Læsetid: 6 min.

Spillemanden og nymfen

19. januar 2000

William Heinesen blev hyldet i Thorshavn med taler, teater og musik i digterens ånd

Reportage
Thorshavn, i januar - Visse steder på Færøerne har man i gennemsnit nedbør 200 dage om året. Der faldt da også en let, fin regn, da man i lørdags, på William Heinesens 100-årsdag, afslørede et monument til minde om hans mangesidede virke: som digter og kunstnerisk inspirator, som billedkunstner, komponist m.m.
Statuen er skænket Thorshavn af Færøernes Kunstforening og skabt af billedhugger Hans Pauli Olsen, en af de mest originale yngre færøske kunstnere. Sydligst i Plantagen står der nu en dansende nymfe i bronze, som inkarnation af lethed, livsglæde, legende lyst.
Det turde være helt i den gamles ånd, at monumentet til hans minde ikke forestiller ham selv. For skønt William Heinesen var overmåde synlig som kunstner og person, så forblev han stedse en beskeden mand, der klappede i som en østers, når talen faldt på hans egne ting, men gerne udbredte sig om andres fortræffeligheder. Altid generøs og venligt imødekommende, ærbødigt omsorgsfuld, levende interesseret, praktiserede han stilfærdigt det livssyn, man genfinder i hans værk, som med rette er blevet læst som en stadig hyldest til godheden og næstekærligheden.
Til tider trådte han åbent frem, således f.eks. når det gjaldt om at protestere mod NATO-anlæg på Færøerne, men meget af hans indsats udførtes i det mere skjulte - som når han hjalp med råd og dåd, undertiden også med penge, til familie, venner og kunstnerkolleger.

Diskret silhuet
Denne hans diskretion har Hans Pauli Olsen respekteret. Men ikke helt! For i fundamentet, hvor nymfen danser så let på tå, er i omvendt relief indfældet en spillemand, der trakterer sin violin, et velkendt motiv fra William Heinesens sene papirklip. Og ser man nøjere efter, aner man under pigens fod tillige digterens silhouet med den karakteristiske nedadstræbende næse og hans opadsøgende undermund.
Det var Kunstforeningens formand, Helgi Fossádal, der i lørdags åbnede højtideligheden i Plantagen. Det var Lisa Heinesen, forfatterens barnebarn, der afslørede statuen. Og det var byrådsformand Leivur Hansen, der på Thorshavns vegne tog imod. Indimellem holdt forfatteren Hedin Klein (noget generet af regn og blæst) en indholdsrig tale om Heinesen som forfatter og kunstner. Lang var talen, men på forunderlig vis bevarede Klein kontenancen og fik de mange fremmødte med sig.
En hovedpointe i hans portræt var, at William Heinesen i mange færingers bevidsthed længe primært figurerede som "billedkunstneren William". Over for hans litterære værk nærede man i brede kredse en vis animositet, og det var først med Emil Thomsens oversættelser i 1970'erne, at der kom skred i tingene. I de seneste år er adskillige bøger blev oversat, genudgivet eller ligefrem nyoversat, dette sidste nok fordi de ældre oversættelser ikke altid holdt stilistisk niveau med originalen. Også takket være nysyn blandt skolefolk er der rimelig udsigt til, at Heinesen med tiden bliver færøsk folkeeje, mente Hedin Klein.
Kulturaften
I det hele taget satte den tiltagende 'færøisering' af forfatterskabet præg på 100-års-festligholdelsen. Fredag holdt man således stor kulturaften i Kommuneskolens aula - omgivet af William Heinesens store udsmykning: scener fra Sjurdarkvædi, kvadet om Sigurd Fafnersbane.
Børn fra skolen dansede og sang udvalgte strofer af det populære kvad, nogle piger i nationaldragt, flere drenge dog i sweatshirt med logo fra udenlandske tøjfirmaer. Så sang Havnarkórid, altså Thorshavn-koret, Heinesen-poesi i Vagn Holmboes toner, og Teitur Lassen og Edvard Nyholm Debess fremførte på bas og guitar egne jazzede versioner af prægnante digte, intenst og originalt.
Aftenen var i øvrigt helliget tre bogudgivelser: Edward Fugløs illustrerede børneudgave af novellen Det vingede mørke, en antologi om "Stjernedigteren under Varden" og et fyldigt udvalg af William Heinesens kunstkritik. Det foregik naturligvis altsammen på færøsk. For formidling et oplagt valg! Men ikke uproblematisk, al den stund jo William Heinesens tekster let mister noget gennem en sådan transformation, vævet som de er i et noget gammelagtigt, vældig bogligt dansk isprængt talrige enkeltudtryk, der er fuldkommen gængse i færøsk, men klinger fremmedartet og fantasi-fremmende på dansk, og som følgelig mister i stilistisk effekt, når de oversættes tilbage. Hjemvendt til udgangspunktet får de nemt enten et dagligdags præg eller en utilsigtet patos.

Blandet oprindelse
Heinesens eget udgangspunkt, hans 'blandede' oprindelse som søn af en købmand med solide rødder ude på Vágar og en datter af den Restorffske slægt i Thorshavn, gav ham en særlig stilling sprogligt, mentalt, kulturelt. Denne findes fyldigt dokumenteret i en udstilling, der åbnede i lørdags i Nordens Hus, et fællesprojekt for Færøernes Landsbibliotek og Det Kongelige Bibliotek, med digteren og arkitekten Gunnar Hoydal, forskningsbibliotekar Carl Erik Bay og undertegnede som tilrettelæggere. Om nytten af denne manifestation skal ikke fældes en dom her, men hensigten har i hvert fald været den, i 29 montreafsnit at folde fødselarens rige mangfoldighed ud.
Man ser en af hans allerførste tegninger og beviset for hans mellemskoleeksamen, hvor skolens leder fastslår, at det ikke så meget kniber med begavelse som med flid. De litterært orienterede afsnit viser manuskripter, bøger, billeder, breve, således bl.a. en skrivelse, stilet til Ole Sarvig i 70'erne, hvor Heinesen udtrykkeligt frabeder sig Det Danske Akademis store pris. Et andet interessant brev, tilsendt Artur Lundkvist og dermed rettet til Det Svenske Akademi, godtgør, at det sådan set var digteren selv, der i 1977 bad om ikke at komme i betragtning som kandidat til Nobelprisen, eftersom han var kommet under vejr med, at man ville kunne opfatte det som forbigåelse af færøsk-skrivende kolleger, hvis han, der jo skrev sit livsværk på dansk, blev hædret på verdensplan.
Siden dengang er vindene vendt, og det kulturelle klima er skiftet om til gunst for William Heinesen som færøsk kultursymbol. Indtil for blot 15 år siden blev få hadet som han. I dag, hvor han ligger trygt under mulde, synes alle at æælske ham. Talrige er på fornavn med "William", om smædekampagner og nag mæles så lidt som muligt.

Intelligent teater
Hvor velgørende var det da ikke at se hans forfatterskab - ikke lobhudlet, men brugt, og brugt intelligent, i dén teaterforestilling over Moder Syvstjerne, som ensemblet Gríma holdt premiere på lørdag aften! Romanen, der udkom i 1952 og tilhører det spor i Heinesens digtning, som vi kan kalde kosmisk erindring, skildrer med sprød poesi en ung pige, Antonia, der engang i Tidernes Morgen føder et arme uægteskabeligt barn og dør, mens drengen er ganske lille. Uden fader og moder vokser Jakob op hos 'fromme' kvinder, såsom Trine Med Øjnene, men lever ellers i sin egen frodige fantasi.
Lisa Heinesen, skulptur-afslører og scenograf, har stået for kostumerne og for dén mystiske væg med glugger, døre og figurer, foran hvilken der spilles. Seks spillere har fået sammenlagt 13 roller. Fortælleren og drengen er én og samme skikkelse, men spilles af en fuldvoksen kvinde, Súsanna Tórgard. Den unge moder, der så tidligt dør, får syngende stemme og dansende liv af stortalentet Katarina Nolsøe. Mandsskikkelserne (dem er der seks af) fordeles ligeligt på Hans Tórgard og Páll Danielsen, førstnævnte effektfuld som Døden, sidstnævnte god som doktoren, hvis kone taler dansk med færøsk-finsk accent. Ria Tórgard er jordemoder og drømmebrud, kun Birita Mohr kan nøjes med én rolle, den nidkære Trine. Hun tager sit liv af skam, fordi hun nægtede drengen adgang til den døende moder - eller omvendt afskar Antonias sidste håb.
Der kunne vel have været en lillebitte smule mere flugt over spillet i denne renfærdige musikdramatiske digtning ud fra William Heinesens bog. Men kunstnerisk og i tonen var den i samklang med hans sødme og enkelhed. Den tone, man tillige mærker i hans musik, såsom en kanon, "Tívils Døtre", som Havnarkorid sang aftenen inden fødselsdagen, eller de fine variationer for solobratsch over en ældre færøsk melodi til Vågn op og slå på dine strenge, som Nikolaos Kapnas spillede i Nordens Hus. Samme spillemand dukkede også op, da aftenen blev til nat og fødselsdagen endte med et gilde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu