Læsetid: 1 min.

Skævvridning

7. januar 2000

Små kommuner kan tage imod flere indvandrere

*De mindre kommuner bør aflaste indvandrertunge kommuner ved at tage imod flere indvandrere. Det vil fremme integrationen, mener borgmester i Arden kommune, Arne Toft (S), som også er formand for kommunesammenslutningen Det Skæve Danmark, der tæller 110 mindre kommuner.
"Danmark er et lille land, og personligt mener jeg, at vi som borgmestre må sørge for en mere ligelig fordeling. Jeg tror, at indvandrerne vil blive bedre integreret, hvis de blev fordelt over flere kommuner. Men der skal følge penge med fra staten, for der er ingen små kommuner, som kan bygge boliger og klare sprogundervisningen uden en økonomisk udligning," siger Arne Toft.
Han henviser til, at Ardens 8.000 indbyggere uden store vanskeligheder har taget imod en gruppe bosniske flygtninge, og at der næste år skal skaffes plads til yderligere 35 flygtninge.
"Flygtningene har fået arbejde og deres børn klarer sig godt i skolen. Det samme kunne ske, hvis vi fik en gruppe indvandrere, hvis vi sikrer, at de fra begyndelsen får sprogundervisning og arbejdstræning her i kommunen. Men andre må også vise storsind - for eksempel nabokommunerne til kommuner med mange indvandrere," siger Arne Toft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her