Findes der et sted, hvor alt er anderledes? Åh jo, det gør der da
- hvis man kigger rigtigt efter
Deruda'
Et ak, midt i den danske mørketid: Tænk, om der fandtes en verden, hvor alt er anderledes. Hvor det er sommer i januar, og solen står højest på himlen, når den er i stik nord.
Som den geografisk skolede læser måske er begyndt at ane, findes en sådan verden. Nemlig Jordens sydlige halvkugle.
Det meste af den er ganske vist vand. 83 procent af Jorden syd for Ækvator er dækket af hav, oplyser atlasset. Men lidt land bliver det da til: Det nederste af Sydamerika og af Afrika, hele Australien - og det Antarktis, som verdenskortene aldrig får helt med, men som er dobbelt så stort som Australien. Nå ja, så er der også nogle øer strøet rundt omkring. New Zealand, for eksempel.
New Zealand er nogenlunde det fjerneste, man kan vælge at fjerne sig fra Danmark, hvis man stadig vil have fast grund under fødderne. Umiddelbart sydøst for New Zealand ligger øgruppen Antipoderne. Den hedder kun sådan, fordi det er dér, en strikkepind ville stikke ud, hvis man stak den ned gennem Greenwich, London, og tværs gennem jordkuglen.
Netop fordi New Zealand er så fjern, er den dragende. Plus det med vinteren, der er sommer. Altså pakkede jeg og husholdningens anden halvdel os selv og vore cykler og tog afsted, opsat på overraskelser.
Og dem fik vi da.
Langt, langt væk
Overraskelse nr. 1: At New Zealand er sååå langt væk. Efter mere end 24 timer krummet sammen i flysæder var vi kun nået til Brisbane på Australiens østkyst og manglede stadig 2.000 kilometer over Det Tasmanske Hav.
Noget af en flothed, når vi nordkugleboere nævner Australien og New Zealand i samme åndedrag! Det giver en forestilling om, at man på en klar dag kan skue fra den ene til den anden. Det kan man lige så lidt som fra Møns Klint til Sicilien.
Overraskelse nr. 2: New Zealands Nordø ligner Wales i solskin. Når altså ikke det regner, hvad det hyppigt gør. Så ligner Nordøen bare Wales. Om Sydøen fortæller newzealænderne os begejstret, at den ligner Schweiz. Men da Sydøen ligger mere end 500 kilometer væk fra det det sydligste, vi får trampet os, nøjes vi med at forestille os, hvordan den ser ud, når den ligner Schweiz. Og det er jo i grunden ikke så svært.
På trods af, New Zealand altså ikke er så anderledes, som man skulle tro, er der alligevel noget, der er omvendt. Trafikken kører i venstre side, og det må vi flytte ringeklokken over modsat på cykelstyret for at minde os selv om. Det lille fif er nu ikke til megen hjælp i de gigantiske vejudfletninger, vi en gang imellem skal cykelvove os igennem. New Zealand er på vej fra at være meget britisk - med små hyggelige landeveje - til at blive meget amerikansk, med store brølende motorveje. Men det er Storbritannien jo også, så det er der ikke noget mærkeligt i. Andet måske end, at New Zealand - med en befolkning på tre en halv million i et land, der er seks gange så stort som Danmark og altså kun 15 indbyggere pr. kvadratkilometer - kan proppe så megen trafik på sine veje.
Duft af imperiet
Overraskelser finder vi også i udskænkningen. Ved de hovedvejskryds, hvor amerikanerne ville have anbragt en skummel cocktail lounge, er der på New Zealand nydelige tea-rooms, der byder på frisklavet og muffins "i haven, hvis vejret tillader". En duft af imperiets storhed.
Rent ud eksotiske er navnene på de steder, som stadig hedder, hvad de blev kaldt af maori'erne, den oprindelige befolkning. I et vejkryds fortæller skiltene os med lokkende poesi, at vi kan vælge imellem Kaeo, Otangaroa, Taratara, Mangonui og Taupo Bay.
At noget vitterligt er helt anderledes på New Zealand, får vi bekræftet, da vi tager på bådrundfart i en bugt fyldt med småøer. Vandet bruser på begge sider af båden, og det viser sig at være små pingviner, der i flokkevis gør os følge. At se dem ligge der og luffe afsted gør pludselig Sydpolen meget nærværende - ellers har vi kun mærket den i lejlighedsvise iskolde vindstød.
Og så er der nætterne! De er det mest anderledes på New Zealand - når de er stjerneklare. Da man befinder sig på den nedre side af jordkloden, kigger man ud i den del af universet, nordkugleboere aldrig ser. Og fordi nu det meste af Mælkevejen ligger syd for Jorden, og fordi atmosfæren på den sydlige halvkugle ikke er så forurenet som på den nordlige, og fordi der ikke er så mange jordiske lyskilder til at sløre synet - så åbner der sig et sortsvimlende dybt, funklende himmelhvælv. Man får lyst til at råbe ud mod Sydkorset, om Vorherre dog ikke kunne tænke sig at invitere på en kop kaffe.
Så vid det - alle I, der kunne tænke jer at drage til New Zealand, fordi det er så langt væk: Af alle minder om noget anderledes bliver lysende tilbage disse tre: Navnene, pingvinerne og stjernerne.
