Læsetid: 6 min.

Den pludselige søvn

31. januar 2000

Nye undersøgelser viser, at de mennesker, der kan falde i søvn, pludselig, og uden varsel, snart vil kunne blive behandlet effektivt

Narkolepsi
Man har længe været klar over, at sygdommen narkolepsi er forbundet med en pludselig aktivering af REM-søvnen: Den søvnfase, hvor man drømmer mest, og hvor kroppens muskelspænding eller tonus forsvinder.
Det, som karakteriserer narkoleptikere, er nemlig, at de falder i søvn uden varsel på alle tider af døgnet, og at de oplever søvnparalyser, hvor de er ude af stand til at bevæge sig, har drømmelignende hallucinationer i vågen tilstand, og en søvn som går direkte over i REM-søvn. Endelig får narkoleptikere også kataplektiske anfald: Kortvarige lammelser udløst af stærke emotionelle sindsbevægelser som vrede, frygt eller latter, der bevirker, at de pludselig kollapser, men i øvrigt er ved fuld bevidsthed.
Igennem nogen tid har man vidst, at stoffet hypocretin - også kaldet orexin - spiller en vis rolle for fremkomsten af narkolepsi hos forsøgsdyr. Men man har ikke vidst, om hypocretin har en tilsvarende betydning for menneskelige narkoleptikere.
Men i dette års første udgave af det medicinske tidsskrift The Lancet, kan man læse, at det er lykkedes hollandske og amerikanske forskere at påvise, at der i en forsøgsgruppe på ni narkoleptikere og otte kontrolpersoner uden narkolepsi, var en høj forekomst af hypocretin hos samtlige kontrolpersoner, men ingen målelig forekomst hos hele syv ud af de ni narkoleptiske forsøgspersoner.
Konklusionen er entydig fra de eksperter i The Lancet, der kommenterer forsøgets udfald: Der er tale om en revolutionerende opdagelse indenfor narkolepsiforskningen, som vil føre til nye effektive behandlings- og diagnosemetoder.

Anfald hos mus
For at forstå denne begejstring over opdagelsen af den manglende hypocretin/ore-xin hos de narkoleptiske forsøgspersoner, er man nødt til at gå tilbage til begyndelsen af 1999, hvor en gruppe amerikanske forskere under ledelse af Masashi Yanagisawa fra Howard Hughes Medical Institute, University of Texas Southwestern Medical Center foretog et eksperiment med nogle mus.
Det var et forsøg, der skulle afgøre, om et nylig opdaget neuropeptid - en form for hormon i hjernen - havde en betydning for reguleringen af vækst og fødeindtagelse, deraf navnet 'orexin', som kommer af græsk for 'appetit'.
Man havde derfor sat de gener ud af kraft, som kodede for dannelsen af orexin hos forsøgsmusene, og hvis tesen om orexins funktion som regulator for vækst og fødeindtagelse var rigtig, skulle de mus, der ikke kunne danne orexin, efterfølgende blive mindre i vækst end de mus, der dannede orexin på normal vis.
Men den manglende ore-xin havde ingen virkning på forsøgsmusenes vækst, for musene uden orexin blev ligeså store og sunde som normale mus. Men til forskernes store overraskelse udviste de orexin-knockoutede mus dog en mærkelig adfærd, som adskilte dem fra normale mus:
Når de løb omkring, faldt de fra tid til anden omkuld og var ude af stand til at røre sig i op til et par minutter, før de så kom til sig selv igen og uanfægtet løb videre. Det var en adfærd, der mindede mistænkeligt meget om de kata-plektiske anfald, man bl.a. kendte hos narkoleptiske dobermannpinchere. Der blev derfor foretaget en række nye undersøgelser for at se, om forsøgsmusene udviste øvrige tegn på søvnforstyrrelser. Og til forskernes store overraskelse var konklusionen, at musene led af en narkolepsi-lignende tilstand.

Hunde med narkolepsi
Omtrent samtidig med Yanagisawas eksperiment fandt forskere fra Stanford Center for Narcolepsy, Stanford University, Californien, frem til dét gen, der koder for narkolepsi hos de dobermannpinchere, som man gennem mange år havde opdrættet for at undersøge narkolepsi.
Årsagen til hundenes narkolepsi viste sig at være en mutation i det gen, som koder for dannelsen af en bestemt neurotransmitter receptor for hypocretin - Stanfordforskernes benævnelse for ore-xin, fordi det blev sekreteret i det lille område af hjernen, som kaldes hypotalamus.
En neurotransmitter receptor er et protein, som sidder på overfladen af en nervecelle i hjernen, og gør cellen i stand til at modtage beskeder fra andre dele af hjernen om, at den skal gøre sig modtagelig for bestemte neuropeptider.
Mutationen hos de narkoleptiske hunde gjorde med andre ord, at deres hjerner ikke kunne reagere normalt på de beskeder, de fik fra hypotalamus om, at de skulle modtage hypocretin.

Forsøg med mennesker
Det, man således indtil slutningen af 1999 vidste om årsagen til narkolepsi hos dyr, var, at det måske havde noget at gøre med en uorden i hypocretin/orexin systemet: Enten som følge af at der ikke kunne dannes orexin, eller også fordi der manglede en følsomhed for de signaler, som udgår fra hypothalamus om, at bestemte hjerneceller skal modtage hypocretin. Spørgsmålet var naturligvis så, om der fandtes en tilsvarende defekt hos mennesker.
Det var grunden til, at Emmanuel Mignot, der er leder af Stanford Center for Narcolepsy, sidste år henvendte sig til et hollandsk laboratorium for at få dem til at udføre en såkaldt lumbalpunktur på nogle narkoleptiske forsøgspersoner. En enkel - og for forsøgspersonerne risikofri - måde at få oplysninger om hjernens funktioner ved, at man udtager noget spinalvæske, som er den væske hjernen ligger i, og analyserer den for forekomsten af det stof, man leder efter: Var man heldig, ville hypocretin blive udskilt i spinalvæsken hos forsøgspersonerne, så den kunne måles. Resultatet blev som bekendt offentliggjort i The Lancet.
Phillip Just Larsen, der er reservelæge på Rigshospitalets neurologiske afdeling og som i en årrække har beskæftiget sig med narkolepsiens neurobiologiske årsager, erklærer sig enig med eksperterne i The Lancet:
"Efter min mening er der tale om et kæmpe gennembrud i den forstand, at vi nu har en addresse for hvilke nerveceller og hvilke neurotransmittere, det står galt til med. Næste skridt bliver selvfølgelig at finde ud af, hvorfor de ikke fungerer normalt."
- Er der nogle teorier om det?
"Der er spekulationer om, at narkolepsi måske er en autoimmun tilstand, fordi narkoleptikere har samme vævstype. Normalt er det nemlig sådan, at når en sygdom er vævstypeassocieret, er det fordi immunsystemet har vanskeligheder ved at kende forskel på arts- og vævsfremmede antigener, og de antigener kroppen selv danner. Måske har narkoleptikere så en immunreaktion, som ødelægger et eller andet i hjernen, som gør, at den normale søvncyklus bliver forstyrret. Men der er ikke rigtig noget at hænge det op på endnu."

To undtagelser
- Kan du forklare det faktum, at man hos hele to ud af de ni narkoleptiske forsøgspersoner trods alt kunne måle et hypocretinindhold, der var ligeså højt som indholdet hos de otte kontrolpersoner, der ikke havde narkolepsi?
"I al biologi er der en 'skæver'. Faktisk ville jeg have været ekstremt skeptisk, hvis ikke der havde været det, for biologi er meget sjældent alt eller intet. Men der kan være mange forskellige årsager. Én årsag kunne være, at de to narkoleptiske forsøgspersoner faktisk ikke har den rigtige diagnose, men går rundt med en falsk positiv diagnose og i virkeligheden har en søvnforstyrrelse af anden årsag."
"Jeg kunne da derfor godt forestille mig, at man med tiden skal til at omdefinere det diagnostiske kriterium for at stille diagnosen narkolepsi. Og med hypocretinmålinger vil man måske fremover få et nyt afgørelseskriterium, som kan supplere de traditonelle kriterier. Men jeg vil tro, at indenfor de næste 5-10 år, så har man en bedre forståelse af den pato-fysiologiske baggrund for narkolepsi," konkluderer Phillip Just Larsen.

*Kilder: The Lancet, vol 355, 1. Jan., 2000 - Cell 1999; 98 (3) - Cell 1999; 98 (4)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer