Ny bog med forsigtig ansats til at give fortidens elskede papirdukke nyt liv
Pigekultur
Får man julelys i øjnene ved ordet 'påklædningsdukke,' så er man over 40 og ejer af en ikke helt kvalitetsfattig barndom. Tro mig - det er så sjovt at lege med påklædningsdukker. Det er fantasiskabende, sanseligt, kreativt og - som alle dukkelege - en god måde at bearbejde problemer på. Kan man se her bagefter.
Grundet mit personlige forhold til emnet faldt jeg med glubende appetit over den første bog, der er skrevet herhjemme om påklædningsdukker, Pigedrømme af Birgitte Glob og Mette Winge. En lyserød(!) bog, som i en ualmindelig lækker papirkvalitet gengiver et hav af de dukker, også jeg havde mellem fingrene i 50'erne. Ikke mindst kiksfirmaet Jensen & Møllers dukker Store Marie og Lille Marie, hvis rød-hvide garderobe, jeg ligesom et hav af kvinder på min alder kan genkende til mindste detalje. Vi må virkelig have spist mange kiks der sidst i 50'erne.
70'erne kvalte dukken
Stor glæde bare ved gensynet - af ikke mindst tegnerne Christels og Dorte Kortzaus dukker. Tegnere, der måske var mindre raffinerede end Gerda Vinding, men gav dukkerne så meget mere strål og personlighed. Tegnere, som også illustrerede min pigetids yndlingstriviallitteratur om tøser som Puk og Pernille. Og så skal jeg i denne indtagende bog læse, at det var 70'ernes kvindefrigørelse, der kvalte påklædningsdukken. Det er aldrig faldet mig ind. Men det er en kendsgerning, at vore døtre i 80'erne legede med Barbie i stedet for. At de fik hundedyre pakker med drømmeslotte, lyserøde dollargrin og færdig-tøj til de langbenede.
I stedet for som deres mødre at opøve finmotorikken på diverse klippeark ved hjælp af husets bedste neglesaks. Alene at klippe hænderne...
Bogens forfattere har det tydeligvis som jeg. Vi kan sagtens se, at Christels lange, umanerligt slanke pigebørn er anoreksifremkaldende, hvis man tager dem på udtrykket. Og at børn bør lege friere end indenfor en påklædningsdukkes omhyggeligt udklippede, afstukne rammer. Vi vil bare have lov at anføre, at selve legen og det kreative element er for godt til at blive kasseret. Det var eksempelvis sjovt selv at tegne videre på oplæggene.
Indholdsmæssigt blev påklædningsdukkerne kasseret, fordi de så entydigt forberedte pigen til et traditionelt kvindeliv. Igennem dukkerne lærte pigen omsorg, lærte at være en god, pæn pige, og var man det, ventede - og vinkede - belønningen forude i form af ægteskab med tilhørende brudekjole og egne små trinde babyer. Ofte fulgte der sågar en barnepige med.
Behov for nye dukker
Kvindebevægelsen lærte os at gå efter værdier udenfor privatsfæren. Der har vi skaffet os en ny form for selvtillid, som vi ikke vil være foruden. Men følelsesmæssigt ligger oplevelsen stadig i privatsfæren, der imidlertid er ved at blive lagt i ruiner af højteknologi og manglende tid.
Så måske er tiden inde til en ny politisk fokus og nye påklædningsdukker - en udvikling af genren i retning af Laura & Nugga, Nikoline Werdelins overvægtige, men livsfulde single-heltinde og hendes datter. Kunne Pigedrømme inspirere til en sådan ny industri, ville min potentielle bedste-status få nyt perspektiv.
Bogens forfattere har - formentlig som følge af Birgitte Globs faglige indsigt i påklædningsdukker - valgt at gennemgå påklædningsdukkens faglige historie i en efter min opfattelse lidt rodet fremstilling. Jeg ville gerne have læst endnu mere om de signaler om kvinders liv i de forskellige årtier, der ligger i påklædningsdukkernes udstråling og påklædning.
*Birgitte Glob og Mette Winge: Pigedrømme - om danske påklædningsdukkers historie. Illustreret, 110 sider, 248 kr. Samlerens Forlag
