Læsetid: 3 min.

Smuglersag ryster Kina

31. januar 2000

200 tilbageholdt i landets største smuglerskandale, der involverer ledende generaler og politikere

En viceborgmester på flugt til udlandet; en forretningsmand med forbindelser til en af militærets øverste generaler; en tidligere hustru til den nuværende partichef i Beijing.
Dag for dag bliver rollelisten udvidet i det, der tegner til at blive den største smuglerskandale i Kinas nyere historie. Og efterhånden som dagene går, nærmer listen sig i betænkelig grad Kinas øverste militære og politiske ledelse og truer med at bidrage til befolkningens i forvejen ringe tillid til det herskende system. En af præsident og partichef Jiang Zemins nærmeste medarbejdere, den nuværende partichef i Beijing, Jia Qinglin, er således ved at blive indfanget i de undersøgelser, der i øjeblikket foregår i den sydkinesiske by Xiamen.
Jia Qinglin er desuden medlem af politbureauet og dermed med i Kinas øverste politiske ledelse.
Jiang Zemin viste sig i den forløbne uge på kinesisk tv sammen med netop Jia Qinglin i et forsøg på at vise sin støtte, samtidig med at en regeringstalsmand for første gang kommenterede sagen, der ellers kun har 'eksisteret' i vestlige medier og Hongkong-pressen.
Regeringstalsmanden bekræftede, at der nu på femte måned kører en officiel undersøgelse af smuglersagen i Xiamen.
Ifølge de foreløbige oplysninger drejer sagen sig om en omfattende ind- og udsmugling af bl.a. våben, biler, elektronik og olie i Xiamen, der ligger i Fujian-provinsen over for Taiwan.

Flugt til Australien
Op mod 200 personer er tilbageholdt og undersøges, herunder Fujians vicepolitimester og lederen af toldvæsenet. En af byens viceborgmestre Lan Fu og hans hustru nåede at flygte, angiveligt til Australien.
Jia Qinglins hustru Lin Youfang er ifølge Hong Kong-avisen South China Morning Post blandt de tilbageholdte, hvilket regeringstalsmanden dog afviste.
Jia Qinglin var partileder i Fujian-provinsen i størstedelen af den periode, hvor smugleriet har fundet sted, og samtidig var hans hustru leder af provinsregeringens import- og eksportfirma. Da hun blev sat i forbindelse med skandalen, krævede Jia Qinglin ifølge rapporterne skilsmisse i et forsøg på at undgå at blive involveret, hvilket ikke ser ud til at lykkes.
Skandalen giver et uvant indblik i Kinas ofte løbske overgang fra planøkonomi til en lovløs afart af markedsøkonomi, som personer med de rette forbindelser har forstået at udnytte mulighederne i.
Centralt i sagen står en forretningsmand ved navn Lai Changxing, der nu også menes at være flygtet til udlandet, og som de kinesiske myndigheder har eftersøgt over Interpol.
Ifølge rapporter i Newsweek herskede Lai Changxing nærmest som en konge eller mafiaboss over Xiamen, hvor politiet ydede beskyttelse, mens den kinesiske flåde ydede beskyttelse af transport af smuglervarer. Den driftige Lai brugte nogle af sine mange millioner til bl.a. at erhverve byens fodboldhold samt ejendom i Hongkong.
Kilder siger desuden til Newsweek, at Lai Changxing havde forbindelser til de øverste kredse inden for militæret, Folkets Befrielseshær, herunder general Liu Huaqing.
Holder de oplysninger, må det være foruroligende for præsident Jiang Zemin, der sidste år forsøgte at sætte generalerne på plads ved at presse dem ud af erhvervslivet. Tusinder af hærens virksomheder er blevet lukket i det forløbne år men tilsyneladende ikke andre mere lyssky indtægtskilder.
Skandalen rammer også
Jiang Zemin hårdt, fordi han har sat megen personlig prestige ind på at bekæmpe korruptionen.
Tidligere på måneden advarede han uden at henvise direkte til Xiamen-sagen om, at de skyldige vil blive straffet hårdt: Ingen vil blive sparet, uanset rang og position.
Sidste år førte en smuglersag i Zhanjiang til seks dødsdomme og 25 fængselsdomme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu