Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

10. januar 2000

USA's kongres bremser Elians hjemkomst til Cuba
*Den amerikanske kongres forhindrede lørdag, at den seks-årige cubanske dreng Elian Gonzalez i den nærmeste fremtid kan blive genforenet med sin far på Cuba.
I den stærkt betændte sag, der har voldsomme politiske overtoner, besluttede en komite i Kongressen, at Elian skal møde op i komiteen. Formålet er at annullere de amerikanske immigrationsmyndigheders beslutning om, at drengen snarest muligt skal sendes hjem til sin far på Cuba. Elian blev den 25. november fundet i en redningsbåd ud for Florida efter at have overlevet et skibsforlis, hvor hans mor og ni andre cubanere, der forsøgte at flygte fra Cuba, druknede.
Immigrationsmyndighederne meddelte onsdag, at Elian den 14. januar vil blive sendt hjem til sin far. Elians far og mor var skilt. Familie til moderen, der bor i Florida, har haft drengen i deres varetægt og har stærkt tilskyndet af det eksil-cubanske samfund i USA og højrekredse nægtet at lade Elian vende hjem.
De har nu fået støtte fra et særligt udvalg i Repræsentanternes Hus - The House Committee on Government Reform - der ledes af republikaneren Dan Burton. Den særlige komite har krævet, at Elian møder op i kongresudvalget "for at sikre, at der ikke gøres nogen forhastede ting, før staten Floridas domstol i Miami passende kan behandle sagen," sagde Burton.

Auken skal forklare ubrugelig garanti
*Miljøminister Svend Auken (S) kommer til at forklare offentligheden, om Danmark har en miljøgaranti i forhold til EU's regler eller ej.
Professor Peter Pagh, Københavns Universitet, konkluderer i en rapport til Dansk Udenrigspolitisk Institut, DUPI, at miljøgarantien ikke er det papir værd, den er skrevet på. Samtidig kritiserer Peter Pagh, at Danmark ikke evner at overholde EU's regler på miljøområdet.
Venstres miljøordfører, Hans Christian Schmidt, ser yderst alvorligt på sagen og vil afkræve miljøministeren en skriftlig redegørelse - både om sagen og om ministerens holdning.

S aflyser 'nationalt kompromis'
*Venstre og Det Konservative Folkeparti er blevet så rabiate i deres bud på en fremtidig udlændingepolitik, at det ikke længere giver mening at tale om 'et nationalt kompromis' - en bred politisk aftale - på området.
"Udsigten til et nationalt kompromis er helt og fuldstændig umuligt. Sådan en aftale forudsætter et mindstemål af fælles opfattelse af problemerne og et nogenlunde fælles menneskesyn. Men V og K er efterhånden så langt ude, at man lige så godt kunne lave et kompromis med Pia Kjærsgaard. Og det har vi heller ingen planer om," siger Socialdemokratiets politiske ordfører, Jacob Buksti, til Berlingske Søndag.
Artikel side 4

Bush fører i meningsmåling
*Texas' guvernør, George W. Bush, der satser på at blive nomineret til republikanernes kandidat ved det amerikanske præsidentvalg 2000, fører over både sine republikanske modkandidater og Demokraternes kandidater, Al Gore og Bill Bradley, fremgår det af en meningsmåling, der i dag offentliggøres i nyhedsmagasinet Newsweek.
I en meningsmåling blandt 753 registrerede vælgere om hvorvidt de foretrækker Bush eller hans hovedmodstander blandt republikanerne, Arizona-senatoren John McCain, til USA's præsident, svarer 63 pct. at de foretrækker Bush, mens 13 pct. ville foretrække McCain.
I forhold til den amerikanske vicepræsident Al Gore trækker Bush også det længste strå. Her svarer 50 pct. at de helst vil pege på Texas-guvernøren, mens 43 vil pege på Gore. USA's præsidentvalg finder sted 7. november.

Avis: IRA begynder afvæbning
*Briterne og IRA's politiske gren Sinn Fein nedspillede i går - men afviste ikke - rapporter om, at IRA har inviteret den nordirske afvæbningskommissionen til at overvære destruktionen af nogle af terrororganisationens våben i denne måned.
Unavngivne kilder har oplyst over for The Sunday Telegraph, at IRA-guerillaer ville tillade formanden for Afvæbningskommissionen, den canadiske eks-general John de Chastelain, at overvære den symbolske gestus, hvor et lille antal skydevåben - som en begyndelse på afvæbningen - vil blive destrueret.

Ny jødisk formand i Tyskland
*Det jødiske samfund i Tyskland valgte i går Paul Spiegel, en 62-årig teater-impresario, som dets ny leder, fem måneder efter, at Ignatz Bubis, den mand, der var blevet dets morale stemme, døde.
"Jeg vil arbejde videre på det arbejde, Bubis udførte," sagde Spiegel på en pressekonference i Berlin, efter at de ni medlemmer af det Jødiske Centralråd i Tyskland havde valgt ham til formand med stemmerne seks mod tre.
Spiegel havde en enkelt modkandidat, den 67-årige Charlotte Knobloch, der er fra München. Begge er overlevende fra Holocaust. Det Jødiske Centralråd vælges af jødiske organisationer i Tyskland samt af de lokale jødiske råd i landets 16 delstater.

Farceagtigt valg i Usbekistan
*Den autoritære usbekiske præsident, Islam Karimov, blev i aftes udråbt til vinder af præsidentvalget. Det skete efter et farceagtigt valg, hvor den eneste modkandidat også stemte på Karimov.
"Der er ingen tvivl om, at den nuværende præsident, Islam Karimov, vil vinde dagens præsidentvalg," sagde formanden for den centrale valgkommission, Nasjmiddin Kamilov, en time efter, at valglokalerne lukkede, og stemmeoptællingen var i fuld gang. Karimov, der er tidligere kommunist, er blevet kraftigt angrebet af menneskeretsorganisationer, der beskylder ham for drive Usbekistan efter stalinistiske principper.

Tog kørte frem for rødt
*Hovedårsagen til togulykken i Norge tirsdag var, at det nordgående tog kørte frem for rødt ved Rudstad-stationen.
Det konkluderer den ulykkeskommission, der er nedsat for at undersøge ulykken, i en foreløbig rapport, som blev fremlagt søndag i den norske hovedstad, Oslo
Ulykken, hvor to tog stødte sammen, kostede mindst 17 mennesker livet.
Rapporten konkluderer, at der ikke er fundet fejl ved de tekniske anlæg, og at trafiksikkerhedsbestemmelser ikke er blevet brudt - udover at det ene tog kørte frem for rødt. "Ulykkeskommissionen kan på nuværende tidspunkt ikke fastslå årsagen til, at toget passerede signalet og vil arbejde videre med en dyberegående undersøgelse for om muligt at finde bagvedliggende årsager til dette," hedder det i en pressemeddelelse.

Letland efterforsker mistænkt nazimand
*Letlands statsadvokat har bedt den britiske regering
og Wiesenthal-Centeret om hjælp til at samle beviser mod den mistænkte krigsforbryder Konrad Kalejs. Den 86-årige Kalejs blev mødt af demonstrationer, da han fredag aften kom til Melbourne, efter at være rejst fra Storbritannien før han skulle udvises.
Kalejs er af flere holocaust-overlevende blevet udpeget som officer i et berygtet kompagni, der hjalp nazisterne med at dræbe jøder, sigøjnere og kommunister i Letland under Anden Verdenskrig.
En af lederne i det jødiske miljø i Letland har til den australske avis Sunday Telegraph sagt, at han tvivler på, at der kan findes tilstrækkelige beviser mod Kalejs.

Telefonlir med konen
*En italiensk mand, der ringede op på et nummer for telefonsex, blev noget overrasket, da det var hans kone, der gav lyd fra sig i den anden ende af linjen, og det, som skulle have været en omgang telefonlir, endte i et gevaldigt skænderi, skrev avisen La Repubblica lørdag.
Det viste sig, at manden og konen efter 20 års ægteskab var kørt sur i deres forhold og nu hver for sig søgte nye udfordringer. Kvinden havde i al hemmelighed fået en mobiltelefon, og i natlige spots på en tv-kanal reklamerede hun for sig selv som en 'villig husmor'.
Manden fulgte en nat med på den kanal og så et billede af en anden kvinde, der bragte ham i stødet, så han ringede op på telefonen i stuen. Blot for at høre en mobiltelefon ringe inde i soveværelset.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu