Læsetid: 4 min.

Sat til vægs af en 10-årig

31. januar 2000

Det er ikke lønnen, der driver Al Gores medarbejdere. For nogle er det drømmen om et job
i Washington

medarbejder
CONCORDE, New Hampshire - Fredag midnat. Julia og Mike ligger på gulvet i husets foyer og lytter til en telefonkonference på hver sin telefon. For et øjeblik siden kom de styrtende ind i Dee Bittles villa og nåede næppe at sige godaften, før de greb telefonrørene. "Vi skal snakke strategi med de andre om Al Gores plan for i morgen," siger Julia med et kæmpe tandpastasmil.
Der er kun tre dage til primærvalget i New Hampshire, så Gore, hans familie, medarbejdere, rådgivere og hundrevis af frivillige har forrygende travlt. De håber, at en sejr på tirsdag vil sætte en stopper for modstanderen Bill Bradleys kampagne.
"Bradley har flere penge til rådighed end Gore og nok til at føre en effektiv kampagne inden de næste primærvalg den 7. marts. Så Gores folk frygter, at de bliver nødt til at bruge alt, hvad de har i banken for at vinde demokraternes nominering," siger Deborah Arnesen, en ledende demokrat i New Hampshire.
"Det vil give republikanerne en kæmpe fordel. Hvis Bush vinder, kan de gå til angreb mod Gore med det samme og bruge deres enorme pengereserver til tv-reklamer i hele USA," mener Arnesen.
En overbevisende sejr i New Hampshire vil altså give Gore et trumfkort over for Bradley. Træk dig tilbage for partiets skyld, vil vicepræsidenten sige tirsdag aften. Ellers risikerer vi demokrater at blive rendt over ende af Bushs rige republikanere.

Søvnmangel
Ikke mindst derfor arbejder Al Gores kampagnefolk på højtryk. "I øjeblikket sover vi kun tre-fire timer i døgnet," fortæller Julia, der er 25 og fra Washington.
Julia og Mike bliver sammen med 50 andre medarbejdere betalt for deres arbejde. "Men vi gør det nu ikke for lønnen," påpeger Mike. "Vi håber at blive ansat i en Gore-regering."
De bor gratis hos middelklassefamilien Bittle, som er aktive i det lokale demokratiske parti. I huset overnatter også en ung studerende og Gore-frivillig Jeremy Hastings. Han kommer hjem kl. 4.30 lørdag morgen og står op kl. syv. "Min drøm er en dag at komme til Washington og arbejde med politik," fortæller han.
Lørdag formiddag sidder Jeremy på Gores kampagnekontor her i Concorde og modtager telefonopringninger, mens han slår på bongo-tromme. Kort før middag er han faldet i søvn. Rundt omkring ham myldrer det med unge og ældre frivillige. De skal ud i kulden og gå fra dør til dør for at bede vælgerne om at stemme på Gore.
Én af dem er en husmor på omkring 40. "Jeg kan ikke udstå Bill Bradley. Han snakker som en intellektuel. Gore vil derimod kæmpe for manden på gaden," forklarer Eleanor Kjellman. "Se på alle disse unge mennesker. De udstår ikke denne kulde og manglen på søvn for at få et job i Washington. De tror på Gore."
Lørdag eftermiddag går Gore fra dør til dør i Concorde for at møde vælgere. Derefter tager hans karavane til Lebanon, en times kørsel væk, hvor Julia, Mike og andre medarbejdere har organiseret et møde med vælgerne på et gymnasium.

Hele livshistorien?
Vicepræsidenten er en time forsinket og glemmer at undskylde, da han gør sin entré i gymnastiksalen iklædt en tyk brun skjorte og beige bukser. I hans brystlomme sidder en lille mikrofon, frisure og make-up er perfekt arrangeret for tv-kameraerne, lyset falder rigtigt, og Al Gore virker i strålende humør.
Han står midt i salen omgivet af et par hundrede vælgere 360 grader rundt. "Jeg agter at blive her, indtil I er løbet tør for spørgsmål," siger Gore indledningsvis.
Det er ikke en tom trussel. Han mener det. "Hvis nogen af jer blir trætte, så er I velkomne til at gå. Efter den officielle del kan resten komme op til mig og stille spørgs-mål."
Men før vælgerne skyder løs, skal Gore lige fortælle, hvem han er. Han begynder med sin mor, født i en fattig familie i staten Tennessee. Far, senator indtil 1970, kom også fra fattige kår. Efter ti minutter er Gore kommet til sin tjeneste i Vietnam-krigen.
Vælgerne begynder at rykke utålmodig på stolene. Skal vi høre hele hans livshistorie?
Pludseligt springer Gore fra sin første valgkamp i 1978 til nu'et. Spørgsmålene kan begynde. Vælgerne er velforberedte. De vil vide mere om hans sundhedsreform, uddannelses- og miljøpolitik, hans indstilling til FN og penge i politik. Svarene er lange, meget lange.
Gore er utroligt velorienteret og formulerer sig godt, men det er kun sjældent, at spontane klapsalver bryder ud. Hvert spørgsmål sætter en grammofon i gang, og et indstuderet svar bliver afspillet. Gore disker op med masser af statistik, referencer til rapporter fra kommissioner osv. Han er teknokraten, der kan løse alle USA's problemer i kraft af sin viden.
Inspirerende er showet ikke. Gore tænker ikke på stående fod, hvilket hans rival Bill Bradley evner. Han bliver mundlam, da en lille pige på højst 10 spørger: "Hvis De ikke var kandidat, hvem ville De så stemme på?"
Sammen med hele forsamlingen griner Gore højt af det frække spørgsmål. "Hvor har du lært at stille så gode spørgsmål," siger han.
Men vicepræsidenten tør ikke give et frækt svar. Næste spørger, please.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her