Læsetid: 6 min.

Overblik

3. januar 2000

Hårde kampe i Grosnij
*Der var søndag omfattende kampe omkring Tjetjeniens hovedstad, Grosnij, mellem russiske styrker og tjetjenske oprørere.
Ifølge den tjetjenske præsidents pressekontor er mange russere og tjetjenere blevet dræbt under de seneste kampe, som rasede i Grosnijs nordlige og sydlige forstæder.
Det russiske luftvåben gennemførte søndag "massive angreb" med Sukhoj kampfly og kamphelikoptere af typen Mi-24 både i Grosnij og i den bjergrige sydlige del af Tjetjenien, citerede nyhedsbureauet Interfax den russiske militærkommando for at oplyse.
Leder og artikel på forsiden
og tema side 4 og 5

Valg i Kosovo udskudt
*Det er planen, at der skal være valg i Kosovo i år, men forberedelserne er udskudt på grund af manglende pengebidrag. "Vi er ikke begyndt på vælgerregistreringen og udstedelsen af idenditetskort, fordi vi mangler penge," siger lederen af FN's kontor i Kosovo, Bernard Kouchner til Reuters.
Kouchner understreger, at de rige lande skal fastholde deres opmærksomhed på Kosovo, fordi man ellers risikerer en tilbagevenden til de tidligere så ustabile forhold.
"Det er alt for nemt at sige, at Kosovo er et overstået kapitel. Det er slet ikke ovre - det ligger altsammen foran os," siger Kouchner.

Sammenføring giver ikke ret til hjælp
*Et eventuelt stigende antal ansøgninger fra herboende tyrkere om dansk statsborgerskab kan ikke være begrundet af et ønske om at undgå pligten til at forsørge en ægtefælle. Det mener Hamid El Mousti, der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og formand for det europæiske emigrantforum. Ifølge kommunaldirektør Ole Olsen fra Ishøj Kommune, der er formand for kommunaldirektørerne i Københavns Amt, har 20 ud af 31 tyrkiske statsborgere, der i 1999 har søgt om at få familiesammenført en ægtefælle fra Tyrkiet til Danmark, taget dansk statsborgerskab og dermed angiveligt undgået forsørgelseskravet.
"Men de familiesammenførte har ikke automatisk krav på kontanthjælp," siger Hamid El Mousti.
"For at få kontanthjælp skal den familiesammenførte have været i arbejde i hjemlandet eller have været studerende. Har den familiesammenførte været arbejdsløs i hjemlandet, kan vedkommende se i vejviseren efter kontanthjælpen."
Artikel på forsiden
og leder på bagsiden

Venezuela ramt af nye regnskyl
*Nye voldsomme regnskyl i Venezuela har tvunget myndighederne i delstaten Tachira til at evakuere tusinder af mennesker fra områder, som er truet af oversvømmelser.
Beslutningen blev truffet kun to uger efter, at mellem 20.000 og 30.000 mennesker menes omkommet ved store oversvømmelser i det nordlige Venezuela og i hovedstaden Caracas. Tachaira ligger i den sydvestlige del af landet. Myndighederne sagde, at adskillige områder af delstaten op mod nabolandet Colombia allerede er isoleret af den megen regn.

Pakistan afviser at huse flykaprere
*Den pakistanske regering forsikrer, at de fem flykaprere, som kaprerede et indisk fly og holdt 160 passagerer som gidsler i en uge, ikke er i Pakistan. Den indiske regering hævder på sin side, at den har sikrer beviser på, at Pakistan var indvolveret i flykapringen.
"Jeg kan sige, at flykaprerne ikke er kommet til Pakistan. Hvis de kommer ind i landet, vil pakistanske myndigheder omgående arrestere dem og stille dem for retten, som vi skal ifølge internationale aftaler om flykapring," sagde Pakistans udenrigsminister, Abdul Sattar, søndag til flere aviser.
Dermed har den pakistanske regering endnu engang afvist indiske beskyldninger om, at de fem flykaprere og tre yderligtgående muslimer, som blev udleveret af Indien for at få frigivet gidslerne, har søgt tilflugt i Pakistan. Også de regerende talibanere i Afghanistan, hvor flykapringen blev afsluttet fredag, afviser, at kaprerne er i landet.

2000-problemer i Sverige
*Tre hospitaler i Sverige rapporterede i går om problemer med såkaldte EKG-instrumenter, som anvendes ved hjertediagnoser, skriver Svenska Dagbladet.
Nytårsdag oplyste hospitalerne i Uppsala, Karlstad og Linköping, at de i forbindelse med årtusindeskiftet havde fået problemer med EKG-apparaterne.
Problemerne med EKG-apparaterne synes udelukkende at have forekommet i Sverige.
"Det er klart, at der er tale om en alvorlig fejl, men det har ikke truet patienternes sikkerhed," siger Gunilla Hult-Backlund fra Socialstyrelsen til Svenska Dagbladet.

En fængslet efter uro på Nørrebro
*En blev fængslet, og en blev løsladt lørdag i dommervagten i København efter den næsten traditionelle uro på Nørrebro nytårsnat. En betjent brækkede kæben, da han blev ramt af en flaske. Fire andre betjente kom til skade. I alt 45 blev anholdt.
Urolighederne begyndte cirka en time inde i det nye år, da betjente blev angrebet af stenkastende unge, mens betjentene kørte patrulje i området omkring Dronning Louises Bro.
Kort før klokken fire lørdag morgen fik politiet nogenlunde ro over gemytterne igen.

Ringe narkofangst ved grænsen
*Polti og toldere ved den dansk-tyske grænse afslørede i 1999 40 tilfælde af forsøg på at smugle narko ind i Danmark. Ialt blev der ved grænsen beslaglagt narko til en værdi af 4,4 mio. kr. på gadeplan, oplyser Told og Skat.
Det er den mindste mængde narko beslaglagt ved grænsen de sidste ti år, og der blev i 1999 for første gang i ti år ikke fundet heroin. Told og Skats opgørelse viser, at der blev fundet 72 kg. hash, 2,2 kg. kokain og to kg. amfetamin.
Den største indsmuglede enkeltgruppe udgjorde de svagt euforiserende khatblade, der næsten udelukkende bruges af somaliere her i landet. Der blev afsløret forsøg på indsmugling af 1,6 ton khat.

Harrison overlever knivangreb
*George Harrison - tidligere medlem af den legendariske popgruppe The Beatles - blev i går udskrevet fra hospitalet, efter at en mand torsdag morgen stak ham ned med en kniv.
Angrebet skete i George Harrisons hjem, og gerningsmanden, en 33-årig mand fra Liverpool, blev fredag sigtet for mordforsøg ved retten i Oxford.
Den tidligere Beatles-stjerne blev formentligt reddet fra en værre skæbne, da hans kone Olivia kom ham til hjælp og slog voldsmanden bevidstløs med en lampe.

Z-medlemmer vil beholde Glistrup
*Fremskridspartiets medlemmer ønsker, at Mogens Glistrup skal blive i partiet. Det viser en vejledende urafstemning blandt Fremskridtspartiets omkring 4.000 medlemmer. Kun 534 medlemmer valgte at afgive deres stemme, og heraf sagde 394 medlemmer, at Glistrup ikke skulle ekskluderes af partiet. Partiets konstituerede formand, Aage Brusgaard sagde efter optællingen: "Medlemmerne er blevet spurgt igen, og de mener, at Mogens Glistrup skal blive i Fremskidtspartiet. Det håber jeg, alle vil respektere og ikke diskutere mere." Urafstemningen er kun vejledende men hovedbestyrelsen vil respektere den.

Fredsaftale vil koste dyrt
*Israelerne kommer til at betale en meget høj pris for en endelig fredsaftale med Syrien. Det sagde Israels ministerpræsident Ehud Barak få timer, inden han begav sig til USA for mandag at genoptage forhandlingerne med Syriens udenrigsminister, Faruq al-Shara, i Shepherdstown i delstaten West Virginia.
"Fred med Syrien har en meget smertefuld og meget høj pris, men den er nødvendig," sagde Barak søndag til israelsk radio.
Syrien kræver en israelsk tilbagetrækning fra Golan-højderne, som Israel har holdt besat siden Mellemøstkrigen i 1967.
Bortset fra problemet med de strategisk vigtige Golan-højder vil en genoptagelse af fredsforhandlingerne mellem Israel og Libanon - hvor Syrien spiller en fremtrædende rolle - stå højt på dagsordenen under forhandlingerne i Shepherdstown.
"Aftalen skal indeholde sikkerhedsgarantier, garantier om vandforsyninger, demilitarisering af Golan-højderne og en genplacering af den syriske hær mange kilometer fra grænsen til Israel," sagde Barak.
På samme tid nedtonede israelske embedsmænd forventningerne til en hurtig fredsaftale med Syrien.
"Selv om forhandlingerne kommer til at vare to uger, vil vi ikke kunne blive færdige i denne omgang. Der er ingen chance for, at den israelske delegation vender hjem fra Shepherdstown med en fredsaftale," citerede den israelske avis Maariv en politisk kilde for at sige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her