Sidste års færøske kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris udsendes på dansk for fjerde gang
Digte
Ikke mange færøske forfattere er så fyldigt repræsenteret på dansk som Jóanes Nielsen fra Suduroy (f. 1953). Dette skyldes især Vindroses tidligt afdøde forlægger Erik Vagn Jensen, der, muligvis briefet af Heinesen, forudseende fattede godhed for Nielsens herligt djærve, langeligt dvælende, tale-vers. I hvert fald fik vi i 1988 det righoldige digtudvalg Saltet i dampende middagsgryder, i 1992 den korte roman Gummistøvlerne er de eneste tempelsøjler vi ejer på Færøerne samt 1993 digtbogen Kirkerne på havets bund.
Som ung var Nielsen sømand, fisker og arbejdsmand. Nu sejler han efter sigende ikke så meget mere. Til gengæld er han gået hen og blevet en af de mest læste forfattere på Færøerne. Det skyldes utvivlsomt hans pågåenhed, hans fandenivoldske grin, hans insisteren på konfrontation, politisk såvel som poetisk. Jeg vil hellere have sammenstød / end udenomssnak, / jeg er altid på vagt, når ordene blegner / og udviskes for mig.
Løst sammenhæftet
Sådan hedder det i digtet "Jeg er en færøsk nationalist", som indgår i digtsamlingen Pentur eller Sting fra 1998, for nylig udsendt i Ebba Hentzes velklingende og smidige fordanskning. Helt præcis er titlen nu ikke, det færøske verbum penta kan i udvidet betydning betegne selve det at opdigte eller lyve, og titlens substantiv penta forklarer ordbogen som en "løselig" sammenhæftning, eller det stykke tråd, hvormed en sådan kan foretages. Unægtelig en præcis beskrivelse af Joanes Nielsens metode.
For hvad der gør indtryk i disse digte, er samspillet mellem på den ene side et fastholdt motiv og en tydelig holdning og så på den anden side en legende ordføjningsteknik, der hæfter ender løseligt og altid foreløbigt, indtil pludselig sytøjet ligger der og bare er færdigt. På denne metode digter Jóanes Nielsen om sin tidligt afdøde fader, om at sejle på havet og længes hjem, om at miste sig selv og lade sig klippe aldeles skaldet, om sex og rock og lort og færøsk vejrlig, ja, tilmed om dette at tro på Gud og så alligvel ikke, eller om måske engang at få en gade i Thorshavn opkaldt efter sig, hvem véd, måske en lille smøge med en enkelt lygtepæl, / og mens en gavmild pige fra en bygd / lader sig tage bagfra helt inde i mørket, hvor der lugter / af pis og måneskin, / ser hun pludselig mit navn stråle i lyset fra pælen.
Fællesskabets røvhul?
Måske, hedder det videre, vil folk til den tid sige om ham, at jeg var en af de digtere, der koblede slangen til livet / hørte poesien dunke nede i jorden, / stryge oppe under himlen / og dryppe som dug fra grønne blade. Samme konkrete ord-utopi udtrykkes i et kortdigt, hvor Jóanes Nielsen erklærer sig som modstander af duftende poesi og tilhænger af ord, der stinker. Ordene skal springe som gnister i defekte kontakter. Sådan taler en poet, der bedst kan lide de blomster, der vokser i våd jord ved septiktanke.
Skal vi tro Jóanes Nielsen, er Danmark rigsfællesskabets gab, Grønland dets kusse og Færøerne dets røvhul. Men man skal vel ikke altid tro Jóanes Nielsen, og skal man, må det i hvert fald blive med dén særlige form for sandhedsundergravende ironi, som netop poesien åbner mulighed for.
I 1980'erne ville vi vel sagtens have skreget: Metafysik! Naive oprindelighedsdyrker! Gå hjem og læs din Derrida! efter digte som disse, der nok så frejdigt påstår, at de stærkste ord kom til digteren ude på havet, eller at han fik sin uddannelse "hos årstiderne". Utænkeligt er det ejheller, at Nielsen havde fået på puklen for en strofe som denne:
Digte gror i alle haver.
De allersmukkeste strofer
stråler som duggen,
har duft af bark
og vinger af brusende løv.
Men bortdømmer man påstande som disse på deres indbyggede oprindelighedsmetafysik, glemmer man deres i grunden lige så indgroede selvdementerende ironi. De formelig driver af humor som, skønt den er stille og tit indforstået, får hele stilladset til at skælve, præcis som det jo gerne må være, hvis en digter skal turde udfordre sig selv og farliggøre sit eget projekt. Den slags bliver de gode kun bedre af.
*Jóanes Nielsen: Sting. Digte. På dansk ved Ebba Hentze. 70 s. 162 kr. Vindrose
