Læsetid: 3 min.

En sært bedrøvelig poesi

29. januar 2000

Hverken danske Mew eller islandske Sigur Rós dyrker elementer som udadvendthed og spontaneitet i deres scenepræstation, hvilket dog bestemt ikke forhindrer gruppernes melankolske og skønhedssøgende udtryk i at besidde store kvaliteter

Venue 2000
Så gik startskuddet for den ottende Venue Festival, der som det turde være læseren bekendt, har til formål at sætte fokus på spillestederne og deres situation - til en begyndelse kun herhjemme, men de seneste par år har fænomenet bredt sig til resten af Skandinavien. Informations udsendte tog derfor turen til Odense, for på spillestedet Rytmeposten, lige ved banegården, at tage situationen i øjensyn.
Der var pænt pakket i det generelt attraktive spillested, og denne anmelder havde en oplevelse på stedet, han aldrig har haft før: Masser af mennesker betaler gladeligt entré for at gå til koncert og dér føre højlydte privatsamtaler, ofte til betydelig gene for dem, der reelt er kommet for at lytte. Således også under islandske Sigur Rós tyste, men brillante sæt, men der fik det lyttende publikum for en gangs skyld nok, og snakkehovederne blev eftertrykkeligt tysset til ro. Bravo, Odense - det var sgu dejligt at opleve.

Gode, nye sange
Efter en ufrivillig pause er danske Mew atter på banen med nyt repertoire, nyt album og nyt gåpåmod. Gruppen vakte berettiget opsigt i 1997 med debuten A Triumph For Man, hvis personlige tone begejstrede anmelderne - inklusiv undertegnede - og under den efterfølgende turne beviste det meget unge band, at det til overflod formåede at forløse albummets potentiale i live-situationen.
Grundet problemer med gruppens oprindelige pladeselskab, Exlibris, er efterfølgeren - Half The World Is Watching Me - blevet noget forsinket, men nu udsender gruppen selv pladen på eget pladeselskab, med det herlige navn Evil Office - det må være Rodekontoret I tænker på, drenge! Og det var næsten kun sange herfra, der blev præsenteret ved lejligheden.
Det nye repertoire lød umiskendeligt Mew'sk - hvordan kan det andet, forsanger Jonas Bjerres lyse, drengede og særegne stemme taget i betragtning - men en større sofistikation sporedes overalt, fra sangskrivning til arrangementer. At sangene tillige havde et mere udadvendt drive syntes dog ikke at animere kvartetten til de store højder i scenepræsentation, der stadig er sådan lidt shoegazer-præget og ikke syntes motiveret af den store trang til publikumskontakt.
Men sådan er Mew, og det største minus var en lidt flad lyd, der gjorde, at man sine steder måtte bruge fantasien for at fornemme, hvordan sangene ville tage sig ud i en mere optimal situation. Men jo - vi glæder os bestemt til Half The World Is Watching Me.

Mørk og mættet
Hvordan, rygtet om Sigur Rós er nået rundt, vides ikke, men faktum er, at ingen af deres til dato tre cd'er er i distritution i Danmark. Den tredje - Ágætis byrjun - skulle som den første blive udsendt herhjemme til april, men ikke desto mindre var Rytmeposten næsten fyldt med et usædvanligt lydhørt publikum, som åbenlyst var helt parat til at gå ind på gruppens præmisser. Det betød en lyttekoncert af de mere koncentrerede, for de fire særdeles unge islændinge, der udgør Sigur Rós, syntes bestemt ikke, at der er så meget at grine af. Og al dans foregik i hjernevindingerne ...
Man kan sammenligne Sigur Rós med en maler, der kun benytter én farve. I dette tilfælde er farven blå. Den kender gruppen til gengæld til bunds, og de holder især af den, når den er allermest mørk og mættet. Thi alle gruppens kompositioner går ultralangsomt, udfolder sig som drømmende spiraler eller slowmotionoptagelser, hele lyduniverset er drømmeagtigt, fjernt og fint.
Dette skyldes ikke mindst sangeren og guitaristen Jón Birgissons brug af bue på sin elektriske guitar, hvilket bryder med det klassiske rocklydbilledes udgangspunkt i akkordspil. Dernæst synger han højt, lyst og smerteligt på islandsk - et faktum, der dog ikke har forhindret gruppen i at modtage fordelagtig omtale i flere britiske medier - henover en sikkert dronende rytmegruppe, suppleret af keyboardspilleren Kjartan Sveinssons melodiske indstik.
Resultatet er en art skandinavisk og eksistentialistisk ragarock, hvor lytteren inviteres indenfor på eget ansvar, men til gengæld ikke slås oven i hovedet med billige effekter og store armbevægelser. Syrede og meditative leverede Sigur Rós en dybt personlig, sært bedrøvelig omgang tusmørkepoesi, som gjorde én glad og opstemt, trods det triste anslag.

*Mew + Sigur Rós, Rytmeposten, Odense, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu