Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

18. januar 2000

Bombesprængning i Israel
*Mandag formiddag eksploderede en kraftig rørbombe i den israelske provinsby Hadera. 21 mennesker blev såret, heraf de fleste dog let. Kort efter sprængningen afspærrede politiet det meste af byens centrum for at søge efter yderligere bomber.Ingen har taget ansvaret for bombesprængningen. Hamas-lederen sheikh Ahmed Yassin siger fra sit hovedkvarter i Gaza, at han ikke ved, hvorvidt organisationens militante fløj, Izzadin Kassam, står bag.faf

Nyrup svarer på anonym kritik
*"Når det gælder anonym kritik, så har jeg det ligesom med anononyme breve. Der er kun én vej at sende dem hen. Jeg ved ikke, hvem der har fremsat kritikken, men hvis det kommer frem, vil jeg drage de nødvendige politiske konsekvenser."
Sådan lød meldingen fra statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), da han mandag aften i Nyhederne på TV 2 kommenterede den kritik, der blev fremsat mod ham søndag af anonyme socialdemokratiske ministre. Den kom efter endnu en dårlig meningsmåling for Socialdemokratiet og regeringen.Statsministeren understregede, at han ikke er enig i essensen af den kritik, der er fremsat mod ham og han advarede mod at gå i panik.

Juridisk høring om Københavns havn
*Venstres forslag om at holde en åben høring om de juridiske aspekter af Københavns Havns situation støttes af et flertal i Folketingets Trafikudvalg.
Forslaget blev fremsat ved 1. behandlingen af Lov om Københavns Havn i fredags, hvor regeringens planer om at omdanne havnen til et statsligt aktieselskab og dermed indkassere 1,7 mia. kroner blev mødt af skarp kritik.

Stort dansk flertal for euroen
*Mere end halvdelen af alle danskere vil nu stemme ja til den fælles EU-mønt, hvis der blev udskrevet en folkeafstemning om spørgsmålet, viser en Sonar-måling i Morgenavisen Jyllands-Posten.Dermed er interessen for at få Danmark med på euroholdet nu den største i de fire år, hvor danskerne løbende er blevet spurgt, om de ville stemme ja eller nej til eurosamarbejdet.53 pct. af de 1272 repræsentativt udvalgte danskere er positive over for en dansk ØMU-deltagelse, mens nej-siden kun kan mønstre 34 pct.

Hjemlig glæde over USA's gen-reduktion
*Både Forbrugerrådet og Greenpeace i Danmark glæder sig over USA's beslutning om indføre en række restriktioner på produktionen af såkaldt Bt-majs, en type genmanipuleret majs, der har mødt hård modstand i Europa.
"Vi ser nu resultatet af en forfejlet og arrogant holdning til forbrugerne i USA. Man har ikke ment, det var nødvendigt at spørge dem og give dem et frit valg gennem en tydelig mærkningsordning. De europæiske forbrugere har nu gennem deres modstand presset den amerikanske regering og producenterne af genmajsen til at indskrænke arealet med genmajs næste år," siger afdelingschef i Forbrugerrådet Poul Wendel Jessen til Ritzau.

Rapport skal sætte skub i udlicitering
*Regeringen vil give Konkurrencerådet betydeligt større magt til at gribe ind over for offentlige institutioner, som konkurrerer med private virksomheder og forvrider konkurrencen ved hjælp af skjult offentlig støtte, skriver Ugebrevet Mandag Morgen.
Modsat i dag vil Konkurrencerådet få kompetence til at kræve ulovlig støtte stoppet.

Milosevic-styre benægter Arkan-drab
*Den jugoslaviske stats første officielle reaktion på lørdagens mystiske drab på den serbiske militsleder Zeljko 'Arkan' Raznatovic var en blank afvisning af, at styret står bag nedskydningen. Det rapporterede nyhedsbureauet DPA tidligt mandag."Staten har intet med det at gøre," sagde Radmilo Bogdanovic, der er medlem af ledelsen i det regerende socialistparti. Bogdanovic er tidligere indenrigsminister og har som sådan haft kendskab til det hemmelige politis aktiviteter.

Sidste års torskekvote ikke brugt op
*Samtidig med at danske fiskere protesterer over EU's beslutning om at skære ned på torskekvoten i år 2000, viser det sig, at kvoten for 1999 slet ikke blev brugt op. Ifølge tal fra Fiskeridirektoratet udnyttede de danske fiskere sidste år kun 80 procent af deres torskekvote, oplyser DR Midt & Vest."Det styrker ikke fiskernes troværdighed, når de på den ene side protesterer over mindre kvoter, men på den anden side ikke fangede sidste års kvote," siger formanden for Folketingets fødevareudvalg, Kristen Touborg (SF).
Formanden for fiskeriforeningen i Thyborøn, Flemming Kristensen, siger, at færre fartøjer og måske også færre torsk i Nordsøen kan forklare den uopbrugte kvote. Men for ham ændrer det ikke ved, at en nedskæring af kvoten med 40 procent i år er alt for voldsomt.

Psykoterapeuter anerkendes
*For første gang har det offentlige system anerkendt alternative behandlere, der arbejder med menneskets psyke, skriver Kristeligt Dagblad.
175 medlemmer af Psykoterapeutforeningen er blevet fritaget for at betale moms - et privilegium, der gives til behandlere, som lever op til Sundhedsstyrelsens kriterier for 'anden sundhedspleje'.Momsfritagelsen vækker bekymring hos Dansk Psykologforeningens formand, Johanne Brathbo:"Psykoterapeuter er som regel kun uddannet i én metode, der kan anvendes på en bestemt målgruppe. Vi mener, at behandlere skal kunne arbejde med flere metoder, baseret på et videnskabeligt grundlag og i forhold til forskellige målgrupper, siger Johanne Brathbo.

Politikere vil ændre syn på indvandrere
*En massiv holdningsændring både blandt lønmodtagere og virksomhedsledere skal sætte en stopper for, at højtuddannede flygtninge og indvandrere udvandrer fra Danmark, fordi de ikke kan få arbejde.Sådan lyder kuren på det problem fra såvel finansminister Mogens Lykketoft (S) som de store borgerlige partier. Lykketoft er også parat til at skele til Sverige og eventuelt lovgive om en ombudsmand mod diskrimination, men det afviser Venstre og de konservative blankt."Vi tror mere på holdningsændringer. Arbejdsmarkedets parter vil få større fokus på problemerne, når der bliver mangel på arbejdskraft. Der er åbenbart nogen, der har en lidt gammeldags opfattelse af, hvordan en arbejdstager skal se ud, men man må huske, at kvindernes frigørelse også var en lang proces," siger den konservative politiske ordfører, Lene Espersen, til Ritzau.

Fynsk hærværk mod svensk familie
*Man behøver ikke at være mørklødet for at blive udsat for fremmedhad i Danmark. Det måtte en svensk familie på Vestfyn konstatere natten til mandag.'Svenskersvin' og andre fremmedfjendske slagord var således sprayet på væggene af svenskernes firelængede gård, og en bil på gårdspladsen var sat i brand.

Nazistisk lokalafdeling på Langeland opløst
*En nynazistisk udbrydergruppe på Langeland er gået i opløsning, oplyser politiet i Svendborg i et svar, som justitsminister Frank Jensen (S) har sendt til Folketingets retsudvalg.
Der er tale om en udbrydergruppe af det danske nazistparti (DNSB), der havde slået sig ned i en ejendom i Kædeby på Langeland under navnet Blood & Honour. Blood & Honour er et internationalt nazistisk netværk, hvor en del af kernen i Danmark hidtil er blevet udgjort af beboerne i ejendommen i Kædeby.
"Det er korrekt, at Blood & Honour på Langeland er opløst. Huset på Langeland har stået tomt ganske længe, men Blood & Honour-folk fortsætter deres aktiviteter i København, Nordsjælland og Århus," siger Erik Jensen fra det antifascistiske dokumentationscenter Demos i København.
Han mener, at de nazistiske rockkoncerter, som Blood & Honour på Langeland gjorde sig bemærket ved, vil fortsætte.
"Blood & Honour på Langeland var og blev et udhængsskab. Koncerterne, de lagde navn til, blev reelt arrangeret af Blood & Honour-folkene fra Sverige," siger Erik Jensen.
Hermed sigter han til den norsk-fødte nynazist Erik Blücher og den tysk-fødte, danske nynazist Marcel Schilf, der er de toneangivende kræfter bag Blood & Honour i hele Skandinavien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu