Analyse
Læsetid: 5 min.

Præsident på glat is

17. januar 2000

En af de mest populære præsidenter i Israels historie kan blive bragt til fald af et penge-bidrag. Shimon Peres nævnes som afløser

En kedelig sag om 453.000 dollar kan føre til, at Israel får ny præsident. Den franske millionær
Edouard Seroussi skænkede præsident Ezer Weizman pengene, mens denne i 1980'erne var almindeligt medlem af Knesset. Der er ikke rejst tiltale mod præsidenten, og selvom sagen i sidste uge blev overdraget til politiet understreger alle parter, at der indtil videre kun er tale om en undersøgelse.
Den sudanesisk fødte Seroussi skænkede pengene i årene fra 1988, indtil Weizman blev valgt som præsident i 1993. Den israelske præsident har kendt Seroussi siden 1960'erne og påpeger, at det ikke er ulovligt at modtage gaver fra venner i udlandet. Seroussi har store interesser i landbrugsprojekter i Den Tredje Verden, og forholdet mellem de to blev nært, da Weizman i 80'erne tog en pause fra aktiv politik for at etablere sig som forretningsmand.
Der er uenighed om, hvor vidt pengegaverne strakte sig helt ind i 1995, hvor Weizman var blevet præsident, men der er en udbredt opfattelse af, at det drejer sig om beløb, som Weizman har glemt at rapportere, hvilket er en temmelig beskeden forseelse.
Weizman afviste fra første færd at have modtaget noget som helst, og da dén ikke holdt længere gik han over til at fastholde, at beløbets størrelse er stærkt overdrevet. Det er denne taktik mere end selve sagen, som kan koste ham embedet, påpeger iagttagere, ligesom affæren i høj grad drejer sig om helt andre ting.

Kritikere og trofaste støtter er enige om, at Ezer
Weizman er i besiddelse af 'chutzpah' i rigelig grad. Begrebet er jiddish-hebraisk for en noget fandenivoldsk foretagsomhed, som ofte irriterer omgivelserne voldsomt, men samtidig har det med at føre til bemærkelsesværdige personlige resultater. Chutz-pah skaber både beundrere og hadefulde modstandere. Med et glimt i øjet forklarer israelere somme tider selve oprettelsen af deres stat som indbegrebet af chutzpah.
Næsten fra første dag på posten stod det klart, at Ezer Weizman ikke ville blive nogen helt normal præsident. Imod alle protokolregler har han hyppigt luftet personlige politiske synspunkter og blandet sig i den offentlige debat.
"Han har skubbet højrefløjen fra sig med sine synspunkter og venstrefløjen med sin opførsel," siger en af Weizmans hårdeste kritikere, politologen Reuven Hazan fra Det Hebraiske Universitet i Jerusalem.
Han er af den opfattelse, at præsidentembedets underlag er blevet ødelagt, og at Seroussi-affæren blot er det sidste strå, som skulle til for at knække kamelens ryg.
Man husker endnu, at daværende præsident Yitzhak Navon stillede sig imellem, da et flertal i Knesset modsatte sig nedsættelsen af en kommission til undersøgelse af massakren i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatilla i september 1982.
Navon pressede en undersøgelse igennem fordi det moralsk var det eneste rigtige at gøre, og selvom kommissionsbetænkningen kom til at koste nogle politiske karrierer dyrt var der bred folkelig tilslutning.
Hazan peger på, at Weiz-mans jævnlige angreb på både Yit-zhak Rabins og Benyamin Ne-
tanyahus regeringer i højere grad drejer sig om populisme end om moral.

Ezer Weizmans forudgående politiske karriere var ligeså ukonventionel. Efter en lang militær karriere, som han bl.a. havde brugt på at opbygge landets luftvåben, søgte han ind i politik.
Han forlod hæren i skuffelse over ikke at være blevet udnævnt til generalstabschef, hvilket det regerende Arbejderparti fik skylden for. Derfor var det naturligt for ham at søge til outsideren over alle outsidere, Likud-partiets Menachem Begin.
Weizman var med til at skaffe denne sejren ved jordskredsvalget i 1977 og tjente på ministerposter i flere Likud-kabinetter. Dette forhindrede ham dog ikke i at skabe sit eget parti (iøvrigt med 6,5 mill. helt legale Seroussi-dollars i valg-kampstøtte), som vendte Likud ryggen og var afgørende for at skaffe Shimon Peres til magten i 1984.
Ezer Weizman har alle dage stået i modsætning til det politiske establishment. Dette sætter ham ufrivilligt i slægtskab med personer som Benyamin Netanyahu og Aryeh Deri, som begge er hovedpersoner i store bedragerisager.
Efter Netanyahu blev tvunget fra posten som ministerpræsident i maj forrige år har snesevis af store private tjenesteydelser på det offentliges bekostning set dagens lys, mens Deri måtte forlade Knesset og ledelsen af det ultraortodokse parti Shas i lyset af en domsfældelse for at have overført millionvis af skatteshekeler til partiets privatskoler.
I dag har Deri genrejst sin folkelige popularitet som hellig mand i Galilæa, ligesom kernen i Netanyahus vælgere er overbeviste om, at politiundersøgelserne mod deres gamle leder er udtryk for politisk forfølgelse fra eliten.

Tidspunktet for kravene om Ezer Weizmans tilbagetræden er derfor interessant og tjener nok bedre end noget til at forklare, at gennemsnits-israelerens overbærenhed med lederes økonomiske uregelmæssigheder tilsyneladende er større end som så. Ifølge iagttagere har man længe haft kendskab til Saroussis pengegaver uden at tillægge sagen større betydning. Derimod peges på forbindelsen til den offentlige debat om israelsk tilbagetrækning fra Golanhøjderne i forbindelse med en fredsslutning med Syrien. Weizman har igen været åbenmundet og gjort fælles sag med samfundets underdogs, de sefardiske jøder og de russiske indvandrere, hvor oppositionen mod tilbagetrækning er udtalt.
Derfor er sagen mod Weizman et paradoks. Han kan blive tvunget til at gå af på en økonomisk affære, som, i fald der er hold i den, de fleste andre steder i den vestlige verden ville være fatal for en politisk leder. Men på grund af sagens virkelige indhold nyder han stor popularitet og har uden tvivl været en af Israels populæreste præsidenter nogensinde. Han opfattes som ærke-israelsk: han siger, hvad han har lyst til, også selvom det ikke er populært på de bonede gulve, og omdømmet som en af de bedste soldater i landets historie pynter kun på den samlede karakter. Han siges at være den populæreste politiker siden Moshe Dayan, som var samme, lidt uslebne type med soldaterbaggrund.

Skulle affæren føre til Weizmans afgang vil en sandsynlig efterfølger på posten være Shimon Peres, som længe har ført en akavet tilværelse i Ehud Baraks kabinet.
Det israelske præsidentembede besættes ikke ved folkeafstemning, men ved almindelig stemmeflerhed blandt Knessets medlemmer, og eftersom regeringen nemt kan mønstre et flertal vil dette være en god mulighed for at placere nobelpristageren og den forhenværende ministerpræsident i et værdigt embede.
Barak har tidligere modsat sig at gøre Peres til ceremoniel parti-præsident, angiveligt af frygt for en underminering af sin egen magtposition, men han vil næppe stille sig i vejen for Peres' vej til landets formelt set højeste embede. I Peres vil han nemlig have en præsident, som har udtalte synspunkter for fredsprocessen, og som forstår at udtale sig langt mere diplomatisk uden populistiske svinkeærinder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her