Læsetid: 7 min.

'Vi har sgu da masser af meninger'

3. januar 2000

Unge kunstnere kritiseres ofte for ikke at ville noget med deres kunst. Det er noget pis, mener dramatikeren Line Knutzon, der gerne vil have os til at forlade småborgerlighedens kakkelbord

Mandagssamtale
"Alt, hvad jeg har skrevet, er politisk. Eftersom jeg er et politisk menneske, strikker jeg jo nogle holdninger ind i det, jeg laver. Men det sker ubevidst. Det er ikke noget, jeg går og tænker over."
Den 34-årige dramatiker Line Knutzon har ikke meget tilovers for dem, der hævder, at nutidens kunst er upolitisk og overfladisk. For det, der driver hende selv, er netop det politiske engagement. Men som så mange andre ting, er det at være politisk engageret i dag noget andet, end det var i de gode gamle 1970'ere, hvor, som Line Knutzon siger, "alle dem i skjorte og slips på højrefløjen fik fuck-fingeren, og hippierne bare var yes man!"
Hun fik sit store gennembrud i 1998 med det absurde teaterstykke Snart kommer tiden, om tiden, der bare passerer, uden at vi forholder os til, hvordan vi bruger den. Nu arbejder hun på et stykke, som hun ikke vil afsløre mere om, men som hun også kalder politisk.
- Er der noget, du gerne vil lave om da?
"En masse. Men det er jo svært at skrive om konkret. Hvordan fanden kan man få ord som brugerbetaling og venteliste ind i dramatik? Det synes jeg er pissesvært. Det kunne man i 1970'erne, men det kan du altså ikke i dag. Det er nogle enormt grimme ord."
- Hvis man kunne dengang, hvorfor kan man så ikke nu?
"Tingene følges jo ad. Det er da klart, at man kunne dengang oven på, at man havde lavet alle mulige oprør. Man kan sige, at det var dem, der var unge i 70'erne, der gjorde alt det grove arbejde. De skulle nedbryde alle de første barrierer. Så kan alle vi selvlækre komme her med alle nuancerne. Vi kan ikke holde det der bombastiske ud."
- Kan man være kunstner uden at være politisk?
"Jeg kan ikke. Det er det, der er drivkraften for mig, at jeg er sur og synes, at alt muligt er pissestrengt. Men det er svært at sætte sig ned bevidst og skrive om verden. Du bliver jo nødt til på en eller anden måde at blive samfundet. Det lyder så åndssvagt, men det handler om at gøre det til sit eget stof at være borger i det her samfund. Det er ikke noget man bare gør."
"Så får vi skældud for ikke at have nogen meninger i vores generation. Men det kan man jo ikke sige - vi har sgu da masser af meninger. Bare man slår en skid, er det jo en mening. Det er udtryk for, at nu slår jeg en skid, for nu skal jeg stinke af lort."
- Men det er vel ikke et politisk budskab?
"På en eller anden måde synes jeg, det er. Man kan have forskellige opfattelser af, hvad politik er. For mig er det at være engageret og bemærke, hvad der sker i samfundet og at lade sig bevæge og berøre også at være politisk. At samle skrald op og at hjælpe gamle damer over gaden. At have omsorg for andre end sig selv."
- Har du ambitioner om at lave verden om?
"Det har jeg da. Sidste år var der 30-40.000 mennesker, der så mine ting. Dem vil jeg da gerne påvirke. Det er jo ikke sådan, at der er et underliggende budskab, der uden de ved det, får dem til at stemme på Enhedslisten eller sådan noget. Men det er jeg også ret ligeglad med."
- Hvad ville du fortælle folk med Snart kommer tiden for eksempel?
"At de skal holde op med at være så pisse småborgerlige. Det er det, jeg foragter mest. Den har mange former. Jeg hader de der kurser, hvor folk render rundt og skider sig selv i røven, eller hvor voksne mænd sidder og snitter sig i lårene, og hvor man skal nedbryde grænser. Det er så lattervækkende. Det er jo bare en anden måde at arrangere sit kaffebord og sin lille latterlige termokande og sine småkager på. Og hvorfor skal vi også gå og nedbryde grænser. Det er det, der er forskellen på os og dyrene, at vi har en dannelse og er civiliserede. Vi går ikke og skider, og det skal vi heller ikke. Vi skal opføre os ordentligt."
- Hvorfor er småborgerligheden et problem?
"Primært fordi det er rigtig dumt at spilde sit liv foran kakkelbordet. Folk skulle bidrage med noget. Prøv lige at holde øje med dig selv. Mærk om alt det du går og gør, hvis du lukker øjnene, kan overføres på det at sidde foran fjernsynet, drikke kaffe og spise små lede lortesmåkager. Prøv at tænk på, om ikke det er det samme mønster, og så bidrag dog med noget i stedet for."
"Der bliver så lavt til loftet. Folk går i så små sko. Vi er så pisseforkælede, at det er til at tude over. Åååh for helvede, hvor er vi forkælede. Vi har et samfund, der er ved at gå i opløsning, og vi er pisseligelade. Og vi passer ikke på det. Samtidig er der en masse mennesker, der lider, og der render børn rundt uden forældre. Vi er ligeglade, vi vil hellere i Føtex og købe ting. Det er modbydeligt. Småborgerligheden fører til ligegyldighed, og så er der Pia Kjærsgaard. Tænk at være så priviligeret og så have sådan en holdning til andre mennesker, og blive ved med at tale om 'dem' og 'os'. Folk er så uforskammede og uopdragne. Det siger jeg til min søn. At han skal passe på vores samfund."
- Siger du det også til dit publikum?
"Ja, det prøver jeg. Men der er ingen grund til at gøre det på en røvsyg måde, så folk kaster op over det. Det skal fortælles ordentligt, og det må alle dem, der er sure over, at der ikke bliver lavet noget politisk kunst forstå: At man ikke bare kan skrive, at det er fandeme for dårligt. Folk betaler kassen for at komme i teatret, så man må gøre sig umage. Man må have alle nuancerne med, ellers bliver det så forfladiget."
- Siger du, at man tidligere tænkte mere på budskabet end formen i forhold til nu?
"Ja, man er blevet lidt mere kritisk. Jeg synes, standarden er blevet højere, og det kan man jo se ved, at det går så godt for dansk dramatik i udlandet. Det var jo lidt naivt i 1970'erne, at man troede, at man lige med en slagsang og noget kunne omvende folk. Det kan man ikke, og det er i virkeligheden også lidt uforskammet. Sådan skal ting ikke ske. Jeg kan huske noget gruppeteater, der kom til min skole. Replikkerne så var pinlige, men budskabet ret klart. Men det er ikke kunst, så kan man lige så godt skrive en kronik eller nogle læserbreve."
- Bliver du ikke frustreret over, at folk ser dine stykker og alligevel fortsætter med at leve det liv, de gør?
"Jo jo, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Så må man reagere der, hvor man møder det, man ikke kan lide. I går gjorde jeg noget konkret. I kiosken placerer de altid pornobladene med store stive pikke og fisser lige ved det lækre børneslik. Hvorfor? Skal en fireårige pige komme ind i kiosken og sige 'åhh jeg vil så gerne have en karamelstang,' og så glor hun lige ind i en fisse? Nej hun skal ej, og det gjorde jeg kraftigt opmærksom på. Det var et lille samfundsoprør. Jeg gør det, jeg kan, og du må gøre, det du kan."
- Du taler meget om opdragelse. Er det kunstens opgave at opdrage?
"Ja. Det er alle menneskers opgave. Vi skal ikke rende rundt som en stor moralsk pegefinger. Jeg står ikke op og tænker: Det er min opgave. Det er bare noget, der er med i pakkeløsningen Line Knutzon. Det, jeg vil skrive resten af mit liv, er jo gjort af noget stof, der er i mig. Jeg bliver ved med at være berørt. Og det er jo også det, Snart kommer tiden handlede om. Folk forsvinder ud i forstæderne og lukker sig inde bag møbler, tingeltangel og decorating og ser ingenting. Get a life, siger jeg."
- Og alene at beskrive det, er også politisk?
"Ja, det er, hvad jeg kan gøre. Men jeg synes, mange kunne gøre mere. Det er ikke noget med, at man skal være enig om, hvad der er godt og forkert, sådan som man skulle engang - men om at være opmærksom og tage stilling."

Fakta - Line Knutzon

*Line Knutzon er 34 år og mor til fire børn. Hun debuterede som dramatiker i 1990 med Splinter i hjertet efterfulgt af Usynlige venner, Det er så det nye og i 1994 kom så Først bli´r man jo født og i 1998 Snart kommer tiden, der begge trak fulde huse på Dr. Dante. I 1998 modtog hun Prix Europas specialpris for radiospillet, Måvens og Peder i mediernes søgelys, og tidligere i år blev hun hædret med Niels Matthiasens mindelegat. Flere af hendes skuespil er oversat til tysk, engelsk, svensk og norsk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her