Læsetid: 5 min.

Under samme tag

26. januar 2000

Time Warners musikselskab slår sig sammen med det britiske EMI og sætter sig på 20-25 procent af verdensmarkedet for musik

GigantenPALMA - Snart danser vi alle til musikken fra det samme selskab. Time Warners musikselskab meddelte i mandags, at det rykker sammen med det britiske selskab EMI og danner en global gigant Warner EMI Music, der vil kontrollere op imod en fjerdedel af verdens marked for musik.
Mere end 2.500 musikstjerner - herunder kendte navne som The Beatles, Rolling Stones, Spice Girls, Björk, David Bowie, Van Morrison, Frank Sinatra, Eric Clapton, Phil Collins, Madonna, Metallica, REM og mange flere - spiller fremover op til dans under den nye globale gigants tag.
Det er den foreløbige kulmination på flere års fusioner og opkøb, der har ført til en voldsom koncentration i musikindustrien.
"Denne aftale reducerer antallet af topmærker til fire, og den giver ganske få hænder magten over distributionen af musik," siger Kevin Hause, der er analytiker hos International Data Corporation. Størst af alle er det canadisk ejede Universal Music, der i 1998 købte Polygram for 10,4 mia. dollar, og siden da har Time Warner og EMI tabt noget terræn på musikscenen.
Briterne har derfor længe været interesseret i at finde en partner at danse med, og så sent som i sidste uge gik der rygter om, at det tyske underholdningsimperium Bertelsmann-gruppen eller den japanske Sony-gruppe ville købe EMI. Men det blev amerikanske Warner, der i sidste ende fik overtalt briterne til at danne et fælles joint-venture selskab.

Wagnersk format
Warner og EMI har forhandlet med hinanden siden efteråret i en operation kaldet 'Sonata'. Under forhandlingerne optrådte Warner under dæknavnet 'Wagner' og EMI som 'Elgar'. Det nye fælles selskab har da også fået et format, der er en oppustet Wagnersk opera værdig.
Med en samlet markedsværdi på 20 mia. dollar og en årsomsætning på 8 mia. dollar rykker Warner EMI Music op på siden af Universal Music - og de to giganter vil til sammen sidde på mere end halvdelen af verdensmarkedet.
Formelt har Warner og EMI indgået en aftale mellem ligemænd, da begge får 50 procent af aktierne i det nye selskab, men reelt bliver det amerikanerne, der sætter sig på magten og får flertal i bestyrelsen. Det er også Warner Musics topchef Roger Ames, der er udset til at blive The Boss i det nye fælles selskab, som får hovedkvarter i New York.
Det er endnu ikke sikkert, om aftalen kan føres ud i livet. Flere rullesten kan komme i vejen. Hele fusions-sonatens fremtid afhænger i første række af, om EMI's aktionærer vil godkende aftalen. Amerikanerne har tilbudt dem en lille ekstra pengepræmie på ialt 1,3 mia. dollar, og de bliver lovet endnu større gevinster, hvis selskabet som forventet kan opnå det man i fagsproget kalder en 'synergi-effekt'. Planen er at rationalisere produktion, distribution og markedsføring endnu mere, og i de næste tre år fyres 3.000 af selskabets ialt 23.000 medarbejdere på verdensplan.

Ryst juvelerne!
Hvis aktionærerne i de to selskaber godkender aftalen, så er det op til konkurrencemyndighederne i USA og Den Europæiske Union at give grønt lys for Warner EMI Music. Men det bekymrer ikke en af hovedarkitekterne bag sammenslutningen.
"Vi er optimistiske og tror, at vi vil få det godkendt. Men naturligvis forventer vi, at alle regulerende myndigheder vil undersøge aftalen," siger EMI's nuværende bestyrelsesformand Eric Nicoll. Det er planen, at han skal være bestyrelsesformand i det nye selskab sammen med Richard Parsons fra Warner.
Det kan ikke udelukkes, at en tredie part melder sig som interesseret køber af EMI, som har mange hæderkronede britiske musikstjerner i folden, og som tilbage i tresserne gav konkurrenterne baghjul, da The Beatles spillede op til fest i Abbey Road studierne.
Den tyske Bertelsmann Music Group - der er Europas eneste tilbageværende musikselskab af betydning - har afvist, at den er interesseret i at købe den britiske rock- og popindustris kronjuvel. Bertelsmann spiller nemlig på mange strenge. På internettet er tyskerne allieret med America Online i Europa, men samtidig har tyskerne et partnerskab med Universal for salg af musik på nettet fra adressen Getmusic.com. Er De forvirret, så er markedsanalytiker Chris Dixon det ikke: "Vi forventer dannelse af et effektivt oligopol med fire globale spillere," siger han og henviser til de fire store, Universal, Warner-EMI, Bertelsmann og Sony.
Men andre tilskuere oppe på balkonen kan dog blive lokket til af juvelernes raslen:
"Når de regulative be-grænsninger kommer frem, så vil det give en tredie part en chance. Det kunne være en af de store amerikanske selskaber, der mangler musik - Disney eller News Corporation. Og det kunne være Yahoo," siger Lorna Tilbian, der er medieanalytiker hos WestLB Panmure med henvisning til det succesrige internetselskab, Yahoo, som i det seneste år er stormet frem - på nettet og på aktiemarkedet.

Nettets søde musik
Det er kun logisk, at Yahoo nævnes som mulig køber. For det er internettet, som er det medium, der vil revolutionere hele musikbranchen. Digitaliseringen af musikken har været i gang i mange år, og udviklingen af MP3-teknologien - der gør det muligt at downloade, komprimere og kopiere musik fra nettet - vil totalt ændre konkurrencen i de næste få år. Foreløbig er der kun et marginalt musiksalg via nettet, men det vil accelerere i de næste fem år til måske 10, 20 eller 30 procent af det samlede salg. Samtidig vil udviklingen på nettet gøre det lettere for musikere og andre kunstnere selv at markedsføre og sælge deres produkter via nettet - udenom de etablerede selskaber. Derfor er alle parter tvunget til at forberede sig på netrevolutionen.
Aftalen mellem Warner Music og EMI Music kommer kun to uger efter, at underholdningsgiganten Time Warner blev overtaget af internetselskabet America Online i en aktiebyttehandel til en samlet markedsværdi på omkring 340 mia. dollar. Og det er netop muligheden for at blive en del af dette net- og underholdningsimperium, som EMI's Nicolls fremhævede i mandag:
"Det styrker vores evne til at realisere de muligheder, som internettet og andre nye medier giver," sagde han.
En af EMI's aktionærer skal ifølge avisen Financial Times have sagt det på en anden - og lidt mere musisk - måde:
"Det bringer lidt sex tilbage i EMI-historien... Man får et meget stærkere bæst, der bevæger sig fremad og er tunet ind på 'den nye økonomi'."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her