Læsetid: 5 min.

Snak norsk din torsk

4. januar 2000

Bergen fejrer sit 150-årige teater med tre Holberg-nytolkninger, en norsk og to danske. Men komikken kvæles i tung refleksion - og i sortsynet Holberg-hærværk

Teater
Selvfølgelig regner det også i Bergen i det nye årtusind. Og nu er regnen endda rykket med indenfor på Den Nationale Scene, der i søndags fejrede sit 150 års jubilæum med tre nye Holberg-tolkninger.
Regnen her, både vand og natpottepis, skyldes dog ikke mindst dansk indblanding. Jubilæumssatsningen Niels Klims reise til den underjordiske verden er iscenesat af teatrets chef Bentein Baardson, men de to andre Holberg-forestillinger er nytolket af væskevilde danskere - De Vægelsindede af Kristiane Korf med scenografi af Marianne Hartvig Nielsen, og Erasmus Montanus af Emil Korf-Hansen med scenografi af Kim Witzel.
Vandet har dog ikke umiddelbart ført nogen forenklende udvaskning med sig. Tværtimod er Holberg-opsætningerne blevet perspektiverende og reflekterende indtil det spekulative. Komikken er blevet underlagt en demonstration af samfundets ondskab, videnskabens vildveje og opfindelsernes misbrug. Og personerne er blevet mere forenklede end nuancerede. Ingen fornøjelig jubilæumskavalkade her.

Alvorlige Ludvig
Alt i alt bliver Holberg holdt mere frem, end han bliver spillet. Han bliver analyseret og pudset og beundret, og han bliver gjort til talsmand for adskilligt, som han af gode grunde aldrig kan have haft en mening om - fra det klasseløse demokrati til atombomben.
Alligevel er det underligste ved Bergens Holberg-regn, at Ludvig er blevet så alvorlig. Det virker nærmest som om, at han bliver mindre og mindre morsom, jo flere nutidsgags han får påduttet. Jo mere bagklogskab og intellektualisering, des mindre spontan latter.
Baardsons dramatisering af Niels Klim er blevet en festlig, men også noget 70'er-agtig fortolkning af historien om manden, der kryber ned i hullet ved en grotte i Fløyen - det vilde bjerg midt i Bergen - og derfra suser afsted i underjordiske universer, hvor han møder andre verdener.
Baardsons oplagte pointe er, at Klims magtliderlighed får ham til at overføre alle Jordens dårligdomme til de andre planeter. Klim bliver dermed lig med samtlige herskere, der bliver til diktatorer, uanset om de er folkevalgte eller ej.
Baardson har frem for alt sammen med scenografen Åse Hegrenes og kostumedesigneren Ingrid Nylander dvælet så meget ved de muntre eksistenser i abeland, at balancen tipper, så morskaben fra de liderlige og pruttende halerumper kun dårligt matcher den pludselige hightech-militarisme senere hen. Men til trods for, at forestillingen er beundringsværdigt komprimeret - kun 100 minutter uden pause - virker historien alligevel mærkeligt lang og forudsigelig. Men okay, øjenlyst er den da for byens trofaste abonnenter.

Farceenergisk Korf 1
Kristiane Korf har gået anderledes kontant-grotesk til værks. Hendes De(n) Vægelsindede har al den veloplagte farceenergi, som også prægede hendes debutstykke SNAcK på Café Teatret i foråret.
Her er Holbergs tøser lige så tiskende som tidens teenagere i toget - og mændene ligeså enøjet selvforherligende som i enhver James Bond film; (og så har det bergensiske altså noget uimodståeligt sexet over sine vokaler, som Korf har haft øre for.) Korfs inspirationskilder er desuden lige så meget Fisseflokken og diverse dameblandsneuroser fra 90'erne som selve Holberg - for hun stemmer altså for giftemål af kærlighed!
Derfor rammer hun præcist i skildringen af kvindernes frustration over mændene. Og Marianne Hartvig
Nielsens pudderdryssende scenografi supplerer overdådigt med ulideligt lyseblå kostumer og vendbare paryk-orgier. Her har en sand kvinde altid sit brudeslør med i en gennemsigtig plastiktaske; måtte det danne mode!
Dermed bliver Korfs første akt så tilpas hysterisk, at den skaber skævt og uventet modspil til Holbergs grovkornede kvindeparodi. Men i anden akt ryger det hysteriske - og dermed også det holdbare i tolkningen. Måske fordi hovedrollen Lucretia spilles så indtagende og lækkert af Stine Varvin, at det bliver svært at fastholde, at hun er ulidelig. Og fordi hun på en underlig måde står uden for komikken - hende, der netop skulle være løjernes centrum.

Anarkistisk Korf 2
Mest skræmmende står dog Emil Korf-Hansens tolkning af Erasmus Montanus. Her er ingen befriende, Langdal'ske trapezer, hverken konkret eller mentalt. Tværtimod har Korf-Hansen sat en ære i at foretage tolkninger ud fra ekstremt sortsyn. Holbergs komedie læses destruktivt, resigneret og mennesketræt - og stykkets antihelt, den opblæste Erasmus, bliver direkte gjort til martyr.
Måske holder tolkningen som læsning, men på scenen dør den. Modsætningsforholdene mellem personerne opløses af en grundlæggende fremmedgjorthed og nationalpessimisme (som hos Botho Strauss eller andre af 90'ernes tyske dramatikere) - og tolkningen ender som Holberg-hærværk. Korf-Hansen må da også selv digte til - værst med nazistisk bogbrænding - for at få regnskabet til at gå bare nogenlunde op.
Egentlig er balancen forrykket allerede fra begyndelsen, hvor Per Degn er gjort til en alkoholiseret sut, som alle betragter som et udskud (en Norén'sk selvopløselig Karl Bomann-Larsen). Derved bliver hele stykkets åndskamp mellem den hjemvendte student Erasmus (en ellers rammende distanceret Trond Espen Seim) og den lokale 'lærde' degn aflyst fra første sekund - og dermed ryger historiens grundlæggende dynamik.

Lokumseskapisme
Korf-Hansen legede i sidste sæson med Holbergs Uden Hoved og Hale på Det Kgl. Teater - en grov, men munter modernisering. I denne Erasmus Montanus er alt morsomt holdt nede, druknet i de kaskader af vand, som scenografen Kim Witzel så imponerende lader sile over scenen. I de første minutter virker regnen som en veludført Bergen-hilsen, men som scenerne snegler sig afsted - og vandet stiger - skaber vandet kun klaustrofobi og tuberkuløs væmmelse. Scenens trøstesløse (livs)ventesal gør ikke noget for at lette stemningen - eneste eskapisme-mulighed er et betalingslokum i hjørnet.
Men Korf-Hansen har tydeligvis nydt at gå helt ud af tangenten på sin sorttolkning - uden blødsødenhed eller inkonsekvens. Selv skriver han i programmet: "Ethvert forsøg på at harmonisere disse anarkistiske brudflader, at glatte på kanter, er ensbetydende med at civilisere uhyret og dermed dræbe dets natur."
Måske. Men i stedet er Korf-Hansen kommet til at dræbe Holbergs komik og hans dyrkelse af det ligevægtige.
Ligevægt var der egentlig kun ved festforestillingen, da Norges statsminister Bondevik holdt en sjældent politiker-oprigtig teatertale - om Bergen, der er kulturby her i år 2000, om Ole Bulls nationale teater i Bergen og om at tænke stort. Og om Holberg, der blev så elsket, ikke mindst fordi hans stykker var de første, der ikke blev spillet på det påtvungne sprog dansk; (med endnu en høflig nytårshilsen til samerne?)
For som det lyder i en bergensisk Erasmus Montanus: 'Tal norsk, din torsk'.

*'De Vægelsindede'. Bearbejdelse: Kristiane Korf og Camilla Hübbe. Instruktion: Kristiane Korf. Scenograf: Marianne Hartvig Nielsen. Komponist: Nils Lassen. Til 15. feb.
*'Erasmus Montanus'. Bearbejdelse: Emil Korf-Hansen og Camilla Hübbe. Instruktion: Emil Korf-Hansen. Scenografi: Kim Witzel. Til 15. feb.
*'Niels Klims reise til den underjordiske verden'. Dramatisering: Bentein Baardson og Bodil Kvamme. Instruktion: Bentein Baardson. Scenografi: Åse Hegrenes. Kostumer: Ingrid Nylander. Musik: Håkon Berge. Til 26. feb.
Den Nationale Scene, Bergen, tlf. 0047-55 54 97 10. www. den-nationale-scene.no

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu