Læsetid: 3 min.

Rituelle verdener

29. januar 2000

Torsdagskoncerten blev en dans med Apollon og Dionysos

Koncert
Torsdagens orkesterløse koncert i radiohuset var homogen på overfladen, men fra deres fælles berøringspunkter pegede værkerne samtidig i hver sin retning. Allesammen hørværdige værker, der udover mange klanglige og stilistiske fællestræk også havde en beskæftigelse med noget i bredeste forstand rituelt til fælles. Eller måske netop ikke tilfælles. For selvom de kollektive besværgelser i alle værker kom mest hørbart til udtryk gennem spændingen mellem den rytmiske kropslighed og de formaliserede rammer den underkastes, var det ikke de samme guder, der blev påkaldt. Xenakis' seks percussionister angreb trommeskindene (Peaux: huder) med et regnskyl af slag, der for min skyld gerne måtte have været udført endnu mere sammenbidt ekstatisk - som et satyrorgie til Dionysos' ære. Nu var det veludført, men en smule pænt. Og Ballet Mécanique er først og fremmest en lidt naiv iscenesættelse af maskinernes frydefulde gåen amok. Man kan næppe forvente at stykket opføres med anvendelse af rigtige flymotorer, sådan som Antheil helst selv ville have det, den slags barnestreger er vi jo vokset fra nu. Men netop derfor er der også noget underligt forlorent ved at sidde og klappe pænt af Ballet Mécanique som et nydeligt udført showpiece - maskinernes regndans og koncertsalsritualernes urystelige velopdragenhed skriger mod hinanden.

På sporet
Confessions of Time dyrker selvfølgelig Tiden. At skrive et stykke musik, der eksplicit handler om tid, er ærligt talt at bede om øretæver, som Pape selv er klar over. Det er på en gang så banalt og så umuligt. Dels kan det let risikere at blive alt for selvsmagende viist, når der som her synges og reciteres dybsindigheder om tiden, og dels kræver det noget særligt af de rent musikalske pointer, hvis de skal kommunikere noget overraskende om det som i forvejen er enhver musiks element. Og Aage Haugland optrådte oven i købet som en rigtig bedstefar-fortæller, der jovialt underholdt med Peter Høeg tekstens funderen over tiden. Det er næsten mærkeligt at det ikke faldt til jorden. Men den øvrige musik fungerede som nøgtern baggrund, og det reddede oplæserrollen. Tidsproblematikken blev formuleret musikalsk f.eks. gennem de to klaverer, der gennem næsten hele stykket fastholdt de samme smukke cirklende klangflader, repetitivt og let harmonisk changerende. Et lignende statisk, men dog flydende, element udfoldedes i korets mere stravinskijsk kantede motiver. Og forskellige spændinger over længere stræk fungerede godt som modtræk til disse stillestående momenter - bl.a. slagtøjets rituelle inddeling af forløbet gennem tilbagevendende signallyde. Stykkets afsluttende del genoptog indledningens tekst og musik og det var efter min mening skuffende at en musikalsk formulering af tidens mysterium skulle have form af en rammefortælling. Men i det store hele var det et heldigt eksperiment og Pape havde ærligt fortjent sit bifald.

Stravinskij lever
Og så er det ikke til at komme uden om at det stadig er Stravinskij, der er mesteren. The Apollonian Clockwork - 'det apollinske urværk' som den karakteristiske titel på en bog om ham lyder. De fire sangsolister i Les Noces fremstiller ikke individualiserede personligheder i et psykologisk drama, men træder blot ud af korets kollektivitet for at afsynge replikker, der ikke tilhører dem selv - klicheer fra russiske bondebryllupper der var engang. Der er al den kontrollerede distance, der skal til for at gøre et ritual levedygtigt, selv i en principielt udeltagende koncertsal. Og når det nu er så sjældent man opfører værket er det jo lykkeligt at det sker i en god opførelse. De fire sangsolister fungerede fint, og jeg har lyst til især at fremhæve duetten mellem Sten Byriels bas og en bas-solist i koret (Ulrich Cold) - med ca. 15 meter imellem dem var det et lille mirakel af afstemthed og balance, en akustisk navlestreng, der forbandt solister og kor. Så sælsomt det var.

*Torsdagskoncert i radiohusets koncertsal. Radiokoret, det svenske slagtøjsensemble Kroumata og solister. Dir. Stefan Parkman. Værker af Andy Pape, George Antheil, Iannis Xenakis og Igor Stravinskij

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her