Det er svært at retfærdiggøre et militærkup, men kuppene i bl.a. Elfenbenskysten og Pakistan må også give anledning til en diskussion af den måde, hvormed Vesten behandler
kravet demokrati
Det er tydeligt indtil videre, at det internationale samfund har været mest optaget af frie valg og har vist meget ringe interesse for regeringers opførsel, når de først er kommet til magten.
A. Bolaji Akinyemi, tidligere udenrigsminister i Nigeria, i
International Herald Tribune
Et militærkup kan aldrig retfærdiggøres. Eller kan det? Det spørgsmål rejser sig efter militærkuppene i Elfenbenskysten i december og Pakistan i oktober. I begge lande sad ledere valgt af folket, men det var ledere, som misbrugte demokratiet.
Nawaz Sharif i Pakistan og Henri Konan Bedié i Elfenbenskysten brugte deres magt til at undertrykke oppositionen og begunstige sig selv, deres familier samt støtter. I begge lande øgedes spændingerne mellem de forskellige befolkningsgrupper.
Efter kuppene i de to lande blev der meldt om tilfredshed hos indbyggerne. I Pakistan med store støttedemonstrationer. I Elfenbenskysten fik den nye leder, general Robert Gueï, støtte fra det siden uafhængigheden regerende parti PDCI. Fra udlandet lød der halvhjertet kritik og krav om tilbagevenden til demokrati. Reaktionerne viste endnu en gang, at Vestens syn på demokrati er temmelig lemfældig.
Hvis det gavner Vestens økonomiske/politiske interesser, så råbes der ikke for højt som i disse tilfælde, eller som da valgprocessen blev afbrudt i Algeriet i begyndelsen af 1992. Reaktioner der giver næring til de ofte fremsatte beskyldninger mod Vesten for dobbeltmoral.
Er det ikke på tide, at selv vi inkarnerede demokrater i Danmark begynder at acceptere andre styreformer i hvert fald i overgangsperioder? For hvad er der ved at gennemtvinge valg med udsendte valgobservatører - de fleste følger kun valget i kort tid og ikke den bredere demokratiske proces - for at få demokratier i lande, hvor hovedparten af befolkningen er uoplyst om demokratiets væsen, og hvor magthaverne bruger det såkaldte folkestyre som en adgangsbillet til det store tag-selv-bord af et lands goder? Et tankevækkende citat, der illustrerer pointen, kommer fra kranføreren A. Takatani i det såkaldte demokratiske Zimbabwe:
"Jeg gider ikke stemme, for hvis jeg er med til at få nogle nye ind i parlamentet, skal de alligevel først bruge 10 år på at rage til sig og få venner og familie ansat, før de tænker på at gøre noget for mig. Så hellere holde fast i dem, vi har nu. De burde da være færdige med at rage til sig."
I Kenya sidder Daniel arap Moi til stor ærgelse for donorerne fortsat demokratisk valgt ved magten på trods af, at han om nogen har skrabet til sig og begunstiger sin egen etniske gruppe.
Hvad der skal til i stedet for disse pseudo-demokratier er et godt spørgsmål. I Uganda er præsident Museveni leder af en etpartistat med National Resistance Movement, som eneste tilladte politiske bevægelse. Denne bevægelse har forvandlet Uganda fra at være særdeles krigshærget og udpint til i dag at være fremgangsrig og uden store indre spændinger undtagen i den nordlige del af landet. Dette system er på ingen måde perfekt, og anklagerne om magtmisbrug lyder til stadighed. Det samme gælder i et land som Vietnam, hvor kommunisterne sidder tungt på magten.
Det er svært at forlige sig med, men der er en økonomisk udvikling i gang, som den brede befolkning på længere sigt uden tvivl vil få stor glæde af. Hvis valget står mellem at få tag over hovedet og noget at spise eller en stemmeseddel, så er der ingen tvivl om, hvad de fattigste vælger.
Debatten om demokrati contra økonomi har paralleller til diskussionen om Kina versus Rusland. Her har førstnævnte stædigt fastholdt behovet for først at sikre en centralt styret udvikling, inden der gradvist indføres demokrati, mens Rusland valgte hurtigt at indføre et demokrati, som skulle være styrende for den økonomiske udvikling. Krænkelserne af menneskerettighederne i Kina har vist problemerne i den kurs, mens udviklingen i Rusland har vist problemerne i den modsatte - her har det sociale forfald og mismodighed over for demokratiet atter sendt landet mod en autoritær udvikling.
I Niger var der i efteråret 1999 endnu et militærkup. Efterfølgende beskrev den franske avis Libération, hvordan den almindelige befolkning i det vestafrikanske land var ligeglade med kuppet. For de havde ikke høstet nogle gevinster af demokratiet hverken økonomisk eller i form af medbestemmelse.
Hvorfor skulle de kæmpe for noget, der er så luftigt som demokrati, når kampen for dagen og vejen er rigelig?
Når der i lande med andre styreformer end vores ikke er grove overtrædelser af menneskerettighederne som tortur og politiske fængslinger og er udbredt pressefrihed, så bør vi være langmodige.
Det er den strategi, som Udenrigsministeriet trods skiftende politisk pres som regel følger i sin bistand til u-lande. Forhenværende udviklingsminister Poul Nielson talte ofte om rummelighed i demokratiopfattelsen, når politiske modstandere forsøgte at spidde dansk bistand til lande med demokratisk underskud. Det bør til enhver tid være sådan, at når man taler om boykot og bistandsstop, så bør vi se på, om der er en fornuftig proces i gang i de pågældende lande.
I tilfældet Elfenbenskysten så har den økonomi-fikserede avis Financial Times skrevet, at militærkuppet kan give "Vestafrikas juvel en chance for at komme til at funkle igen". Med andre ord kan kuppet føre til på længere sigt, at en af regionens økonomiske lokomotiver kommer op at køre igen.
Den nye militære leder har stillet i udsigt, at der igen vil blive afholdt valg, og det hidtil regerende parti samt den førende oppositionskandidat har sagt, at de gerne deltager i sådan et valg. Det kan være et argument for, i en overgangsfase, at give militæret en chance, uagtet det gør ondt i den demokratiske sjæl - og under forudsætning af, at løfterne om demokratiets genindførsel overholdes.
