Læsetid: 5 min.

Støvet pustes af Carl Nielsen

18. januar 2000

Før kom der næsten ingen bøger om Carl Nielsen, nu er der kommet en stribe bøger og cd'er. Komponistens liv og musik nyder markant bevågenhed i disse år

Nye bøger
Grunden til de store tiltag omkring Carl Nielsens musik, som vi oplever i disse år, skal måske søges i Kulturministeriets handlingsplan, som tog form i 1994.
En af de politikere, som tog hånd om Nielsen-lanceringen, var Jytte Hilden. Hun blev oplyst om tingenes tilstand, om de ringe muligheder for at studere og opføre Nielsens musik som følge af et mangelfuldt materiale.
Kulturministeren satte penge af til en samlet udgivelse af Nielsens musik. Vi har nu set de første smukke folianter, og vi har ikke mindst hørt den reviderede musik, som flere mener lyder ganske anderledes, end vi har hørt det tidligere. Michael Schønwandts fortolkning af 2. og 5. Symfoni med Radiosymfoniorkestret rykker Nielsen frem i rækken af modernister.
Sidst på året 1999 kom Steen Chr. Steensens Musik er liv. En biografi om Carl Nielsen.
Noget afgørende nyt kommer ikke frem i Steensens arbejde, men den er med rette blevet anbefalet for sin imødekommenhed over for læseren samt den ekstra service udgivelsen tilbyder med indlagt klingende musik i cd-format (bogen blev anmeldt her i avisen den 7. december 1999). Dog kan man undre sig over, at Steensen ikke ventede med at udgive sin biografi til han havde studeret John Fellows værk (se nedenfor) med det omfattende og reviderede kildemateriale, som kom nogenlunde samtidig med Steensens bog.

Ren biografi
Den tolkende biografi fik vi med Jørgen I. Jensen i 1991 med Carl Nielsen. Danskeren, der netop er kommet i en anbefalelsesværdig paperback-udgave på Gyldendal. Modige Jensen tør hvor andre tier: I denne bog sættes Nielsen i nyt lys, symbolisme, bipersonsyndromet hos Nielsen, perspektivering til andre kunstretninger er nogle af de features, man med stor lyst går i krig med i denne bog.
I rundgangen af nye Nielsen-udgivelser kommer man ikke uden om Karsten Eskildsens Carl Nielsen - livet og musikken, som kom på Odense Universitetsforlag i oktober sidste år. En ikke omfangsmæssigt pralende bog, men en vellykket tryksag, der på billedsiden bringer ganske rare sager. Eskildsen går uden om de musikalske indføringer, bogen fremstår som en ren biografi - i sin metodiske vinkel vel mest i slægt med arbejder af Hugo Seligmann fra først i 30'rne og Jack Lawson fra sidst i 90'erne.Bogen synes ikke at have ambitioner på videnskabens vegne, hvilket gør, at den slet og ret er spændende læsning - tidligere tiders tabuering af familieanliggender er f.eks. her (som hos Steensen) ophævet, uden at det udarter til plat vulgarisme. Det, der ligger som en understrøm i Schousboes Dagbøger og brevveksling med Anne Marie Carl-Nielsen (1983) uden at være fuldt udfoldet, kommer op til overfladen og bliver belyst hos Eskildsen.

Forskningsgennembrud
Med det foreliggende nye og lidt ældre materiale er der rigeligt at fornøje sig med: Den pauvre og utidssvarende Nielsen-litteratur er noget, der var engang. Når vi så i tillæg til dette får adgang til kilderne gennem John Fellows trebindsværk Carl Nielsen til sin samtid, er der tale om et decideret gennembrud i Nielsen-forskningen og formidlingen. Artikler, foredrag, interviews, presseindlæg, værknoter og manuskripter, fordelt over tre bind, redegør minutiøst for de historisk
facts.
Den ældre litteratur uddybes og korrigeres undervejs, og forfatteren når frem til resultater, som må gøre bogen til en autoritativ kilde. I de måneder Fellows værk har været tilgængelig, har jeg set det citeret flere steder. Det er simpelthen noget af det mest grundige og troværdige, der længe er set. Hans arbejde burde have være udført for længe siden, men den officielle videnskab har ikke kunnet løfte opgaven. En såkaldt amatør har gjort det.
Allerede i første bind går Fellow i rette med den hidtidige forskning. Jørgen I. Jensen skriver i sin bog, at det nok ikke i så høj grad drejer sig om at finde nyt stof frem, men at det gælder om at kaste nyt lys ind over det, vi allerede kender.
Fellows arbejde viser, at Jensens synspunkt ikke holder. Der er kommet så mange nye relevante oplysninger og så mange korrektioner af det kendte materiale, at man retteligen kan tale om Nielsen-kildeforskningen før-Fellow og efter-Fellow. Hvor de nye bøger af Steensen og Eskildsen er gedigne kompilationsarbejder, er det reelt nyorienterende at hente hos Fellow.
Fellow har forsøgt at samle alt det Carl Nielsen har skrevet med henblik på offentligheden. Min Fynske Barndom må dog stadig læses i en gammel udgave. Til gengæld er der nye informationer, som må få selv kendere til at overgive sig (f.eks. er informationen om Nielsens interesse for brugen af kvarttoner næppe kendt af mange). Artikler, foredragsmanuskripter, digte, interviews med tilhørende noter, der uddyber og forklarer, sætter informationerne ind i en sammenhæng.
Noget af det materiale, som ligger uden for Fellows værks rammer er stadig klausuleret, f.eks. brevene til og fra Carl Nielsen, Anne-Marie Carl-Nielsen og Ove Jørgensen, der spillede en rolle i ægtefællernes forsoning i 1922. En enkelt kuvert må ifølge svigersønnen Eggert Møllers bestemmelse først åbnes i 2026.
Men de mest intime detaljer får vi nok aldrig kendskab til, idet Eggert Møller brændte nogle af Nielsens breve til barnepigen Marie Møller, som komponisten havde et forhold til. Det skete ved den berømte havebrænding, hvor Eggert Møller og forskeren Torben Schousboe brændte de måske vigtige dokumenter. Det var prisen for at, Schousboe fik indsigt i familiearkivet, som senere førte til tobindsværket om brevene mellem ægtefællerne.
John Fellow præsenterer i sit trebindsværk, hvad det for tiden er menneskeligt muligt at præsentere. Hans arbejde vidner om en imponerende grundighed. Hans materiale er opbygget stringent, hvilket uden tvivl vil være medvirkende til, at udgivelsen bliver et referenceværk. Der er tale om intet mindre end en guldgrube af pålidelige informationer om Carl Nielsen og hans musik.

*Karsten Eskildsen: Carl Nielsen - livet og musikken. Odense Bys Museer og Odense Universitetsforlag, Odense 1999. 98 s., 98 kr.

*Jørgen I. Jensen: Carl Nielsen. Danskeren. Paperback, Gyldendal, København 1999. 512 s., 248 kr.

*John Fellow (udg.): Carl Nielsen til sin samtid. Artikler, foredrag, interview, presseindlæg, værknoter og manuskripter, bind 1: 1891-1925, bind 2: 1926-1931, bind 3: Noter og registre. Gyldendal, København 1999. 919 s., 675 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her