Læsetid: 5 min.

Onkel Pouls kværn

3. januar 2000

Det danske sprog og vores statsminister er ikke nogen heldig pardannelse

Kommentar
NÅR MAN ser filmklip med Thorvald Stauning, ser man en stor, tilknappet mand, en formel og nærmest kedelig taler, der ikke åbner munden mere end højst nødvendigt. Det nymodens filmskamera generer ham tydeligvis, han skæver misbilligende til det, men beslutter sig så, med et halvfornærmet snøft, for at ignorere det.
Stauning var ikke stor taler, men folk lyttede til ham alligevel. Han var deres mand. Arbejderbevægelsens mand. Folkets mand.
Man kan ikke bebrejde Poul Nyrup Rasmussen, at han ikke mødes af et tilsvarende lydhørhed fra sit folk. Fra os. Udviklingen har for længe siden fjernet os afgørende fra den lidt enfoldige tillidsfuldhed mellem politikere og deres vælgere. Nutidens talerstol er tv-skærmen, folk drikker kaffe og diskuterer jævnt uærbødigt, om han har fået nye briller igen. Eller om hans stylister nu endelig er blevet enige om, i hvilken side manden bør have sin skilning.

HAN SÅ FOR resten glad og veloplagt ud, en Nyrup med et absolut menneskeligt ansigt, en slags onkel Poul. Godaften, sagde han. Og så kørte kværnen ellers. Det danske sprog og vores statsminister er ikke nogen heldig pardannelse. Det kan heller ikke nægtes, at han virker noget instrueret, når han er på tv. Det gjaldt også hans glade veloplagthed under nytårstalen. Hvor mange takes mon det har kostet at han få ham til at se præcis sådan ud, tænkte man jo. Men han gør vel sit bedste. Trods kiksetheden og det gruopvækkende dårlige sprog, giver han alligevel indtrykket af at være både solid og bundhæderlig. Man kan roligt købe en brugt bil af manden, det er slet ikke det. Men rent ud sagt: Når nu politik, ifølge statsministeren, ikke alene handler om visioner og drømme, men også om en fortælling om et Danmark, vi kan være stolte af, kunne man så ikke forlange, at disse fortræffelige budskaber blev fremstillet på en måde, der var bare lidt mindre tåkrummende? Og lidt mindre reklameprægede også, tak. Det holdbare kvalitetssamfund - noget i stil med hygiejnebind, eller hvad?
Hvis man nu var en senildement beboer på et plejehjem i Odder, er det ikke sikkert, man ville kunne se ligheden mellem det samfund, statsministeren taler om, og så det, man selv kender. I en fjern erindringståge, vil man måske nok kunne se bønder, der pløjer for at opdyrke heden, og arbejdere, der sveder og slider sig op på landets fabrikker for at skabe det samfund, vi har i dag og som Nyrup mener, vi har grund til at være stolte af. Men bag disse fortidens tåger, lever man jo også i en karsk og nærværende hverdag. En hverdag med små, sjove piller mellem brødet og osteskiverne, så gammelfar og gammelmor bliver passende døllet og ikke kræver så megen opmærksomhed af alt for lidt plejepersonale. Årets joke på landets plejecentre, mellem vandglassene med de forlorne tænder og knapheden på vendte engangsbleer, må være den om, at der er tale om enkeltstående fejl og svigt, mens det hele ellers går rigtigt pænt og udmærket.
Enten taler Nyrup mod bedre vidende, eller også har hans rådgivere bare ikke fortalt ham, at i løbet af de år, han har været ved magten, har middelklassen måske nok fået fornyet levestandarden. Men det har de omkring 800.000, der er afhængige af velfærdssamfundets velvilje, bestemt ikke. Spørg de gamle, om de synes, de får nok hjemmehjælp. Spørg dem om de synes, medicinen er for dyr. Spørg til trivslen på hospitalernes ventelister. Hygger I jer, alle I hoftesvage? Eller spørg til, bare for eksemplets skyld, sådan en ting som den almindelige hygiejne på hospitalerne. Jeg har da oplevet ét, hvor hverken jeg eller andre besøgende kunne lide at røre ved trappegelænderet. Så møgbeskidt var det.

Og så er der de langtidsledige. Mon de synes, der er nogen særlig grund til at være stolt over Danmark? De får ellers rigeligt med aktiveringstilbud. Tænk at blive losset af på torvet i Horsens by med bind for øjnene, som man så allernådigst få lov til at tage af, så man kan få afprøvet sin evne til at orientere sig. HORSENS! For helvede mand! Der er også en hyggelig daghøjskole i Nakskov, hvor de glade kursister får lov til at synge morgensang. Især den dér "I en kælder sort som kul, allerdybest nede" gør stor lykke.

Og nu er det jo ikke bare historier, man sådan hører om på anden og tredje hånd. Hvis man ikke lige hører til samfundets jet set, kan man slet ikke undgå at komme i berøring med den slags realiteter. Det ved statsministeren måske i virkeligheden godt. Måske var det derfor han stillede et - let truende, synes jeg - retorisk spørgsmål: Hvem af os har lyst til at lade vores børn vokse op i et andet land? Eller overlade vores forældre til et fremmed lands ældreforsorg?
Pis og papir, statsminister! Hvis det er dine spin doctors, der finder på den slags usle og smagløse 'argumenter', så giv dem sparket. Heller i dag end i morgen.
Uden tvivl kraftigt inspireret af Dansk Folkepartis succes i meningsmålingerne skulle vi også høre nogle velvalgte ord om fremmedpolitikken. Når danske familier føler sig i mindretal i de opgange, hvor de bor, og når deres børns skolekammerater i stort tal har en anden etnisk baggrund end dansk, så er det på tide at rykke ud med en bedre integrationspolitik. Statsministeren stillede endda i udsigt, at det godt må koste penge - og så kan man vel regne med, at det er alvorligt ment.

Det har aldrig været nogen god ide at klumpe folk i store betonghettoer - og det uanset den etniske baggrund. Det har man da vidst i årevis - hvorfor er det først nu, regeringen har tænkt sig at gøre noget ved det. Hidtil har man ladet tingene gå sin skæve gang. Når de rige flæbehoveder i Gentofte kommune har slået ud med armene og sagt, at de desværre ikke har nogle sociale boliger, som de kan tilbyde flygtninge og indvandrere, så kunne man vel have tvunget dem til at bygge dem? Det har man ikke gjort, man har ladet dem beholde deres lille, velhavende enklave garanteret fri for sociale og andre problemer, for sig selv. Hvorfor? Det spørgsmål kunne Nyrup måske besvare i sin næste nytårstale. Indtil da har Socialdemokratiet åbenbart tænkt sig at komme DF's fremmarch i forkøbet ved simpelt hen at overtage dets politik.
Når Pia Kjærsgaard ikke er stueren nok til at komme ind i éns pæne stue, er en tvangsafvaskning af fruen naturligvis heller ikke den eneste løsning. Man kan jo også vælge at gøre den førhen så nydelige stue så uhumsk og beskidt, at hvemsomhelst kan føle sig hjemme i den.
Selv godt nytår, onkel Poul!

Leder på bagsiden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu