Analyse
Læsetid: 5 min.

Splittet by - splittede sind

7. januar 2000

En hovedstadsreform faldt på gulvet. Nu er det Københavns Kommunes fremtid, uenigheden raser om: Er bydelsrådene kommet for at blive? S er imod at slippe sit magtmonopol på Københavns Rådhus

Hovedstadens administrative struktur ophidser igen sindene. De, der har magt og poster på spil, er ved at bringe sig i position til en ny runde af opgøret om styringen af landets største by.
Vilkårene for det kommende slagsmål blev fastlagt af det forrige. Regeringen måtte sidste år opgive at finde en løsning på det evigt tilbagevendende spørgsmål: Hvordan sikres en fornuftig politisk og administrativ styring af hele hovedstadsregionen. Den kendes i daglig tale som 'HT-området'. Det er meget betegnende, for det er trafikken, der mere og mere binder regionen sammen til en enhed af arbejdspladser, boliger, offentlig service og friluftsliv.
Siden VKR-regeringen i 1990 aflivede det daværende Hovedstadsråd, har den overordnede forvaltning været opsplittet på Københavns og Frederiksberg kommuner og Københavns, Frederiksborg og Roskilde amter.
Skulle disse enheder lægges sammen til 'det store storamt'? Eller skulle man bare sammenlægge Københavns Amt med Frederiksberg og Københavns kommuner til 'det lille storamt'?
Statsministeren opgav at skære igennem de mange modstridende magtinteresser. Resultatet blev: Alt som hidtil - pyntet op med et for hele regionen fælles 'Hovedstadens Udviklingsråd', som ingen forventer sig noget nævneværdigt af.

Med sin afmagt fastlagde statsministeren også udgangspunktet for overborgmester Jens Kramer Mikkelsens stilling til, hvad der skal blive af hans egen Københavns Kommune.
Kramer er ærgerlig over, at 'det store storamt' ikke blev til noget. Dels fordi overborgmesteren - på linje med et stort flertal af sagkyndige - er overbevist om, at en samlet politisk styring af hele hovedstadsregionen er en nødvendighed, hvis København skal hævde sig i fremtidens konkurrence mellem de europæiske storbyer. Dels fordi Kramer kender vælgergeografien godt nok til at vide, at 'det store storamt' ville få socialdemokratisk ledelse, måske endda i skikkelse af ham selv. Netop denne udsigt var én af årsagerne til, at Venstre strittede så kraftigt imod.
Kramer Mikkelsen havde ladet skinne igennem, at hvis den store løsning blev til noget, ville det være naturligt at se på en opdeling af Københavns Kommune, som jo kun ville have 'de borgernære' opgaver tilbage.
Nu er de københavnske socialdemokraters situation en anden. Med den regionale reformfiasko er Københavns Kommune den eneste højborg, de kan regne for sikker, så langt øjet rækker. Ikke fordi Socialdemokratiet har flertallet i kommunen, men den samlede stemmeafgivning fordeler sig fast med en tredjedel til venstrefløjen, en tredjedel til S og en tredjedel til de borgerlige. Det betyder, at socialdemokraterne trygt kan regne med at spille de to fløje ud mod hinanden og selv blive siddende på flæsket.
Men den magtbalance gælder kun for Københavns Kommune som helhed - ikke for de 15 enkelte bydele hver for sig. Dér sidder stemmerne meget skævere fordelt, og de lokale alliancetilbøjeligheder er uforudsigelige.
Det var derfor kun tøvende, at socialdemokraterne på rådhuset gik med til det bydelsforsøg, der har løbet siden 1997 i fire københavnske bydele: Indre Nørrebro, Indre Østerbro, Valby og Kgs. Enghave.

I det kommende år skal bydelsforsøgenes fremtid afgøres: Skal tanken om bydelsråd droppes? Eller skal de tværtimod udvides til at omfatte alle kommunens 15 bydele?
Et grundlag for denne diskussion er den 'evalueringsrapport', som det private firma PLS Consult afgav i begyndelsen af ugen.
Rapporten konstaterer, at bydelsforsøgene har været hæmmet af usikkerhed om rådenes økonomiske handlemuligheder og af en modvilje fra Københavns Kommunes centrale forvaltning.
Det ene bydelsråd - Indre Østerbro - har yderligere været handicappet af, at det aldrig har forvundet de heftige intriger omkring konstitueringen. De førte til, at den valgte formand, Kjeld Lykke, brød med sit parti SF og blev løsgænger.
Det andet bydelsråd - Kgs. Enghave - har lidt under at have en ressourcesvag befolkning og har ligget i konstant klammeri med Københavns Rådhus om dækning af sine regninger.
Derimod har bydelsrådene på Indre Nørrebro og Valby klaret sig bedre. De har lyttet til borgerne i området og skabt øget brugertilfredshed.
Samlet vurderer konsulentfirmaet forsøgene som tilfredsstillende. Rapporten må læses som en anbefaling af, at bydelsråd indføres som noget permanent i hele kommunen, men at rådene får klarere - og udvidede - beføjelser.
PLS-rapportens anbefalinger får ikke nødvendigvis megen indflydelse på sagens gang i Københavns Borgerrepræsentation. De fleste partier har allerede låst sig fast: De konservative, CD og Dansk Folkeparti er centralister og vil have bydelsrådene ud af verden så hurtigt som muligt. Denne indstilling er næppe uden forbindelse med, at de tre partier vælgermæssigt lever af deres landspolitiske profil og ikke er nævneværdigt forankrede i de københavnske lokalsamfund.
På den modsatte side er de radikale, SF og Enhedslisten tilhængere af at styrke bydelsrådene mest muligt. Disse tre partier har dybtfølt kærlighed til det nære.
Og det har partiet Venstre jo også - eller hvad? Bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V) synes at være blevet så kær i sin rådhuspost, at han kommer med en melding, der er mest egnet til at få det hele til at fuse ud. Han vil ikke indføre bydelsråd over hele linjen, men lade en af bydelene forsøge sig med selvstændig skatteudskrivning. Kan det ikke lade sig gøre, vil han ingenting.
Dermed kaster han nærmest sit lod for ingenting. For Pind véd, at socialdemokraterne betragter en selvstændig skatteudskrivningsret for bydelene som begyndelsen til enden på deres magt over hele byen.

Kramer Mikkelsen har hidtil holdt sig svævende med forsigtige "nu må vi se"-meldinger. Men i onsdags erklærede sundhedsborgmester Peter Martinussen (S) sig som Sin Herres Stemme i Berlingske Tidende:
"Vore værste anelser er blevet bekræftet," siger Martinussen om bydelsforsøgene: De svækker byens samlede handlekraft og lader de svage i stikken. Martinussen vil have magten trygt tilbage på Rådhuset.
Og det vil Kramer Mikkelsen nok også gerne - selv om han venter lidt endnu med at sige det.
En centralistisk bekendelse fra københavns socialdemokrater vil til gengæld udløse et sådant ramaskrig blandt bydelsrådenes aktivister, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen kan se frem til endnu en gang at skulle vise sit talent som løser af hovedstadens hårdknuder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her