Læsetid: 5 min.

De strittede ud af tiden

12. januar 2000

Det 20. århundredes mindeværdige mænd og kvinder i usædvanligt vellykket antologi

Ny bog
I Anne Marie Løns roman fra 1998, Dværgenes dans, får man et ganske godt indtryk af forskellen mellem det 19. og det 20. århundredes 'mentalitet'. Romanen foregår lige omkring - nu - forrige århundredeskifte. Dens hovedperson, dværgen Tyge, stammer fra en lavadelig familie i Jylland. Han er en begavet organist, og netop koblingen musiker-dværg er lige ved at være en foræring, hvis han skulle have ønsker om en karriere som geni og 'mærkværdighed'. Faktisk ville hans musikalske begavelse kunne 'neutralisere' hans handicap så tilpas meget, at han for omverdenen kunne fremstå som et respektabelt medlem af slægten. Og familien, der er dybt forankret i det 19. århundredes forestillinger om Det Enestående, forventer da også, at Tyge vælger denne mulighed. Og familien bliver, i alt fald i begyndelsen, chokeret, da det viser sig, at han foretrækker en tryg funktionærtilværelse som fast ansat organist ved Københavns begravelsesvæsen. Dermed er han det 20. århundredes mand. Moderne, tilstræbende det 'normale' og vel dybest set - lidt kedelig?

Gennemsnitligheden
Man kan sagtens forestille sig, at det netop har været den frygt, mange af tidens mænd og kvinder, med rod i det 19. århundrede, følte ved indgangen til det nye. Georg Brandes f.eks. var absolut ikke nogen tilhænger af gennemsnitligheden.
I dag er der vel næppe nogen, der beklager de politiske og sociale fremskridt, som det netop overståede århundrede har budt på. Men et af dets mere uhyggelig træk, er jo netop den næsten lammende konformitet. Ensretningen, ikke bare i de gamle sovjetregimer, men bestemt også i den vestlige kapitalisme. Sansen for afvigere er op gennem århundredet blevet voldsomt skærpet. Nutidens krav om politisk korrekthed er såmænd kun en variation over et allerede velkendt tema: Du skal være som os, ellers skal du edderperkme få kærligheden at føle!
Ikoner
På den baggrund er det opmuntrende at de personer, som portrætteres i Ikoner. Atten portrætter af det 20. århundrede, alle er eksempler på, at det alligevel ikke lykkedes for konformiteten at gøre det af med originalitet, talent og vilje til at gå imod strømmen. Med en enkelt undtagelse, måske, nemlig Walt Disney, som italieneren Paola Capriolo skriver om. Walt Disney fik strømmen over på sin side, kan man vel sige, med en kolossal udbredelse af sin ret så sødladne, men ind imellem også geniale tegneserieverden til følge.
Bogens i alt atten, danske som udenlandske forfattere og portrætterer, har hver valgt et ikon, en person som de hver især mener i særlig grad er udtryksfuld for århundredet.
Suzanne Brøgger skriver om Karen Blixen og gør overbevisende rede for, at nok foretrak baronessen fortiden - på enhver måde, næsten - men hendes måde at foretrække den på, så at sige, er samtidig særdeles karakteristisk netop for hendes eget århundrede.

Historiens ofre
Seamus Heaney skriver - lidt vel ærbødigt, måske om den polske essayist og lyriker Czeslaw Milosz, Klaus Rifbjerg begejstret om Louis Armstrong, Hollands store gamle mand, Cees Nooteboom, om Marcel Proust. Herefter melder Henning Mortensen sig med en hyldest til Le Courbusier, bl.a. ved at referere fra en novelle om en mand fra Aalborg, der brækker sig så det står efter, af grunde man for så vidt må acceptere og som i alt fald gør novellens forfatter - det er også Mortensen - stor ære, ikke bare som forfatter, men også som kyndig guide i arkitektens verden. Jeg synes forresten, man sidder ad helvede til i hans stole, men det er selvfølgelig en anden sag.
Tysk-rumænske Herta Müller skriver om den jødiske digter Theodor Kramer, hvis liv blev ødelagt af Det tredie rige og af konformitetens glatte troløshed over for historiens ofre.
Efter Jørgen Gustava Brandts indforståede essay om Ravel, følger tjekken Maxim Billers fortælling om kunstneren Jaroslav Kafka, der ikke og nåede at udstille sine arbejder en eneste gang i hele sit liv, men som på sin egen måde, med 'anakronistisk' stædighed, udviklede det kubistiske maleri.
Knud Sørensen skriver med respekt om modstandsmanden og politikeren Frode Jakobsen - endnu en nonkonform, en af de meget få af slagsen i dansk politik. Franske Michel Tournier skriver om Jean Giono og Inge Eriksen om århundredets absolut mest intelligente sexsymbol, nemlig Marlene Dietrich.

Vaclav Havel
En fortegnelse over århundredets mest betydningsfulde personer er vanskelig at forestille sig uden Tjekkiets nuværende præsident, Vaclav Havel. Han er da også med her, beskrevet af ungdomsvennen og dramatikerkollegaen Pavel Kohout. Han har en underlig skæbne på dansk Kohout. Hvis han virkelig skriver så dårligt, som oversættelserne antyder, er det ubegribeligt at han nogensinde har fået sig et navn.
'Damen med pisken" fra det bekendte foto, hvor Nietzsche og den nu mindre kendte Paul Ree poserer som trækdyr, nemlig Lou von Salome, tages under behandling af Marianne Rosen, der lader forstå, at Damen på ingen måde bare var en slags groupie for forskellige berømte mænd - Freud, Rilke og et par stykker til - men i høj grad noget i sig selv.
Ungarske Peter Esterhazy skriver studentikost og forpjanket om fodboldhelten Puskas, spanske Molina til gengæld med stor indlevelse om Primo Levi, hvis mærkeligt kølige beretninger om århundredets værste forbrydelser mod menneskeheden ikke bare er litterær kunst af allerhøjeste karat, men også et vidnesbyrd om at erindringen kan være for tung en byrde for et enkelt menneske. Som mange vil vide, tog Primo Levi sit eget liv i 1987.
Sidste portrætterede er filmkomikeren Charlie Chaplin, som norske Erik Fosnes Hansen tager sig af. Hvorfor er desværre lidt uklart, for Chaplin betyder vist ikke noget videre for Hansen, når det kommer til stykket. Men han beskriver da, med - norsk? - benovelse, hvordan han spiser frokost med en vis Sir Peter under Bogmessen i Frankfurt. Sir Peter, som vi andre måske bedre kender som skuespilleren Peter Ustinov, var nemlig Chaplins nabo. Chaplin var nærmest et dumt svin, forstår vi, og hvorfor skulle han egentlig ikke også være det? Han havde jo da råd til det. Men hans betydning for forståelsen af århundredets massemenneske, i skikkelse af Den Lille Mand, som Fosnes Hansen retfærdigvis gør opmærksomhed på, drukner desværre i nærmest smålige indvendinger mod Chaplins forhold til f.eks. talefilmens fremkomst. Indvendinger der vistnok især skal fremhæve norske Hansens umådelige indsigt i filmkunsten.
Det rokker nu ikke ved at Ikoner er en usædvanligt vellykket antologi, med kun to svipsere mod hele 16 engagerede og velskrevne tekster om mænd og kvinder i det tyvende århundrede, som det er umagen værd at huske. Ikke for deres evne til at tilpasse sig tiden, men for talentet til at sætte sig ud over den.

*Thomas Thurah (red): Ikoner. Atten portrætter af det 20. århundrede. 216 s., 258 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu