Læsetid: 2 min.

En smertelig arv fra kolonialismen

8. januar 2000

Caprivi-striben er en af mange horrible delinger af Afrika syd for Sahara

Blot et enkelt blik på kortet fortæller en over hundrede år lang historie. Denne 'finger', som strækker sig ind mod det centrale Afrika, beretter om tilstrømningen til dette kontinent i den sidste fjerdedel af 1800-tallet, hvor de indtrængende kolonimagter ignorerede de geografiske og etniske grænser.
Caprivi-striben er en af mange horrible delinger i Afrika syd for Sahara, et uroligt området, hvor et fransk ægtepar tidligere på ugen blev uskyldige ofre for lokale stridigheder.
Et højst usædvanligt sted, faktisk det eneste i verden hvor fire forskellige lande mødes: Angola, Zimbabwe, Botswana og Namibia.
Regionen skylder en tysk kansler fra 1890'erne sit navn: Georg Leo var greve af Caprivi, og navnet blev mærkeligt nok fastholdt efter landets uafhængighed i 1990.
Tyskland var ved slutningen af 1800-tallet en af de stærkeste kræfter bag koloniseringen af Afrika, fra Dahomey (tidligere koloni i Fransk Vestafrika mellem Nigeria og Togo) til Cameroun, fra Tanganyka til Syd-Vestafrika (det nuværende Namibia), områder som dog senere gik tabt ved udgangen af Første Verdenskrig for derefter at blive delt mellem de andre europæiske magter.

Ende på tyske drømme
Greven af Caprivi havde hos englænderne byttet sig til dette område mod at afstå den tyske koloni Zanzibar i det Indiske Ocean.
Formålet var at forsøge at forbinde de tyske kolonier i det syd-vestlige og østlige Afrika og navnlig at få adgang til Zambesi-floden, en af de afrikanske kontinents store akser.
I forbindelse med Første Verdenskrig blev Tysklands rolle overtaget af Sydafrika, der stod på den engelske side. Det var enden på T ysklands kolonidrømme.

Løsrivelsesforsøg
De efterfølgende regeringer i Pretoria - og særligt dem under apartheid-systemet efter 1948 - behandlede Namibia som en femte provins, og Katima Mulilo, Caprivis hovedby, blev en af det sydafrikanske apartheidstyres vigtigste militærbase med en vigtig lufthavn midt på det fjendtlige kontinent.
SWAPO-guerillaen, der er i spidsen for den nuværende regering i Windhoek, skulle senere få god grund til at overtage magten, men denne namibiske regering mødte også interne problemer.
Især i Caprivi-striben, som var i oprør i august 1998, da 13 betydelige personer mødtes for at tale åbent om løsrivelse.
Et år senere blev dette initiativ fulgt op af et angreb på Katima Mulilo, anført af Caprivis Befrielseshær, som indtil da var ukendt.
I spidsen stod Mishake Muyongo, et forhenværende SWAPO-medlem, der siden allierede sig med Sydafrika, og han blev tilsyneladende støttet af de angolanske oprører i UNITA.
Den namibiske undertrykkelse var voldsom. Men det er stadig forbundet med høj risiko at befinde sig i dette område, hvor guerillaer og fiktive grænser mødes under indtryk af autoritære regimer. Trods naturens skønhed og dyrereservaterne.

©2000 Libération & Information

Oversat af P. C. Mollerup

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her