Bournonville er blevet museum, men det er der ikke noget galt i, siger ballettens nye Eleonore, den unge danske balletdanser Gudrun Bojesen
Tredje generation
"Hvis man kan sin Bournonville-skole, kan man også danse Bournonvilles balletter. Derfor føles det lige så naturligt for mig at gøre Bournonville-bevægelserne på scenen, som det føltes på balletskolen, da jeg var ti år."
Sådan oplever balletdanseren Gudrun Bojesen at danse Bournonville. Hun er 23 år og har kendt til Bournonvilles dans hele sit liv. Hun gik til ballet hos den kongelige viceballetmester og Bournonville-instruktør Kirsten Ralov, fra hun var fire år, og siden hos Frank Schaufuss. Men så "blev det for kedeligt". Det var kun, fordi hun blev optaget på Det Kgl. Teaters balletskole, at hun blev ved.
Trods denne glæde er hun - ligesom Bournonville i sin tid - temmelig kritisk over for danserens position:
"Som balletdanser får man aldrig nogen status. Der er jo ikke nogen mennesker, der kender mig. Modeller har meget højere status, end vi dansere har - man kan ikke engang købe fotografier af os i foyeren!"
Museum med sjæl
Som danser har hun allerede fået mange væsentlige partier. I Bournonvilles balletter har hun ikke mindst danset Hilda i Et Folkesagn, og i aften danser hun Eleonore i Kermessen i Brügge for første gang.
"Det føles så godt at danse Bournonvilles trinsammensætninger," siger Bojesen.
"Lige nu savner jeg ellers Bournonville-træningen (de såkaldte Bournonville-skoler, som kompagniet tidligere blev tilbudt hver uge, red.), fordi man bliver så enormt stærk af den. Skolerne har utroligt svære øvelser, men jeg har ikke noget imod at stå og vælte rundt i salen, hvis jeg ved, at jeg bliver bedre af det."
- Synes du, at Bournonville er gammeldags?
"Ja, især i mimen. Mimen skal forklare så meget gennem begrænsede virkemidler, og jeg synes, det er et problem, når selv mine venner herinde ved balletten ikke forstår, hvad jeg 'siger' i mimen."
- Er Bournonville direkte blevet et museum?
"Ja, det synes jeg da. Men der er da ikke noget galt i det. Folk går jo også på Nationalmuseet og ser på gamle smykker. Et virkeligt museum skal jo stadig rumme sjælen."
Kreativitet skal fodres
- Hvordan tror du, at kompagniet kan forny sin tradition?
"Ved at lade os prøve. Teatret gør en fejl. Enhver anden balletskole i verden har improvisationskurser og koreografiske kurser, hvor man slipper sig selv løs. Men ikke her."
"Da jeg var ti-tolv år gammel, lavede vi hele tiden koreografi i vores frokostpause på balletskolen. Vi fandt på alt muligt, og så brugte vi alle de trin, vi havde lært, også Bournonvilles. Men efterhånden holdt vi op, for der var ingen fra balletskolen, der reagerede på det. Den slags dør jo hen, når det ikke bliver fodret med noget nyt," siger hun.
"Jeg fortryder nok, at jeg ikke rejste ud i årene derefter. For jeg kedede mig herinde, da jeg var 13-15 år."
Glad, sød og forelsket
- Til gengæld får du nu lov til at prøve kræfter med Bournonvilles yngste heltinde. Hvordan bliver din Eleonore?
"Netop denne rolle har ikke så mange facetter. Så jeg gør, som jeg føler - ud fra min egen opfattelse af rollen. Jeg skal være glad, forelsket og sød. Men derudover er jeg meget inspireret af min mors moster, balletdanserinden Edel Petersen. Hun var elev af Hans Beck, der var elev af Bournonville, så på den måde har jeg arvet traditionen i tredje generation."
"Hun har først og fremmest givet mig glæden ved at danse - og respekten for Bournonville. Og den er vigtig, for selvfølgelig har Bournonvilles balletter deres svagheder. Træskodansen, for eksempel. Men jeg har selvfølgelig måttet sammenligne hendes forklaringer med, hvordan vi danser i dag. Man kan f.eks. ikke holde armen helt tæt over hovedet, sådan som de gjorde dengang. Det ville se mærkeligt ud."
Tre er for mange
- Hvordan har det været at arbejde med skuespilinstruktøren Jan Maagaard sammen med balletinstruktørerne Dinna Bjørn og Anne Marie Vessel Schlüter?
"Tre forskellige personer er for mange. Det kommer til at gå alt for langsomt. Og jeg synes sagtens, at instruktørerne kunne have indlagt noget mere dans. Der skal ikke snakkes så meget, når man indstuderer en ballet. Der skal danses! Bournonville rettede jo heller ikke alting selv - det havde han slet ikke tid til."
- Hvilke roller drømmer du om at få lov til at danse fremover?
"Sylfiden. Det er min største drøm. Og Heksen i Sylfiden, når jeg bliver ældre. For jeg har altså ikke lyst til at være amme eller mor. Men jeg er jo midt i at få en drøm opfyldt lige nu."
Blå bog
Gudrun Bojesen
*Født 1976.
*Optaget på Det Kgl. Teaters Balletskole i 1983, aspirant i 1992 og udnævnt til balletdanser i 1994.*nHun har danset en lang række roller, bl.a. Eleven i Enetime, Clara i Nøddeknækkeren og pas de quatre i Svanesøen.
*Hos Bournonville har Gudrun Bojesen danset Effy og 1. sylfide i Sylfiden, pas de six i Napoli, Hilda og pas de sept i Et Folkesagn, Elisa i Konservatoriet. I 1999 modtog hun Bournonville-legatet.
*Til marts skal hun danse i Balanchines Symfoni i C, og til sommer optræder hun med Alexander Kølpins dansere på Frederiksberg.
