Læsetid: 3 min.

Slagsmål om samkvem

27. januar 2000

Foreningen Far anklager Børns Vilkår for ensidig dokumentation af samværssager, hvor børn angiveligt er udsat for omsorgssvigt

To organisationer er røget i totterne på hinanden i spørgsmålet om, hvorvidt fædres rettigheder prioriteres på bekostning af børns tarv i samværssager.
Foreningen Børns Vilkår mener, at fraskilte fædres ret til at se deres børn i dag prioriteres så højt, at det går ud over børnene.
Det har foreningen forsøgt at dokumentere i form af 24 udvalgte henvendelser fra august 1999 til januar i år. Sager, hvor der angiveligt fastsættes samvær på trods af alvorlige svigt begået af den ene forælder - i 23 ud af 24 tilfælde en far.
Det er langt overvejende mænd, der får tilkendt samvær i skilsmissesager.
Dokumentationen er sendt til bl.a. justitsminister Frank Jensen (S), socialminister Karen Jespesen (S) og Folketinget.

Ensidigt indlæg
Men Foreningen Far mener, at dokumentationen beror på én parts version af sagen: "Vi har set så mange af den slags ensidige partsindlæg. Det er ikke rimeligt, når vi ved, at nogle kvinder bruger deres børn som værktøj vendt mod manden," siger Erling Fundal, fra Foreningen Far i København.
Sekretariatsleder i Børns Vilkår, Birk Christensen, henholder sig til, at foreningen ønsker at sætte fokus på børn, der udsættes for omsorgssvigt og ikke forældres rettigheder.
"Omsorgssvigt er en objektiv størrelse. Og dokumentationen skal bruges til at fastslå, at der er en række sager, hvor børn er udsat for omsorgssvigt. Vi vil ikke diskutere, hvem af parterne, der har ret. Men stille spørgsmål til politikerne om, hvorvidt de har sikret sig, at børnene er tilstrækkelig beskyttet," siger Birk Christensen.
- Men er det objektivt, når I bygger på én parts udtalelser?
"Jeg kan jo ikke sige andet, end at det er vores opfattelse, at det er dækkende for, hvad der virkelig foregår. Det er ikke en domsforhandling, vi afvikler. Og vi er parter - men på børnenes vegne."
Birk Christensen henviser desuden til, at foreningen har sorteret de sager fra "efter bedste evne og erfaring", hvor børnenes tarv ikke er i fokus - men derimod forældrenes ønske om sikre deres egne rettigheder.

Mor efterlyst
Erling Fundal hævder, at kunne genkende en af de 24 sager, der er gengivet i kort form i foreningens udsendte dokumentation. En sag som foreningen via sit rådgivningsarbejde har indgående kendskab til, og som blev behandlet i DR-Dokumentar-udsendelsen Farvel Far sidste forår.
Sagen er af Børns Vilkår gengivet i moderens version. Ifølge Erling Fundal er moderen nu efterlyst af politiet, og der foreligger en godkendelse af samvær med faderen. Faderen har desuden anlagt sag for at få tilkendt forældremyndigheden begrundet i påstået omsorgssvigt fra moderens side.
"Det vil jeg hverken af- eller bekræfte. For så flytter man fokus fra, at der er nogle børn, der har det dårligt. Det er det, Foreningen Far er ude på. De varetager kun fædrenes interesser," siger Birk Christensen.
Det afviser Erling Fundal imidlertid.
"Vi betvivler ikke, at der sker omsorgssvigt i sager, hvor der er tilkendt samvær. Men Børns Vilkår skulle have indkaldt parterne, så de får fat i hele sagens dokumentation. Hvis der f.eks. er lavet en rapport om overvåget samvær, og de ikke har set den, foreligger der jo ikke en faglig myndighedsvurdering," siger Erling Fundal.
Ifølge Birk Christensen har foreningen forsøgt at kontakte Civilretsdirektoratet i en lang række sager. Men uden resultat.
Han refererer til en sag, hvor en mor henvender sig til kommunen, fordi hun ikke vil aflevere sit barn til barnets far, da han angiveligt er narkoman og har barnet med, mens han er sammen med andre stofmisbrugere.
"Kommunen har erkendt, at det forholder sig sådan, men vil ikke gribe ind, fordi statsamtets afgørelse er retslig. Og statsamtet ændrer ikke sin beslutning," siger han.
I Civilretsdirektoratet er direktør Dorrit Sylvest Nielsen imidlertid også skeptisk over for Børns Vilkårs dokumentation.
"Vi kan ikke som myndighed nøjes med at høre den ene part. Dernæst er det jo først og fremmest vores pligt at varetage barnets tarv," siger Dorrit Sylvest Nielsen.
Hun vil dog i løbet af kort tid tage kontakt til Foreningen Børns Vilkår for at forklare direktoratets praksis i afgørelser om samvær.
Ifølge Civilretsdirektoratets tal afslog statsamterne at tilkende samvær i 184 sager i 1998. Samme år var der 258 sager, hvor eksisterende samvær blev ophævet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu