Læsetid: 6 min.

OVERBLIK

24. januar 2000

100 bombetogter mod tjetjenske mål
*Rusland hamrede i går løs på oprørsstillinger i bjergene og den ødelagte tjetjenske hovedby Grosnij, men talte ikke om nogen væsentlige fremrykninger. På trods af vintervejret fløj russiske helikoptere og fly mere end 100 bombetogter mod tjetjenske mål, rapporterede det russiske nyhedsbureau Interfax. Blandt de fuldstændigt ødelagte bygninger er den tjetjenske præsident Maskhadovs villa i Grosnij (billedet t.v.). Samtidig fandt et russisk redningshold søndag liget af den russiske general Mikhail Malofejev, der har været savnet i flere dage.

Glæde over fire-årige overenskomster
*De nye overenskomster for industrien og HK'erne bliver modtaget med glæde i både fagbevægelse og blandt arbejdsgiverne.
"En række af SiD's mærkesager er gennemført med industriens forlig. Det gælder for eksempel den sjette ferieuge i form af fem feriefridage, siger SiD's formand Poul Erik Skov Christensen i en kommentar.
Han betegner desuden den fortsatte pensionsudbygning til 9,0 procent og uddannelsesplanlægningen som goder, der "samlet set legitimerer, at vi indgår en fireårig overenskomstaftale,"
I Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) betragter man forliget "som en stor sejr for kvinderne".
I Dansk Supermarked hæfter arbejdsgiverne sig ved, at man har lavet en aftalen, der gælder i hele fire år.
"Det er blevet dyrere, end vi havde regnet med og håbet på, men det er positivt, at vi har indgået en fireårig overenskomstaftale. Det skaber ro, og det er vi glade for, siger informationschef i Dansk Supermarked, Poul Guldborg, til Ritzau.
Der er derimod en del knaster, som skal ryddes ad vejen, før de 60.000 ansatte i byggeriet kan slå følge med de ansatte i industrien og HK'erne.
Store dele af byggeriet hører til normallønsområdet, hvor lønnen aftales ved det centrale forhandlingsbord. Alene den forskel gør, at byggeriet ikke bevidstløst kan kopiere industri-forliget.

Nyrup erkender krise
*Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) bebuder en helt ny stil i forholdet til befolkningen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag. Han indrømmer, at Socialdemokratiet som regeringsparti har forsømt at beskæftige sig med danskernes almindelige problemer.
"Vi er i krise. Det kan jeg ikke tale mig ud af. Vi skal vænne os til at tænke i nye baner: Det handler ikke længere om at sige, at nu gør vi noget for jer - og nu har I bare at være taknemmelige, men om at gøre noget sammen med befolkningen. For ellers virker det jo ikke", fastslår Nyrup i et interview.

Falsk fax fra Kohl skabte forvirring
*En falsk fax fra den tidligere tyske forbundskansler Helmut Kohl skabte i aftes forvirring og hektisk aktivitet i CDU forud for partiledelsens møde med revisorer, der har gennemgået det konservative partis regnskaber for at få overblik over partistøtte-skandalen.
Kohl dementerede selv en rapport om, at han skulle have være gået ind på at afsløre navnene på de anonyme donorer, der støttede det konservative parti CDU, mens han var partileder. Rapporten var forinden blevet bragt på adskillige internationale nyhedsbureauer.
"Jeg har ingen hensigt om at udsende en sådan erklæring. Det rundsendte papir fra CDU og CSUs parlamentskontorer var et falskneri", sagde Kohl gennem en talsmand om en fax, der få timer tidligere var blevet rundsendt fra CDUs og søsterpartiets CSUs kontor i Rigsdagsbygningen i Berlin.
Forside og side 5

Venstre trækker i land
*Venstre trækker i land i forhold til partiets politik om et frit sygehusvalg, og på kravet om, at udlændinge skal have boet i Danmark i syv år for at få overførselsindkomster.
Baggrunden er, at bl.a. de konservative og Venstres egne amtspolitikere har været meget uenige med partiet i, hvor meget sygehusforslaget ville koste, oplyser Venstres formand Anders Fogh Rasmussen.
Kravet om at udlændinge skal bo i Danmark i syv år skal formentlig kun gælde for at modtage bistandshjælp, ikke f.eks. SU eller sygedagpenge. Og kommunerne skal have mulighed for at dispensere for syv-års-reglen.

Fusion mellem musikgiganter
*Den britiske musikgigant EMI er ved at afslutte forhandlingerne med den amerikanske medie- og musikgigant Time Warner om en sammenlægning af de to selskabers musikudgivelsesvirksomheder, fremgik det af en erklæring fra EMI i London søndag.
Sammenlægningen vil i givet fald skabe verdens største og helt dominerende musikudgivelsesvirksomhed.
Det er ikke mere end to uger siden, at Time Warner fusionerede med internetselskabet American Online (AOL), der gav de to selskaber en samlet værdi på 350 mia. dollar (2520 mia. kr.).
Med den ventede fusion mellem EMI og Time Warner får de to selskaber hidtil uhørt adgang til internet-baserede kanaler for deres musikudgivelser.

Ecuadors præsident godkendt
*Ecuadors lovgivende forsamling, Kongressen, godkendte i weekenden Gustavo Noboa som landets ny præsident efter det kaotiske, men ublodige kup fredag, hvor en tre mand stor junta fjernede den valgte præsident, Jamil Mahuad, fra magten.
Noboa, der har fungeret som den afsatte Mahuads vicepræsident, blev godkendt med 87 stemmer for, to imod og en, der undlod. 34 andre kongresmedlemmer deltog ikke i afstemningen ved det hasteindkaldte møde.

Kvindesamfund giver ikke op
*Dansk Kvindesamfund fortsætter kampen mod Københavns Kommunes såkaldte sexfolder.
På et styrelsesmøde lørdag diskuterede Dansk Kvindesamfund, hvordan det fortsat kan angribe sagen om den folder, der beskriver de nye regler for parkering i brokvarterene. På forsiden af folderen er en tegning af en kvinde med store bryster, iført en nedringet bluse i parkeringskorpsets grønne farve. Kvindens røde læber er let adskilte og hen over ansigtet står: "De første to timer er gratis."
Det har medført kraftig kritik fra Dansk Kvindesamfund, der mener, at kommunen lægger op til "luderassociation."

Giftplan modtages med kritik
*Regeringens udspil til en ny pesticidhandlingsplan får stort set kun negative skudsmål. Landbruget angriber udspillet for at være for skrapt, og miljøfolk siger, at planen bliver alt for slap.
Formanden for Landsudvalget for Planteavl, gårdejer Esben Oddershede, siger, at indholdet af sprøjtegiftrester generelt er langt lavere i dansk producerede end i importerede fødevarer. Han mener, at der er risiko for et faldende udbud af danskproducerede fødevarer, hvis landbruget presses for meget.
Det Økologiske Råd mener, at regeringens forslag bremser afviklingstakten i forbruget af sprøjtemidler i stedet for at sætte mere fart på.

Weizman nægter at træde tilbage
*Israels præsident, Ezer Weizman, vil ikke træde tilbage, selv om der er iværksat en politiundersøgelse mod ham på grund af mistanke om svindel og korruption.Det sagde Weizman ved en pressekonference i aftes.
"Hvis jeg har begået fejl, så har jeg gjort det i god tro. Jeg har ikke brudt loven. Jeg er aldrig stukket af fra en kamp, og det gør jeg heller ikke nu", sagde Weizman.
Israels statsanklager, Elyakim Rubinstein, beordrede torsdag politiet til at iværksætte en politimæssig undersøgelse af, hvorvidt Weizman har gjort noget ulovligt ved at modtage store pengebeløb fra en gammel ven, den franske millionær Edouard Saroussi, i årene mellem 1988 og 1993.

Makabre ligfund i Tyrkiet
*Politiet fandt yderligere otte lig i en kælder i en tyrkisk by natten til i går, og dermed er ialt 25 ofre for en række makabre mord, som de radikale islamiske guerrillaer menes at stå bag, dukket op.
Ministerpræsident Bülent Ecevit meddelte søndag, at flere lig kunne blive resultatet af politiets igangværende undersøgelser, der begyndte i den overvejende kurdiske del i den sydvestlige del af landet.
Tyrkisk tv viste arbejdere med masker, der bar otte tunge plasticsække fra et hus i byen Konya. Det var den anden sådanne opgravning i Konya, hvor politiet i jagt på Hizbullah medlemmer, har fundet fire lig i en kælderen til en luksusvilla.
Dagblade skrev søndag, at miltante anvendte Konya som deres vigtigste forhørtscenter og transporterede bortføre ofre til byen i flyttebiler, hvor de blev bastet og bundet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her