Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

25. januar 2000

Gjellerup afviser tvang
*Det bliver op til de offentlige myndigheder selv, hvorvidt eller hvordan de vil stille krav til private leverandører om at have indvandrere ansat. Erhvervsminister Pia Gjellerup (S) har ingen planer om et lovinitiativ til at fremme etnisk personalepolitik i den private sektor, oplyser hun.
Hermed afviser hun, at hun skulle være på vej til at sende et lovforslag til høring om ansættelse af indvandrere som modydelse for opgaver fra det offentlige, som medier rapporterede i går.
En embedsmandsrapport om sociale klausuler i overenskomster "indeholder ingen oplæg til lovændringer, men klargør, hvad der allerede er juridisk muligt," anfører Gjellerup.
"Tvang dur ikke, når man skal lave integrationspolitik. Og jeg tror ikke på kvoteordninger. Men det er vel ret naturligt, at en offentlig myndighed, der selv har vedtaget en politik om at ville fremme ligebehandlingen af forskellige befolkningsgrupper, kan stille et lignende vilkår, når de sender en af deres opgaver i udbud hos private virksomheder, siger Pia Gjellerup.

Regnskabsrod for millioner
*Mere end 12 mio. D-mark, som det tyske parti CDU sidder inde med, stammer fra ukendte donorer.
Det fastslog uafhængige revisorer i en rapport, som mandag blev forelagt CDU's ledelse.
Ved en gennemgang af CDU's regnskabsbøger og konti lykkedes det ikke for revisionsfirmaet Ernst og Young at finde frem til de personer, som anonymt har støttet det store konservative parti.

Tyrkiet rystet over mordbølge
*Den tyrkiske regering benægtede mandag, at landets sikkerhedstjeneste i al hemmelighed har støttet radikale islamiske grupper, der er mistænkt for at stå bag mindst 33 mord på primært kurdiske forretningsfolk.
Men Tyrkiets præsident, Suleyman Demirel, var dog i defensiven og antydede, at "statsstyrker" kan være involveret i mordene.
"Staten begår ikke sådanne mord eller får andre til at begå mord. Der kan dog være styrker, der tilhører staten, som begår sådanne ulovlige handlinger. Men de begår en forbrydelse, og statens første pligt er derfor at eliminere dem," sagde Demirel til det statsdrevne tyrkiske nyhedsbureau Anatolia.
Tyrkiet er rystet over de mange mord, som tilsyneladende er begået af en yderligtgående islamisk gruppe, der kalder sig Hizbollah.

Ecuadors junta udnævner ministre
*48 timer efter kuppet i Ecuador offentliggjorde lederen af landets nye militærjunta, Gustavo Noboa, mandag navnene på syv af sine ministre.
Den nye regeringsleder bliver Francisco Huerta, der er læge og tidligere sundhedsminister. Huerta har to gange forsøgt at blive valgt til præsident for partiet Det Populære Demokrati og har tidligere siddet i chefredaktionen på en af Ecuadors førende aviser, Expreso. De øvrige seks ministre skal stå i spidsen for mindre magtfulde ministerier. Landet er fortsat i undtagelsestilstand.

Trafikken kostede 500 livet i 1999
*500 mennesker mistede livet i trafikken i 1999. Det er en mere end i 1998, hvor 499 mennesker blev dræbt på de danske veje.
Det var frygtet, at antallet af dræbte ville blive større i 1999. At det på papiret ikke blev det, kan ifølge Danmarks Statistik skyldes, at der skete færre trafikulykker med dødelig udgang i december 1999 samt, at indberetningerne fra politiet til Danmarks Statistik er behæftet med en vis usikkerhed på grund af overgangen til et nyt indberetningssystem.

Pinochet-sag kan trække ud
*Seks menneskerettighedsorganisationer erklærede mandag, at de hasteforbereder en høring ved domstolene om grundlaget for den britiske indenrigsminister, Jack Straws ventede afgørelse i Pinochet-sagen.
Det var mandag uvist, om det juridiske skridt ville få opsættende virkning på en eventuel beslutning, men samtidig forlød det mandag ved tidsfristens udløb for indsigelser mod en lægeundersøgelse af Augusto Pinochet, at det britiske indenrigsministerium ville bruge i hvert fald indtil torsdag til at gennemgå indsigelserne.
Også Belgiens domstole ønsker Pinochet udleveret og har mandag signaleret, at man juridisk vil udfordre en eventuel britisk beslutning om løsladelse, mens den spanske domstol officielt mandag krævede, at de fik indblik i detaljerne i den hemmeligholdte lægeundersøgelse af Pinochet, og præcis hvad baggrunden var for at erklære ham mentalt uegnet til retsforfølgelse i Spanien.

Livsvarigt fængsel til tysk afpresser
*Den 47-årige mand, der for godt et år siden skabte frygt på de tyske statsbaner ved at sabotere jernbanespor, blev i går idømt livsvarigt fængsel.
Den dømte, Klaus-Peter Sabotta, blev fundet skyldig i drabsforsøg og forsøg på pengeafpresning. I 1998 stod han bag en række sabotageaktioner, der førte til landsomfattende sikkerhedsforanstaltninger i forbundsrepublikken.

Kæmpe olieudslip i Den Persiske Bugt
*Et olietankskib sank mandag under hårdt vejr i Den Persiske Bugt ud for De Forenede Arabiske Emirater. Ifølge landets miljøorganisation var olietankskibet, der sejlede under honduransk flag, lastet med 980 ton olie.
Mellem 200 og 300 ton olie var ifølge miljøorganisationen allerede lækket, og skibet lækkede fortsat mandag aften.
Myndighederne arbejdede mandag med at inddæmme oliepølen, der allerede bredte sig ud over et område på 100 gange 600 meter.

Europas fattige er ofre for kulden
*Bitter kulde har kostet hundreder af mennesker livet i Rusland og Polen, siden vinteren satte ind. I Polen har arktiske temperaturer ifølge politiet allerede kostet 123 mennesker livet, og i weekenden faldt temperaturerne til minus 27 grader i den nordøstlige del af landet.
I Moskva er i alt ni mennesker døde af kulde i weekenden - 143 mennesker livet i Rusland.

Pirater tager for sig på verdenshavene
*Det er er blevet farligere at rejse til søs - i 1999 steg antallet af piratangreb med 40 procent. Ifølge Det Internationale Maritime Bureau fik 285 skibe uventet besøg af pirater. Piraterne holder dog til under varmere himmelstrøg end de danske - således er ingen piratangreb blevet noteret i danske farvande eller bare tilnærmelsesvis i nærheden.

600 holdes fortsat som gidsler
*Op mod 600 gidsler blev mandag eftermiddag dansk tid stadig holdt indespærret på et thailandsk provinshospital, som blev besat af en mindre karensk guerillagruppe fra nabolandet Myanmar - det tidligere Burma.
De thailandske myndigheder har lovet at lade etniske karenere krydse grænsen fra Myanmar og give lægehjælp til sårede og syge blandt dem, hvis oprørerene fra Myanmar til gengæld løslader de hundreder af gidsler fra hospitalet.
Gruppen bag gidselaktionen kalder sig Guds Hær, der angiveligt ledes af et par tvillingebrødre på kun 12-13 år, og som er en mindre udbryderfraktion af den officielle karenske frihedsbevægelse i Myanmar.
Gruppen mistænkes for også at stå bag gidseldramaet i oktober sidste år, hvor en fem-mands gruppe besatte Myanmars ambassade i Bangkok i et døgn. Dengang fik gidseltagerne frit lejde og en helikopter stillet til rådighed af de thailandske myndigheder, så de kunne slutte sig til Guds Hær i grænseområdet mellem Thailand og Myanmar - en beslutning, der blev skarpt kritiseret af Myanmars militærregering og har forværret forholdet mellem de to stater.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her