Læsetid: 5 min.

Et samfund af tøsedrenge

17. januar 2000

Danskerne er ved at blive en flok hylende cry babies og tudemarier, der kræver stadigt mere, uden at ville yde noget til gengæld. Og det sætter velfærdsstaten under pres, mener historikeren Henrik Jensen

Mandagssamtale
Dengang der var gentlemænd og -kvinder til, var der ikke så megen ynk og klynk. En fodboldspiller rejste sig prompte, når han blev tacklet - med mindre han havde brækket benet. I dag lærer alle raske drenge at filme sig til straffespark ved at lave rullefald og fremkalde tårevædede øjne overfor dommeren.
Det ligger i tiden, at det er offeret, der har ret. Og mængden af ofre, stakler det er synd for, er lang. Det er synd for kvinderne, arbejderklassen, u-landene, patienterne på ventelisterne, politikerne, indvandrerne, dagbladene med faldende oplag og så videre. Man er et offer, hvis ikke man får alt forærende af velfærdsstaten.
Henrik Jensen, der til dagligt arbejder som historiker på Roskilde Universitetscenter, og sidste år udgav bogen Ofrets Århundrede, mener, at offermentaliteten er ved at tvinge den danske velfærdsstat helt i knæ. Og med velfærdsstaten alt hvad der ligner kulturel sammenhængskraft mellem mennesker.
Individualiseringen har ført til, at alt for mange har mistet rygraden, moralen og troen på det fælles, mener Henrik Jensen.
"Jeg tror i virkeligheden, at det er et massesamfunds-problem. Det er meget nemt at se sig selv som et offer, hvis man hele tiden bliver trængt af konkurrencen. Mange har en narcissistisk forestilling om, at det er en given ting, at de har ret til velfærdsstatens ydelser."
"Mange føler sig trådt på og sat til side. Fjernsynet, formiddagsbladene og de populistiske partier har specialiseret sig i sæbeoperaen om de stakkels danskere. Der er ingen, der vil nøjes med mindre end dem, der får mest. Derfor lægger de sag an mod staten, går til medierne for at brokke sig, eller skriver deres erindringer."

Barnlig borger
Men sådan har det ikke altid været. For halvtreds år siden var der en stærkere fælles moral, mener Henrik Jensen.
"Det kan godt være, at individet kunne få den samme følelse af at blive kørt over af systemet dengang. Men det var ikke en strategi, man overlevede med rent socialt. I dag ser vi i stedet en form for barnliggørelse af borgeren," mener Henrik Jensen.
- Så det at sagsøge nogen, er for dig at se i virkeligheden en form for hysterisk tuderi?
"Det amerikanske udtryk for det tuderi vi ser oftere og oftere i Danmark, er cry baby. I det udtryk ligger, at det er lidt infantilt at sagsøge alt, man kan komme i nærheden af, hvis man synes, man ikke bliver behandlet ordentligt. I Danmark er cry baby-fænomenet ikke helt så udpenslet, men vi er godt på vej. Vores ofre er bare mindre henvendt til retsvæsnet og mere til de statslige institutioner, sygehusenes ventelister, dagpengesystemet og så videre."
Henrik Jensen er meget optaget af et begrebspar, han har fundet hos sociologen David Riesman. Riesman mener, at moderne mennesker i dag er mindre indrestyret og mere andetstyret, end det var tilfældet før i tiden.
Det indrestyrede menneske er et moralsk menneske, hvis livsstrategi hænger på stærke grundværdier, som det ikke kan fravige uden sjæleligt ubehag. Hvor den indrestyrede pejler sin livsretning efter sin moral, er den andetstyrede overflodssamfundets massemenneske, mener Henrik Jensen.
I det andetstyrede samfund svækkes autoriteten overfor gud, forældre, og tradition, og alle er frisatte og overladt til egne valg. Den andetstyrede er et fleksibelt menneske, der fra barnsben har trænet i at indgå i arbejdslivet så friktionsløst som muligt.

Fleksibel narcissisme
"Andetstyretheden er ved at blive samfundsdominerende," mener Henrik Jensen.
"Fællesskabets moralske sammenhæng var indrestyret, fordi alle havde et effektivt billede af fællesskabets grundværdier. En fælles moral var noget, man var en del af, og der var korrespondens mellem institutionerne og den enkelte."
Men andetstyringen er ikke kun negativt. Den andetstyrede er bedre til at omstille sig og tilpasse sig. Hvor den andetstyrede vil være meget tilpasningsdygtig til den teknologiske udvikling, vil den indrestyrede ofte lægge sig på tværs af udviklingen. Måske endda blive kontrær.
"Hvis der kommer alt for mange tåbelige tekniske innovationer ind i tilværelsen, vil den indrestyrede nok tage lidt af det til sig, men ikke ryge helt med på vognen, hvorimod den andetstyrede nærmest skifter kamæleonagtigt."
- Du taler om det som et forfald. Hvad er scenariet for udviklingen?
"Hvis man forestiller sig et totalt andetstyret menneske, som man kan finde ham i Fagre nye verden af Aldous Huxley, så er det mennesket, der ikke har nogen betænkeligheder. De har deres somatabletter i bæltet og deres liste over, hvem de skal i seng med i løbet af den næste uge. De tilpasser sig fuldkomment omgivelserne."
"Man kan efterhånden godt forestille sig en fremtid - og det er dér, hvor jeg begynder at blive virkelig betænkelig - der ligner Fagre nye verden."
"Vi holder op med at indgå i vores egen fortælling, og bliver skrevet ind i teknologiens fortælling. Vi bliver en del af teknologien. Ikke nødvendigvis kropsligt, men biografisk. Man mister sig selv, og menneskeheden mister sig selv."
- Så maskine og mand bliver ét?
"Scenariet om mennesket som robot har i virkeligheden ikke så meget noget med implantning og robotarme at gøre. I stedet beskriver det et menneske, der er blevet så fleksibelt og friktionsløst, at det bare følger med systemet. IT-mulighederne bliver hans liv. Hvilken vej de end går, følger han."

Politisk ukorrekt
Henrik Jensen mener, at vi har vænnet os til at lade være med at holde hinanden fast. Det gør ondt, hvis der er nogen, der insisterer på noget moralsk eller værdimæssigt. Det er nærmest politisk ukorrekt, hvis der er nogen, der stiller krav til andre.
"Problemet er, at vi ikke kan tage beslutninger længere. For når man vælger, opgiver man en del af sin såkaldte frihed. Det hæmmer valgmulighederne, og indsnævrer mulighedsrummet at vælge."
- Det kan godt være, at andetstyringen betyder, at folk får mindre rygrad, men er der ikke nogen, det er synd for?
"Det, at vi har gennemgået en række katastrofer i det sidste århundrede, præger os stadig i dag. Under verdenskrigene var der virkeligt nogen, det gik ud over. Men alle de, der stiller sig op som hverdagsofre i dag, står på skuldrene af dem, det virkelig gik galt for. De skabte en rolle, som man kan indtage. Det er blevet for let at spille rollen, som en det går ud over. "
"Men problemet er, at de, der virkelig har det skidt, er svære at få øje på bag alle dem, der står og tuder og vil have opmærksomhed. Det værste er, at det er meget svært at skelne. Hvornår er der noget, der kræver vores barmhjertighed, og hvornår er det bare cry baby," siger Henrik Jensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu