai i New Zealand.
Partiet De Grønne i det newzealandske parlament ser det som en bekræftelse på, at USA og de øvrige Echelon-partnere har adgang til at overvåge og tappe civil kommunikation fra de to anlæg. De Grønne forlanger nu en parlaments-undersøgelse af sagen.
Den australske regerings generalinspektør vedrørende efterretningsvirksomhed, Bill Blick, bekræftede i november over for BBC, at den australske signalefterretningstjeneste DSD overvåger og indsamler atmosfærisk elektronisk kommunikation og "i visse tilfælde" deler sin viden med sine efterretningspartnere i Echelon-samarbejdet.
Det springende punkt i samtlige de omtalte indrømmelser er, i hvilket omfang overvågningen går ud over civilpersoner, frivillige organisationer og erhvervsvirksomheder.

Ny software
Et indicium på, at civilsamfundet i stigende grad er målet for efterretningsvirksomheden hos bl.a. National Security Agency, er oplysningerne om, at det amerikanske forsvarsministerium i øjeblikket tester ny softwareteknologi, der i afgørende grad kan forøge NSA's allerede enorme aflytningskapacitet og gøre det lettere at sortere i den voldsomme mængde international telefonkommunikation, som NSA kan lytte med på.
Den ny software, kaldet Semantic Forests, kan med hidtil uset effektivitet analysere udskrifter af telefonsamtaler og identificere de samtaler, hvor bestemte, efterretningsmæssigt interessante, ord indgår.
NSA fik allerede sidste år patent på ét nyt program til denne type overvågning, men nu er et endnu mere effektivt program altså under udvikling.
Den tidligere chef for strategisk elektronisk kommunikation i det amerikanske forsvarsministerium, Brian Gladman, bekræftede før jul i det britiske dagblad The Independent, at NSA er ivrig efter at automatisere og effektivisere teknikken til at "filtrere stemme-trafikken."
Gladman ville dog ikke bekræfte, at behovet for øget scannings-kapacitet har sammenhæng med et skift efter den kolde krig fra aflytning af militær kommunikation til aflytning af civil og industriel kommunikation.
Karakteren og omfanget af Echelon-samarbejdet kommer på dagsordenen ved en høring i Europa-Parlamentet den 23. februar og formentlig lidt senere ved en tilsvarende høring i det amerikanske Repræsentanternes Hus, hvor senator Bob Barr længe har ført kampagne for at få Echelons aktiviteter frem i lyset.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her