Læsetid: 2 min.

Odense og Århus får indvandrere i job

7. januar 2000

I Odense og Århus kommune har byrådet vedtaget, at de ansattes etniske baggrund skal
afspejle befolkningssammensætningen i kommunen. Det har givet flere job til udlændinge

Odense og Århus Kommune er begge ledet af socialdemokrater. Begge kommuner har store grupper af udlændinge i deres befolkning. Vollsmose-bebyggelsen i det østlige Odense og Gellerup-planen lige nord for Brabrandsøen i Århus er ofte brugte eksempler på de problemer, der kan opstå i bebyggelser med en stor befolkning med en udenlandsk baggrund.
Blandt andet derfor har kommunerne valgt at gå forrest i deres egn med at integrere udlændinge på arbejdsmarkedet. Siden 1996 har begge byer haft en målsætning om, at antallet af ansatte med en udenlandsk baggrund i kommunen skal matche befolkningssammensætningen i kommunen.
Og foreløbig mener begge byer, at det har givet gode resultater, selv om der er et godt stykke vej endnu, før målet er nået.
Fra 3,2 til fem procent
"I 1996 vedtog byrådet som en del af kommunens samlede invandrer og flygtningepolitik, at vi skulle arbejde hen mod, at sammensætningen af de ansatte i kommunen afspejlede befolkningen i kommunen. Det vil sige, at andelen af ansatte med en etnisk baggrund i det, vi kalder tredjelande (Ikke EU-EØS eller nordamerikanske lande, inf.), skal svare til deres andel i kommunens befolkning," siger Lone Dannerby Paulsen, der er flygtninge- og indvandrerkoordinator i borgmesterens afdeling i Århus Kommune.
Siden har kommunen årligt opgjort, hvor mange udlændinge og indvandrer, der er ansat i kommunen.
I oktober 1997 var det 3,2 procent. Samme måned året efter var det steget til 4,3 procent og i oktober 1999 var fem procent af kommunens ansatte i ordinære job udlændinge eller havde en baggrund i et af "tredjelandene".
Målet er 7,2 procent, der svarer til deres andel af kommunens befolkning i den arbejdsdygtige alder.
Lone Dannerby Paulsen understreger, at der på intet tidspunkt har været tale om positiv særbehandling af udlændinge.
"Vi er kommet meget langt alene ved, at der har været opmærksomhed på det fra byrådet og ledelsen. I I nogle afdelinger har de afholdt kurser og temadage om emnet, mens andre har nøjedes med at behandle det i samarbejdsudvalget. Men jeg vil gerne understrege at stigningen i de udenlandske ansatte er fordelt over alle afdelingerne," siger Lone Dannerby Paulsen.
I Odense har man samme mål som i Århus. befolkningssammensætningen i kommunen skal afspejles på rådhuset og blandt kommunens andre ansatte, fortæller Flemming Jørgensen, konsulent i kommunens udviklingskontor.
"Det vedtog byrådet i september 96. Derudover reserverer kommunen halvdelen af alle tilskudsjob til flygtninge og indvandrere," siger Flemming Jørgensen.
Også han afviser, at der er tale om positiv særbehandling af udlændinge.
"Det er sket ved, at byrådet har meldt ud til kommunens afdelinger, at sådan er politikken. Men det er aldrig sådan, at en stilling skal besættes med en indvandrer eller flygtning for enhver pris," siger Flemming Jørgensen.
Odense Kommune har endnu ikke tal for, hvor stor en del af de ansatte i 1999, der har en udenlandsk baggrund. Men i 1998 var det 5,9 procent. Året får var det "en smule mindre", fortæller Flemming Jørgensen.
"Det stiger ikke så hurtigt mere. Så mange ansætter vi jo heller ikke i kommunen. Og det handler jo også om, at der ikke er særligt mange ansøgere fra de grupper til nogle stillinger," siger Flemming Jørgensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her