Læsetid: 3 min.

På Herrens slagmark

28. januar 2000

Luc Bessons 'Jeanne d'Arc' er middelalder-action for dem, der foretrækker blod, bulder og brag for dramatisk og kunstnerisk raffinement

Ny film
En række af filmhistoriens største begavelser har gjort det. Carl Th. Dreyer gjorde det i 1928, Victor Fleming i 1949, Roberto Rossellini i 1954, Otto Preminger i 1957, Robert Bresson i 1962 og Jacques Rivette i 1993. Alle har de - med større eller mindre held og varierende kunstnerisk raffinement - overført den franske helgeninde Jeanne d'Arcs historie til filmlærredet. Nu har så også Luc Besson gjort det, og hans amerikansk-franske The Messenger: The Story of Joan of Arc hører mildest talt ikke til i den bedre ende af skalaen.
Umiddelbart kan man måske undre sig over, at manden bag så hårdtslående kasse-succes'er som Nikita, Leon og Det femte element skulle kunne finde noget som helst af interesse i en religiøs beretning fra det 15. århundrede om en ung pige, der hører stemmer og af Gud beordres til at drage i felten og frelse Frankrig fra englænderne.
Når man har set filmen - hvis man da mener, at man har råd til at afsætte to timer og 37 minutter af sit liv til dette formål - undrer man sig ikke længere. Thi i Luc Bessons hænder er Jeanne d'Arcs historie blevet en gang blodige smæk for skillingen. Og en aldeles unødvendig film.

Udpenslede rædsler
"'Du må ikke slå ihjel' - det er et af de ti bud. Der findes ingen sag, det er værd at slå ihjel for." Af instruktørens udtalelser i pressematerialet kunne man få indtryk af, at
Jeanne d'Arc var et næsten kieslowskisk værk, der ville sætte fokus på spørgsmålet om, hvorvidt man kan og bør bruge voldelige midler i en god sags tjeneste.
Well, Kieslowski er det sandt for dyden ikke! Her er ingen etiske overvejelser, eller også er de druknet i buldrende action-staffage. Luc Besson nyder tilsyneladende at svælge i udpenslede rædsler fra den såkaldt mørke middelalder. En livløs kvinde, der voldtages efter at være blevet spiddet til en dør, er blot et eksempel. Men for dem, der sætter pris på sprøjtende blod og afhuggede lemmer en masse byder filmen også på mange andre godbidder. Altsammen serveret i en svimlende montage af smarte og udsøgt komponerede billeder.

Kulørt patchwork
Der skal imidlertid mere end hippe billeder, rytmisk klipning og blodige detaljer til, hvis tilskuerens interesse skal holdes fangen i så lang tid. Godt skuespil, for eksempel, og/eller en fængslende historie.
Jeanne d'Arcs historie er jo for så vidt fængslende nok i sig selv, men det er lykkedes Besson og hans medmanuskriptforfatter Andrew Birkin at transformere den til et ganske uvedkommende stykke kulørt patchwork, der favner Jeannes liv fra hun er otte - og alt endnu bare er så wonderful - til hun brændes på bålet som 19-årig.
I det omfang de to manuskriptsnedkere overhovedet har keret sig om at udstyre personerne med noget, der bare kunne minde om menneskelig psyke, må de have støttet sig til en eller anden 'Freud for begyndere'. De psykologiske forklaringer er så skabelonagtige, at det bliver uhyre vanskeligt at engagere sig i personerne.

Tam furie
Når rollelisten rummer navne som John Malkovich, Dustin Hoffman, Faye Dunaway og Tchéky Karyo, skulle man tro, at skuespillet i det mindste ville være i orden. Der er da heller ikke noget i vejen med de nævnte stjernespilleres præstationer, men desværre ser man ikke meget til dem, da de alle kun har fået lov at optræde som satellitter omkring Milla Jovovichs Jeanne - eller Sean, som hendes navn undertiden udtales af de overvejende amerikansksprogede skuespillere.
Milla Jovovich er i besiddelse af et net model-agtigt ydre, men ulykkeligvis spænder hendes register kun over to udtryk: hun kan være sorgfuld og fælde tårer, og så kan hun et andet trick med øjnene, så de lyser af det skinbarlige vanvid. Ja, hun kan strengt taget også kombinere de to udtryk til et tredje. Men det er under ingen omstændigheder nok til at bære en hel film.
Efterhånden som timerne skrider frem dér i biografmørket, bliver man ærlig talt ganske træt af alt bulderet omkring denne ensporede furie og tænker kun på, om de gode præster og englændere dog ikke snart vil være så venlige at sætte ild på bålet.

*The Messenger: The Story of Joan of Arc (Jeanne d'Arc). Instruktion: Luc Besson. Manuskript: Luc Besson og Andrew Birkin. Fransk/amerikansk. 157 min. (Imperial og 22 andre biografer over hele landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu