Læsetid: 4 min.

At rumme forandringen

22. januar 2000

Science Fiction og økologi mødes hos den engelske arkitekt Richard Rogers. Rogers er sammen med vennen og rivalen Norman Foster ved at forandre udseendet af Storbritanniens byggede miljø. Ny bog dokumenterer, at det er en god idé

Arkitektur
I 1986 mente man, at de tre store i britisk arkitektur var James Stirling, der lige havde færdiggjort sit Neue Staatsgalerie i Stuttgart, Norman Foster, der havde tegnet den prægtige Hong Kong and Shanghai Bank i Hong Kong, og Richard Rogers. De tre holdt en stort anlagt udstilling, der på mange måder er en milepæl i 80'ernes arkitekturhistorie.
I dag 15 år efter er intet forandret. James Stirling er desværre ikke mere, men listen over bygninger under opførelse af Norman Foster og Richard Rogers er svimlende: The Millennium Dome, The Millennium bridge, Wales nye parlamentsbygning, Londons bystyres hovedbygning, Oxford University Library, Gateshead regionale musik center og Wales botaniske haver.
Sammen er Norman Foster og Richard Rogers med til at forandre bylandskabet i Storbritannien - og det er mere, end man kan sige om noget andet arkitektpar i historien.
Luksus-forlaget Phaidon Press har derfor ment det på sin plads, at udgive den ene af de to himmelstormere, Lord Richard Rogers værker i samlet form.
Rogers gik sammen med vennen og kollegaen Norman Foster på Yale-universitetet, og tog i sine første projekter i deres fælles tegnestue Team 4 en del af den amerikanske arkitektur med til England, hvor det plumpe, snobbede og gammeldags hærgede. Rogers og Foster mente, at den amerikanske arkitektur var underrepræsenteret i Europa.
Mies van der Rohes luftige strenghed, som de begge flirtede med i starten af deres karriere, viste sig at være for lukket for de to unge arkitekter. Derfor kastede de og deres første medarbejdere i Team 4 sig over det massefabrikerede og præfabrikerede - og brugte det til at vende det indre ud af bygningerne. Team 4 - og i særdeleshed Richard Rogers - var fascineret af den gale arkitekt Buckminister Fuller, og var med til at tage de californiske arkitekter som Ezra Ehrenkrantz, Craig Ellwood og Pierre Koenig til Europa.

Sidenhen gik de to unge arkitekter hver til sit, og startede hver sin tegnestue. Rogers begyndte at tegne konkurrencer med den genovesiske arkitekt Renzo Piano. Sammen vandt de konkurrencen om at bygge Pompidou Centret i Paris.
Og verden havde ikke set noget lignende - et sci-fi museum og kunstgalleri, der bar sit indre udenpå. Bygningen og museet - og dermed Rogers - blev med et slag verdensberømt.
To år senere fik Rogers mulighed for at lave Loyds- bygningen i Londons kommercielle centrum. En nærmest afsindigt monumental stål-udkrystalisering af Rogers arkitektoniske ideer. Da Loyds of London ligeledes blev en stor succes, er det siden gået slag i slag for Rogers. I dag står han på toppen af verden, med det ene megaprojekt efter det andet i gang.
Rogers er fortaler for en særlig fleksibel arkitektur. Fleksibilitet er for Rogers en økologisk måde at løse bygningsopgaver på. Selvom man ikke skulle tro det, er super high-tech bygningen Loyds of London faktisk et udtryk for Rogers ønske om at bygge økologisk arkitektur.
Bygninger behøver ikke at ligne jordhuler for at være økologiske. De kan sagtens, hvis man som Richard Rogers tænker over tingene, være de mest radikale nutidige bygninger og have et æstetisk udtryk, der signalerer storby, hast og magt. Richard Rogers oversætter teknologien til rum og skulptur rent æstetisk, men forlader aldrig en tæt tilknytning til omgivelser, mennesker og natur. Det økologiske og sociale element i Rogers bygninger er netop den fleksibilitet, bygningerne rummer i sig.
Forandringen stiger, mener Rogers. Men vi kan bygge til fremtiden. Med den forandringshast, vi er vidne til i dag, bliver man svimmel over at forestille sig, hvordan man lever, bor og arbejder om bare 50 år. For ikke at skulle rive bygninger ned hele tiden, fordi de er bygget stramt til nutidige formål, bygger Richard Rogers til forandringen. Hans værker rummer forandringen i sig.
Loyds of London er bygget til forsikringsfolk. Men spørgsmålet er, om der stadig sælges forsikringer i den samme bygning om 30 år. Derfor er alle elementer i Loyds-bygningen mulige at justere, så den samme bygning kan bruges igen og igen. Som kulturhus, partikontor eller rensningsanlæg.

Det særligt begavede ved Richard Rogers er hans sociale fremsynethed. Han tænker ikke alene sine værker æstetisk ind i omgivelserne. Han bygger dem ind i fremtiden, socialt og æstetisk. Bag selve ideen i Rogers værker ligger en samfundsanalyse, der i sit udgangspunkt medregner helt almindelige menneskers almindelige liv i storbyen, nu og i fremtiden.
Rogers har længe været optaget af, hvorledes det er muligt at skabe en renæssance for byen. I dag bor over 90 procent af den engelske befolkning i byer. Og tallet vil stige. Derfor bliver man - mener Rogers - nødt til at tænke byer på en ny, økologisk og kompakt måde. Byen skal være stedet, hvor livet leves, hvor fremmede har mulighed for at mødes, og hvor vi alle kan holde ud at være - samtidig med at byen gøres økologisk og socialt bæredygtig. Som formand for den britiske regerings Urban Task Force forsøger Rogers, at lægge en plan for, hvorledes byen (i særdeleshed London) kan genopdages og gentænkes.
Richard Rogers er ikke bange for at ville planlægge fremtidens gode by, på trods af alle de fejltagelser, der er sket i de sidste 100 år med netop byplanlægning. Det er - som Rogers' arkitektur - meget modigt. Og det skal han ikke have utak for.q

*Kenneth Powel: Richard Rogers - Complete Works. Volume One. 320 sider. 925 kr. Phaidon Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her