Læsetid: 6 min.

Sæbe eller konsekvens

7. januar 2000

Hvad mener statsministeren egentlig med, at indvandrere skal acceptere danske værdier? Skal de blive lige så gode til at snyde statskassen for skat af sorte arbejdsindtægter, som danskere er?

Qlummen
Man kan ikke forlange, at politikere skal være enige med én selv. Derimod kan man forlange, at der er logisk sammenhæng i den enkelte politikers standpunkter og udsagn. Hvis der ikke er det, udvikler forholdet mellem de folkevalgte og deres vælgere sig som forholdet mellem en badende og et stykke sæbe i et badekar.
Debatten om indvandrere er imidlertid deprimerende fuld af sæbeglatte eksempler på, at mange politikere ikke stiller det krav til sig selv.
Som når Henrik Svane, ordfører for Det Radikale Venstre, forleden i Radioavisen bedyrer, at "diskrimination får man ikke de radikale med på" - hvorefter han i næste sætning foreslår, at "man først skal have ret til familiesammenføring efter fem års statsborgerskab." Citeret efter hukommelsen.
I Politiken den første januar forklarede Henrik Svane, at:
"Vi skal overveje, om det ikke skal være sådan, at personer, der kommer til landet, skal være modne nok til at tage ansvar for deres eget liv og til at sige fra over for de traditioner og krav, som familien stiller ... Derfor kan det her være en måde at styrke integrationen på og hjælpe de unge, der får familiesammenføring i en meget, meget ung alder."
Nu er det sådan, at Folketinget for et års tid siden vedtog at udvide den aldersgruppe, der kan få statsborgerskab i statsamtet, fra de 21-22-årige til de 18-22-årige. Meget fornuftigt i betragtning af, at 18 år er det skelsår og den alder, hvorefter danskere betragtes som personligt myndige, med ret til at stemme, til at gifte sig uden andres tilladelse og stifte gæld.
Man kan selvfølgelig tolke hr. Svanes bekymring for de 18-22-årige førstegenerationsdanskere som en romantisk hyldest til kærligheden - den er vigtigere og kræver derfor mere modenhed end at stemme til et folketingsvalg eller sætte sin underskrift på et gældsbevis. Så kunne han sige det. Og bagefter forklare, hvorfor han tror, de er mindre modne i kærlighedsanliggender end indfødte statsborgere på samme alder.
Så enten må hr. Svane tage sig sammen til at mene, at danske statsborgere naturligvis skal have samme rettigheder, eller også må han tage sig sammen til at sige, at han dybest set mener, diskrimination er nødvendig for at begrænse antallet af familiesammenføringer - uanset det lyder lige så grimt, som det er tænkt.
Så længe han stædigt fremturer med at sammenkæde sætninger, hvis meninger er indbyrdes uforenelige, kvæles den dialog, netop hans parti evig og altid fremhæver som demokratiets krumtap, i sæbeskum.

Samme mangel på konsekvens udviser statsministeren, når han ved Folketingets åbning konstaterede, at Danmark har "verdens strammeste udlændingelov," og derfor undlod at lægge op til ændringer - og så kun tre måneder senere, i sin nytårstale, bebuder yderligere stramninger af selvsamme lov.
Samtidig forlanger han, at indvandrerne skal acceptere og dele danske værdier. Undskyld mig, men hvad i alverden mener manden?
Næppe religiøse værdier. Religionsfriheden er grundlovssikret - hvorfor statsministeren, så vidt jeg ved, aldrig har bedt Arne Melchior konvertere til kristendommen, og ateistiske folketingsmedlemmer aldrig har bedt Jan Sjursen holde inde med al sin gudelige snak.
Næppe heller de politiske værdier. Retten til at være uenig om fundamentale forhold og ytre sig højlydt desangående er ligeledes grundlovssikret - hvorfor statsministeren, som alle andre demokrater, nøjes med at væmmes over nazisternes og Dansk Folkepartis menneskesyn, men aldrig har forlangt, at de skal dele hans egne synspunkter for at blive anerkendt som danskere.
Statsministeren kan vel heller ikke mene, at succeskriteriet for integration er, at indvandrerne og deres efterkommere annammer danskernes løse moral i forhold til sort arbejde? Eller den danske madkultur (om end nogle socialdemokratiske borgmestre åbenbart mener det, siden de forlanger, at der skal serveres dansk mad i børnehaverne), eftersom Sundhedsstyrelsen iværksætter den ene livsstilsbekymrede (og udgiftsbekymrede) kampagne for at ændre danskernes spise- og drikkevaner?

Noget tyder dog på, at han mener, indvandrere skal lære at elske som danskere, før de bliver fuldgyldige statsborgere. Det kan i hvert fald forklare inkonsekvensen hos hans partifælle og regeringspartner Thorkild Simonsen. Han har luftet tanker om et lovforslag om, at udlændinge, der vil giftes og dermed familiesammenføres med en person fra hjemlandet, for fremtiden selv skal sandsynliggøre, at der er tale om et reelt ægteskab - uden at han samtidig overvejer et lovforslag om, at danskere skal stille til forhør på kirkekontoret, om de gifter sig af kærlighed eller mere praktiske årsager. Hvad man sådan set godt kan forestille sig er tilfældet for visse ægteskaber mellem danske mænd og thailandske kvinder, bare for at tage et enkelt fordomsfuldt eksempel.
Forestillingen om en særlig dansk samlivsstil kan til dels også forklare, at socialdemokratiske borgmestre - hvis parti er grundlagt på lighedsforestillinger - og andre nu forlanger, at "en passende bolig" skal være betingelsen for familiesammenføring - uden samtidig at stille krav om oprettelsen af en inspektionspatrulje, der suser rundt og tjekker, hvor mange kvadratmeter plejehjemsbeboere, institutionsbørn, studerende og familier i den lave ende af indtægtsskalaen har som personligt albuerum.
Inkonsekvensen er lige så slående hos Venstres formand Anders Fogh Rasmussen, som på den ene side foreslår, at danske kommuner helt egenrådigt skal kunne stille så skrappe forsørgelseskrav, at de på den måde kan udelukke indvandrere fra at få deres ægtefælle til Danmark - og på den anden side er ivrigste fortaler for, at Danmark skal ophæve forbeholdet over for EU's retspolitik. Uanset at EU har barslet med et direktivforslag om, at udlændinge i EU-lande skal have ret til familiesammenføring allerede efter et års ophold. (Efter de nuværende regler er grænsen tre år i Danmark). Mener han, at Bredebro Kommunes 3.358 indbyggere selv skal bestemme, om en lokal indvandrer kan få sin ægtefælle til landet, eller mener han, at den sag skal afgøres af EU's 375.000.000 indbyggere?
Og den skærende lyd af inkonsekvens nåede migrænefremkaldende højder, da S og V og K og R i en og samme decemberuge sidste år udtrykte tilfredshed med, at topmødet i Helsinki besluttede at sætte Tyrkiet på ventelisten til et EU-medlemsskab - og samtidig hoppede på plads som logrende hale, da den socialdemokratiske borgmesterhund forlangte at blive fri for flere indvandrere fra den Anatolske højslette.
Sig mig: Vil de have tyrkerne med i det europæiske broderskab eller vil de ikke?

Jo længere listen bliver, desto mere forståeligt bliver Dansk Folkepartis fremgang. Det parti har da i det mindste en konsekvent sammenhæng mellem holdningen til indvandrere, til EU, til ØMU'en, til danskheden og partiets særlige udgave af velfærdsstaten.
Blandt andet derfor er jeg slet ikke sikker på, at partiets fremgang først og fremmest skyldes problemer med indvandrerne. Jeg tror faktisk, den i lige så høj grad skyldes, at de gamle partiers vælgere frygter, at velfærdsstaten smuldrer: At folkepensionen ikke bliver til at leve for i fremtiden, og at besparelser på nogle plejehjem blev udmøntet i, at ansatte vendte de gamles ble i stedet for at skifte den, er eksempelvis gået op for de fleste. En lige så stor rolle for vælgerskredet spiller uoverskueligheden af EU's udvikling. Sagt på en anden måde, tror jeg, at de politiske partier, som leverer stemmer til Pia Kjærsgaard, går frygteligt galt i byen ved ikke at tage deres vælgeres bekymringer over velfærdsstatens fremtid og EU alvorligt, men i stedet trampe Pia Kjærsgaard i hælene på indvandrerspørgsmålet.
Og så fatter jeg simpelthen ikke, at de socialdemokratiske borgmestre er ude af stand til at beherske deres frygt for at miste stemmer til Dansk Folkeparti til næste kommunalvalg og skue en anelse længere ud i fremtiden.
For hvor er det mest oplagte sted at gå hen for de kommende årtiers nye stemmeberettigede statsborgere, der - desværre - er i overtal blandt lavtlønnede, arbejdsløse og folk, der ikke ejer deres bolig? Ja! Socialdemokratiet!
Hvem skal de stemme på, når de, der burde være deres talerør, ikke bare svigter dem, men jokker på deres rettigheder og værdighed? Et nyt Muslimsk Folkeparti?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu