Læsetid: 3 min.

Per Madsen har ret

29. januar 2000

Information holder op med at spille klog og bringer hermed orden i arkiverne. Ishøjs borgmester Per Madsen har ret - det var ikke ham, der annoncerede efter gæstearbejdere til Ishøj

Dengang
Den 4. januar citerede Information forsker Jan Hjarnø ved Syddansk Universitet i Odense for at sige, at i begyndelsen af 1970'erne flyttede mange gæstearbejdere "fra de dårlige boliger på Vesterbro til de almennyttige lejligheder i Ishøj, hvor viceborgmester og byggeudvalgsformand Per Madsen ligefrem annoncerede efter dem i Fremmedarbejderbladet."
Det hverken kan eller vil Per Madsen have siddende på sig. Han oplyser venligt, men bestemt, at "det er fuldstændig sludder og nonsens. De eneste, der har gjort det, var de to boligselskaber AAB og Dansk Boligselskab. Det var ikke borgmester Per Madsen, så man skal ikke sidde og spille kloge og vigte sig af, at man kan hænge mig op på sådan noget i Information, for det gør man."

Ikke mere vrøvl
Han beder i samme omgang Information om at få orden i arkiverne, så han ikke en gang til "skal høre på det vrøvl." Det gør vi så hermed.
Det var altså boligselskaberne, der indrykkede annoncerne. Men, siger Jan Hjarnø, "Det er en strid om formalia. Per Madsen gik på fjernsynet ikke en, men mange gange og agiterede voldsomt mod barakbyen på Avedøre Holme."
Barakbyen var den daværende regerings løsning på den importerede arbejdskrafts boligproblemer. Man byggede mere end 700 midlertidige værelser på hver syv kvadratmeter, som gæstearbejderne kunne bo i, så længe vi havde brug for deres arbejdskraft. Men det syntes Per Madsen, var en urimelig dårlig løsning, husker Jan Hjarnø.
"Per Madsen mente, det var helt urimeligt at bygge noget sådant. Det var især helt urimeligt, at bruge offentlige midler, når der stod gode og tomme lejligheder i Ishøj. Jeg husker ikke den præcise ordlyd, men det var det, han sagde på fjernsynet. Gæstearbejderne skulle være meget velkomne i Ishøj. Kort efter annoncerede boligselskaberne i Fremmedarbejderbladet," siger Jan Hjarnø.
"Ja, ja, ja - det er helt rigtigt. Sådan var det dengang. Det var jo ungkarle, der skulle bo i de barakker," siger Per Madsen.
- Du syntes hellere, de skulle flytte til Ishøj?
"Ja så kunne de få ordentlige badeforhold og alt sådan noget. Men vi havde jo ikke drømt om, at de ville blive her og hente hele familien med op og alt sådan noget. Hahahah. Det troede vi jo ikke dengang. Men vi må nok sige, at vi gik sgu ikke ud og annoncerede efter dem som sådan. Det kunne vi da aldrig drømme om."
- Men det gjorde boligselskaberne. Hvad mente du om det?
"Jamen dengang var det jo bare nogle ungkarle, der flyttede ind. Det var jo dengang. Hahaha."
- Nå, men det var bare det jeg ville, så øhh...
"Ja tak skal du have. Det er jo godt at have orden i arkiverne."
Og det er jo rigtigt. Information skynder sig derfor at lave en tilføjelse til arkiverne så følgende citat fra Per Madsen i Berlingske Tidende en søndag i 1976 ikke bliver glemt:
"De danskere, der har mest mod indvandrere, det er dem, der selv har sværest ved at klare sig. De ser, at der kommer nogle, som ikke kan sproget, men som er på højeste gear for at klare dagen ad vejen. Man beundrer også, at de kan præstere at føre et familieliv, som de gør. De går ikke med fremmede damer. De sidder ikke på værtshus og skaber sig tossede. De sender deres børn i skole renvaskede og pæne i tøjet hver dag. De passer deres ting. Og de betaler deres husleje til tiden. De har orden i sagerne. Og så kommer der nogen af vores, som ikke engang gider ta' hænderne op af lommen og piver over den mindste ting. Vi kan ikke være det bekendt.... Jeg tror, vi kan lære en hel masse af vores indvandrere... Alle, der vil bevare deres selvrespekt, ser sådan på det. Ellers kan vi
godt holde op med den snak om, at danskerne er humanister."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her