Læsetid: 3 min.

Postkort fra Juratiden

7. januar 2000

For det yngste kuld er et trehorn lige så virkelig som en kattekilling

Dino
De bliver heldigvis fodret inden badet, så de ikke fortærer os. De er nemlig flere end os, så vi må tage vore forholdsregler. En stor, umage flok af carnosaurer og planteædende dinosaurer som langhalse, stegosaurer, spinosaurer, skallepander, køllehaler, andenæb og enkelte flyveøgler stiger ned til os i skumskyerne og arbejder sig effektivt ind på vort menneskeskabte territorium og vor bløde hud. Jeg læner mig tilbage i indolent efter-arbejdstid-udfladning i glad forventning om den forestående muskelafspænding i det varme vand, men stikker mig på en kronosaurus. Det er en forhistorisk krokodille med et kæmpemæssigt gab, der måler en tredjedel af kroppen. Den låner i øvrigt også fællestræk med en haj. Det tog over en time at udpege den i Geologisk Museum, da sparepengene (og lidt til) skulle investeres. Det er en sjælden, men yderst drabelig dino. Ligesom det er en drabelig sag at bade med sin snart femårige søn. Enkelte dinosaurer er imidlertid så charmerende og harmløse, at de kan løse billet og bevilges en tur i en lille båd, der gynger. Andre synker til bunds, mens atter andre flyder på deres rygsejl eller bæres oppe af en beskeden vægtfylde.

Dinofeberens rasen
Spielbergs overraskende film Jurassic Park fra 1993 afspejlede og nærede den i firserne opståede grasserende dino-feber. Det handlede som bekendt om en millardærs drøm om at genoplive forstenet DNA-materiale fra de forhistoriske øgler fra jura- og kridttiden. Han ville etablere en forlystelsespark på en tropisk ø fyldt med hundinosaurer. Visionen blev gjort virkelig på lærredet i kraft af en avanceret computeranimation. Det var en munter, ekstremt uhyggelig, men også meget civilisationskritisk film. Men hvis man troede, at dinofeberen havde toppet med denne film, så har man taget grundigt fejl. For der sælges flere dinosaurer nu end nogensinde, ligesom antallet af fakta-prægede bøger om Jordens forhistoriske fauna er stigende. Der findes også fiktion om dinosaurerne, f.eks. James Gurneys forunderlige og dybt bevægende bøger om Dinotopia, hvor dinosaurerne har haft held til at overleve på en ø og blive menneskets venner og hjælpere. Far og søn rider på langhalse og spiller på horn, eller man lufter sine trehornunger i snor i gaderne, ligesom de store møllehjul drives af køllehaler, og der er specielt indrettede 'udrugningsstalde', hvor æggene bevogtes og sikres. Og vi må ikke glemme de af Spielberg og Lucas producerede tegnefilm om Lillefod og hans venner, T-rex-ungen Snapper, trehornet Xera, flyveøglen Petri, andenæbbet Docky m.fl.

Sortefirserne
Men hvorfor denne vedholdende fascination blandt drengebørn af disse store, forhistoriske dyr? Mens pigerne kaster sig over My Little Pony og Barbie og henlever dagen i et lyserødt glansbilledeunivers, svælger drengene i kæmpeøglernes blodige kampe i junglen, omgivet af brølende vulkaner. Forklaringen på dinofeberen er ikke så indviklet, så vidt jeg kan se. I begyndelsen næredes den af en generel dystopisk forestilling om Jordens undergang, aktiveret af atombombetruslen og kriseforestillingerne i sortefirserne. Vi - menneskeheden - var for nedadgående, vi havde sejret os til døde via en destruktiv teknologi, og om ganske kort tid havde vi gjort det af med os selv, analogt med dinosaurerne. Men til forskel fra 80'erne, hvor det var store børn og voksne, der var med på en forhistorisk kikker, så bæres 90'ernes dinobølge oppe af de alleryngste, der har overgivet sig til dinoerne pga. deres uafviselige styrke og kraft. Her fokuseres ikke så meget på det forhistoriske aspekt, men på en her-og-nu-potens, der afledes af dyrenes faretruende fysiognomi, deres kolossale kropsvægt, lange haler, pigge og sidst, men ikke mindst, på deres dimensioner.
Der bor pige-tvillinger på anden sal. En T-Rex - det største dræberdyr, Jorden har fostret med tænder så lange som bananer og med savtakker på begge sider af disse 'dolke' - var høj nok til at stikke sit hoved ind hos tvillingerne, når de vågnede om morgenen. Hvilken frydefuld tanke! Til gengæld kunne en langhals stikke sit lille, venlige hoved ind til min søn på 4. sal, der straks ville åbne vinduet og sige hej og rutsche ned ad dens lange hals i stedet for nedstiningen af de 68 trappetrin. Således rustet kunne han frisk og sejrrig tage fat på en ny dag i børnehaven. Og det, man tror på, det findes. Tænk blot på Julemanden og troldene i Troldeskoven!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu