Læsetid: 6 min.

S.O.S. fra Bjørneøen

10. januar 2000

Den industrialiserede verdens giftstoffer ender i det rene arktiske miljø, hvor både mennesker og dyr er bragt i fare

Miljøgift
Bjørneøen. En forblæst og isoleret plet på størrelse med Læsø i det iskolde Barentshav. Placeret mellem det nordligste Norge og det arktiske Svalbard. Mod øst og vest ikke andet end tusindvis af kilometer hav og is. Derfor en vigtig mellemstation for trætte gæs på træk og nøgleområde for havfugle som søkonge, polarmåge og ride. Så fjernt fra den moderne civilisation man næsten kan komme. Og udpeget af den norske stat som naturreservat, egnet som såkaldt referenceområde når forskere skal sammenligne jomfruelig natur med belastede miljøer nærmere civilisationen.
Det har forskerne gjort. Sammenlignet. Og resultatet har chokeret dem.
"Bjørneøen ligger midt i ingenting, langt fra enhver forureningskilde. På øen er der mange hundrede små ferskvandsindsøer. En af dem hedder Ellasøen, og i den har vi fundet nogle af de højeste niveauer af miljøgiftene PCB og DDT, der nogensinde er registreret i arktiske ferskvandssøer."
Det er biologen Anita Evenset, der fortæller. Hun arbejder for miljøovervågningsselskabet Akvaplan-niva, der har hovedkontor i Polarmiljøsenteret i den nordnorske by Tromsø. Sammen med sine kolleger har Anita Evenset flere gange foretaget rejsen til den øde Bjørneø for at studere miljøet.
"De første overraskende målinger i Ellasøen blev lavet i perioden 1992-94. I 1996 vendte vi tilbage for at undersøge, om de første resultater virkelig kunne være rigtige. Vi målte i bundlagene i søen og fandt PCB-koncentrationer, der var ti gange så høje som i Nordnorge. Det samme for DDT. Vi målte også PCB-indholdet i fjeldørreder - det var 10-20 gange så højt, som man har målt det i fisk fra søer i det arktiske Canada," siger Anita Evenset.
I nogle af de største og ældste fisk fra den lille sø lå PCB-koncentrationen over grænseværdien for PCB i menneskeføde. På et sted hvor der aldrig har været nogen permanent menneskelig bosættelse, endsige nogen industriel aktivitet.

For længst forbudt
PCB er en forkortelse for 'polyklorerede bifenyler'. Det er en gruppe af industrielt fremstillede kemiske stoffer, der siden 1929 er blevet brugt som brandresistent, isolerende olie i transformatorer og andet elektrisk udstyr, som skære- og smøreolie, ved fremstilling af plastic m.m.. Ligesom sprøjtegiften DDT er PCB en sværtnedbrydelig organisk miljøgift, en af mange såkaldte POP'er (persistent organic pollutants).
Man begyndte allerede i 1960'erne at opdage PCB's stærkt sundhedsskadelige virkninger, og man ved i dag, at stofgruppen er fosterskadende, skadelig for immunsystemet, leveren og nervesystemet samt kræftfremkaldende og skadelig for reproduktionsevnen. Derfor begyndte man for snart 30 år siden at forbyde produktionen af PCB-forbindelser i både USA og Vesteuropa, og i dag finder der næsten ingen PCB-produktion sted - kun Indien og Rusland nævnes som lande, der formentlig stadig fremstiller de farlige stoffer.
Alligevel er der tårnhøje koncentrationer af PCB i fjeldørreder i en lille indsø på en lille ø midt i det store Barentshav, tusindvis af kilometer fra hvor PCB en gang for årtier siden blev produceret.
Og det er ikke det eneste. Så langt fra.
"Situationen er skræmmende," siger Pål Prestrud, forskningsdirektør ved Norsk Polarinstitut. Han fortæller om PCB-forurenede isbjørne.
"Der er målt fem-seks gange så høje PCB-koncentrationer i isbjørne på Svalbard som i Alaska og Canada, hvor man ellers taler om et alvorligt problem."
Koncentrationerne i isbjørnene er højere end de værdier, som ved forsøg har vist sig at skade reproduktionsevnen hos mink, og som også menes at have skadet frugtbarheden hos sæler efter høje PCB-belastninger i Østersøen. Pål Prestrud betragter det derfor som sandsynligt, omend fortsat ikke bevist, at PCB-forgiftningen direkte påvirker den arktiske isbjørnebestand.

Udsatte unger
Forskerne får i disse år en stadig klarere fornemmelse af, hvad der foregår: Når en isbjørnehun gennem flere måneder er i vinterhi, æder den ikke, men tærer på sine fedtreserver. Når det sker, frigives den PCB, der er ophobet i fedtvævet, og hvis bjørnen er drægtig, føres giftstoffet via blodet over til fostret. Når ungen er født, lever den længe af at die moderen, og i den periode følger mere PCB med mælken over til ungen. Isbjørneunger kan således have højere PCB-belastning end deres mødre og dét i en periode, hvor de udvikler sig og er meget følsomme. En undersøgelse fra Svalbard, hvor isbjørnenes PCB-belastning er særlig høj, har vist en forhøjet dødelighed blandt unge bjørne.
PCB er ét af de menneskeskabte stoffer, der ligner det hunlige kønshormon østrogen. Det kan være forklaringen på, at man de seneste år ved Svalbard og Østgrønland har fundet en håndfuld isbjørne, der har været pesudo-hermafroditter, dvs. har fejludviklede kønsorganer, så de både har hanlige og hunlige træk.
Den samlede konklusion er, at isbjørnebestanden efterhånden er så stærkt forurenet med PCB, at det sandsynligvis svækker dyrenes immunforsvar og muligvis også deres frugtbarhed. Konsekvensen kan blive - eller er måske allerede - at bestanden begynder at skrumpe.
"Det er skræmmende, for isbjørnen er jo en indikator på, hvordan situationen er i hele det arktiske økosystem," siger Pål Prestrud.
Også en indikator på, hvad mennesket i Arktis risikerer. Forskningsleder Jens C. Hansen, Institut for Miljø- og Arbejdsmedicin på Aarhus Universitet har sammen med sine kolleger i en årrække fulgt, hvordan den grønlandske befolkning belastes med miljøgifte som PCB. Ligesom isbjørne er mennesker i de grønlandske fangersamfund sidste led i en fødekæde, og derfor ophober de store koncentrationer af den svært nedbrydelige miljøgift. Hvis PCB-koncentrationen i havvand sættes til én, så vil den i planteplankton vokse til 1.500, i torsk til 150.000, i sæler - der bl.a. æder torsk - til 1,5 mio. og i isbjørne, der tager sælerne, til 5 mio. gange PCB-koncentrationen i havvand.
Grønlandske fangere lever i høj grad af fisk og sæl samt lejlighedsvis isbjørnekød, og Aarhus-forskerne har i en aktuel undersøgelse af 15 fangere fra Scoresbysund i Østgrønland fundet, at 60 procent af fangerne har så meget PCB i kroppen, at der ifølge canadiske grænseværdier burde gribes ind. Til tidsskriftet Polarfronten fortæller Jens C. Hansen, at man nu er i gang med en større undersøgelse af gravide grønlandske kvinder, og at man har anbefalet de grønlandske myndigheder at opfordre befolkningen til kostomlægninger for at begrænse PCB-belastningen og risikoen for skader. Østgrønlændere har i dag lige så meget miljøgift i blodet som isbjørnene, der - måske - allerede er begyndt at tage skade i form af forstyrret kønsudvikling, nedsat frugtbarhed og øget dødelighed.

En hilsen fra syd
Det rene Arktis i det høje Nord som miljøforgiftet zone. Et lærestykke i forureningens uransagelige veje. Først i dag er forskere som Jens C. Hansen, Pål Prestrud og Anita Evenset ved at have den fulde forståelse af, hvordan det kan gå til, at grønlandske fangere, isbjørne og fjeldørreder på Bjørneøen forgiftes med et af de farligste menneskeskabte stoffer.
Det kommer fra Amerika, Europa og Rusland. Selv om PCB-produktion har været internationalt forbudt i snart tre årtier, så er store mængder gennem tiden blevet spredt via diverse PCB-holdige produkter og installationer. Det skønnes, at en trediedel af alt produceret PCB i dag er ude i miljøet, og mere vil følge. I Norge skønnes der f.eks. at være 650 ton PCB i brug i dag - det meste af det indeholdt i fugemasse i vinduer og bygninger - og en vis del af det vil uundgåeligt finde vej ud i miljøet.
Her vil dét, forskerne kalder 'græshoppe-effekten', gøre sig gældende:
"Vi ved i dag, at PCB - ligesom andre af de svært nedbrydelige organiske miljøgifte - vil fordampe og stige op i atmosfæren, hvis det på varmere breddegrader kommer ud i miljøet. Her vil det blæses mod nord, hvor det på grund af de lavere temperaturer vil synke til jorden. Så vil det på et tidspunkt fordampe igen, blive ført yderligere mod nord og igen deponeres på jorden. Sådan vil miljøgiften i en række 'hop' til slut nå op i det kolde nord, hvor det så vandrer gennem fødekæderne og opkoncentreres," fortæller Pål Prestrud og viser en jordklode, hvor alle PCB-pile fører mod det sårbare Arktis.
I Arktis er der koldt, og derfor sker nedbrydning af i forvejen modstandsdygtige kemiske stoffer som PCB meget langsomt. Følgelig hobes de op i naturen, og når de samtidig opkoncentreres i de stedlige fødekæder og deponeres i pattedyrs fedtvæv, kan koncentrationerne i en arktisk indsø med tiden blive uhyggeligt høje.
Når først man ved det hele, virker det indlysende. Skæbnens ironi blot, at prisen for den industrialiserede verdens eskapader og manglende omtanke skal ramme et sårbart miljø, hvor befolkning og dyreliv altid selv har levet i bæredygtig, økologisk balance.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her