Læsetid: 5 min.

Overblik

20. januar 2000

Penge til flygtninge under jorden
*Penge kommer ind i en lind strøm til sognepræst Leif Bork Hansen og tidligere nødhjælpschauffør Kim Andersen, der samler ind til retshjælp for de 24 østslavonske serbere, der nu i 14 måneder har levet under jorden, fordi de er udvist af Danmark.
"Vi får en enestående opbakning," siger Lyngby-præsten til Kristeligt Dagblad onsdag. Han understreger, at pengene udelukkende går til retshjælp.
Blandt støtterne, der indtil videre har doneret i titusindvis af kroner, er flere anerkendte humanitære organisationer, fonde, trossamfund og politiske partier, men få ønsker at stå offentligt frem.
En rapport fra Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp om sikkerheden for serberne i Østslavonien har ikke givet noget entydigt svar, og sagen ligger nu i Flygtningenævnet, som ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger træffer en afgørelse i løbet af en måneds tid.

Verdensbanken søsætter CO2-system
*Verdensbanken har netop åbnet det første globale system for handel med udledninger af CO2 (kuldioxid). Formålet er at begrænse en opvarmning af kloden og de klimaforandringer, det vil resultere i. Samtidig skal det nye handelssystem fremme overførsel af miljøvenlig teknologi til udviklingslandene, skriver det britiske dagblad Financial Times onsdag.
Etableringen af den såkaldte Prototype Carbon Fund (PCF) kan stimulere de lande, som forsøger at leve op til deres forpligtelser efter klimaaftalen fra Kyoto fra 1997. Her lovede verdens industrilande, at de vil reducere deres udslip af CO2 og fem andre drivhusgasser med gennemsnitlig 5,2 procent, set i forhold til 1990.
Udviklingslandenes fordel bliver den, at de får adgang til renere, moderne teknologi, og industrilandenes gulerod bliver, at de kan tjene på at skulle betale en lavere pris for at begrænse deres CO2-udslip.

NATO-kritik af Kosovos genopbygning
*Den militære leder af KFOR-styrken i Kosovo, den tyske general Klaus Reinhardt, beskylder de vestlige regeringer for at forsømme genopbygningen af den krigshærgede provins.
I et interview med avisen Die Woche betegner Reinhardt det som 'eventyrlig dumt', at NATO-landene i 1999 brugte mange gange flere penge på at bombe Serbien. "Nu, når det gælder om genopbygning, fejler de selvsamme lande," siger Klaus Reinhardt.

Byge af retssager mod sociale nævn
*150-200 retssager om førtidspension er på vej mod Den sociale Ankestyrelse og De sociale Nævn. Retssagerne er i alle tilfælde anlagt af private borgere, som mener, at deres individuelle pensionssager er afgjort med et forkert udfald.
Da Højesteret i december i fjor afsagde dom i en sag om tilkendelse af førtidspension, satte det en lavine i gang.
Det var da første gang i dansk retspraksis, at Højesteret gik ind og tilsidesatte pensionsmyndighedernes skøn og vurderede, hvilken pensionssats en sagsøger havde ret til og fra hvornår, og dommen faldt ud som en klar underkendelse af den afgørelse, Den Sociale Ankestyrelse havde truffet.

Formel anklage mod Sharif
'Pakistans afsatte premierminister Nawaz Sharif blev onsdag anklaget for bortførelse, mordforsøg, flykapring og terrorisme.
De officielle anklager rettes mod Sharif tre måneder efter, at han blev afsat ved et kup. Sharif sagde onsdag i anti-terror-retten i Karachi: "Jeg har erklæret mig ikke-skyldig, fordi jeg er uskyldig. Det var ikke mig, der bortførte et fly. Det var general Pervez Musharraf, der bortførte en demokratisk valgt regering," sagde Sharif.
Seks fremtrædende pakistanske eks-regeringsrepræsentanter, der ligesom Sharif er anklaget, har også erklæret sig uskyldige i anklagerne. Hvis Sharif og de seks andre dømmes skyldig i anklagen om flybortførelse, risikerer de dødsstraf.

Svag østrigsk koalition udenom Haider
*Østrigs socialdemokrater og det konservative Folkeparti enedes onsdag om at forny deres koalitionsregering og sikrede således, at det yderliggående højreorienterede Frihedsparti forbliver i opposition. Ved valget blev Frihedspartiet Østrigs næststørste parti.
Alternativet til koalitionen ville have været nyvalg, hvor Jörg Haiders Frihedsparti ifølge meningsmålinger ville blive landets største parti. Men politiske analytikere er ikke desto mindre skeptiske med hensyn til den nye regerings levetid, og mange tror ikke, den vil sidde tiden ud. Blækket var da også knap tørt på koalitionsaftalen, før en række af de konservative østrigske toppolitikere såede tvivl om regeringsgrundlaget. Det konservative parti ønsker at fravriste SPÖ finansministerposten og helst også posterne som indenrigs- og socialminister. Men Socialdemokratiet nægtede onsdag at vige pladserne, hvilket kan give nye problemer for den skrøbelige koalition.

Forringet miljøovervågning pga. prins
*Kommunerne langs den jyske vestkyst er oprørte over, at det danske beredskab over for olieforureninger svækkes i foråret, fordi det ene af forsvarets to Gulfstream-fly skal udstationeres i Grønland under kronprins Frederiks slædefærd.
Kommunerne frygter, at den danske del af Vesterhavet i denne periode bliver et oplagt sted for skibe at tømme deres olietanke.
Såvel formanden for Folketingets miljøudvalg, Jørn Jespersen (SF), som Venstres miljøordfører, Hans Chr. Schmidt, har kritiseret, at miljøovervågningen periodevis forringes som konsekvens af kronprinsens slædetur. Miljøministeren skal nu svare på, hvad han agter at gøre.

Cuba presser Danmark i sag om barn
*Danmark bliver nu kastet ind i den amerikansk-cubanske strid om, hvorvidt en seks-årig cubansk dreng skal sendes hjem til sin fader i Cuba.
Cubas udenrigsminister, Felipe Pérez Roque, vil således under et besøg i Danmark den 24.-25. januar prøve at få den danske regerings opbakning til kravet om drengens hjemvenden.

DR 2 ud til
400.000 flere
*Det bliver nu muligt for 400.000 flere danskere at se den 'hemmelige kanal', DR 2. Det sker i løbet af foråret og den tidlige sommer for 200.000 hustande i 11 byer.
Udvidelsen kommer efter at kulturministeriet og Telestyrelsen har indgået en aftale, som giver DR tilladelse til at benytte en række lokale sendere.
DR ved endnu ikke præcist, hvem kommer til at kunne modtage DR 2, og for godt 20 procent af seerne vil kanalen fortsat være hemmelig.

Et nyt skridt for Den Kgl. Ballet
*I går aftes fik 'Svanesøen' en sjælden happy end. Ved tæppefald udnævnte Den Kgl. Ballet to nye, mandlige solodansere, nemlig Alexei Ratmansky og Thomas Lund, der dansede henholdsvis Prins Siegfried og Narren i forestillingen.
Den 31-årige Alexei Ratmansky er en af de få udlændinge, der har opnået titlen. Han er uddannet ved balletten på Bolshoi Teatret og har danset ved Kiev Balletten og Royal Winnipeg Ballet, inden han for to år siden kom til Den Kgl. Ballet, ikke mindst for at komme tættere på Bournonville-traditionen. Her har han vakt opsigt med sin overlegne teknik og sine dybe og ædle rollefortolkninger, senest som som Albrecht i 'Giselle'.
Den 25-årige Thomas Lund er derimod et barn af Det Kgl. Teater, hvor han blev optaget på balletskolen som 12-årig, og hvor han har gjort sig bemærket med sin lethed og charme, både i Bournonville-roller som Gennaro i 'Napoli' og som den gale kong Christian VII i Flindts 'Caroline Mathilde'.
De kan begge opleves i nyindstuderingen af 'Kermessen i Brügge' - Lund som Carelis og Ratmansky i divertissementet i 2. akt - når Den Kgl. Ballet på lørdag indleder deres Bournonville-uge 2000.amc

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu