Læsetid: 6 min.

De strømmede til for at hjælpe Hitler

28. januar 2000

55 år efter Anden Verdenskrigs slutning er den svenske regering parat til at gøre,
hvad den kan, for at udrede Sveriges brogede forhold til Nazi-Tyskland

Sveriges opgør
STOCKHOLM - 'Svenskarna som stred för Hitler' er navnet på både en bog og en tv-serie, der i den seneste tid har givet yderligere næring til debatten om Sveriges forhold til Nazi-Tyskland. Det er et opgør, som har været meget længe om at komme i gang, og i en tale til Riksdagen for nylig gjorde statsminister Göran Persson på det nærmeste afbigt for den svenske optræden dengang. Samtidig bebudede han nye initiativer.
Et seriøst og gennemgribende offentligt opgør har egentlig aldrig fundet sted i Sverige. Der er ganske vist i årenes løb skrevet mange artikler og bøger og ført mange diskussioner om emnet. Men en grundig kortlægning af perioden er aldrig blevet gennemført.
Det er der naturligvis flere årsager til, men den vigtigste er måske, at så mange mennesker på så mange områder af samfundslivet handlede på en måde, der i dag betragtes som meget tvivlsom. Kongehus, kirke, erhvervsliv, stort set samtligt politiske partier, militær, sikkerhedspoliti osv. har mere eller mindre været part i en historie, som undertiden var meget smudsig og i flere tilfælde lidet ærefuld.
Det officielle billede i de seneste 50 år har stort set været, at Sverige gennem sin neutrale holdning og ved hjælp af en vellykket politisk taktik formåede at holde sig uden for Anden Verdenskrig. Prisen var nogle indrømmelser, som dog ikke var alt for problematiske - som f.eks. de tyske troppetransporter gennem landet. I store træk en ærefuld national historie, hvor nazismen blev betragtet som en marginal foreteelse, der ikke behøvede at blive genstand for en offentlig undersøgelse.
Naturligvis har man - dvs. den generation, der var direkte ansvarlig og gerne ville glemme - ønsket at værne om dette billede. Ikke mindst de socialdemokratiske regeringer, der styrede landet gennem næsten hele efterkrigstiden, har foretrukket at fremhæve forgængernes kloge handlemåde.
I dag begynder dette billede at krakelere. Først og fremmest fordi afstanden til krigsgenerationen er blevet tilstrækkelig stor - men måske også fordi en ny generation af nazister har gjort sin entré i Sverige.
I de seneste år har jeg hørt mange i Stockholm udbryde: "At det skulle tage så lang tid!" Det er nemlig først de sidste tre år, en offentlig diskussion har taget form - en diskussion, der tog sin begyndelse med sagen om naziguldet og tyveriet af jødisk ejendom. Det viste sig, at der også her er en svensk forbindelse, som den såkaldte Wirtén-kommission nu er ved at undersøge. Men måske kom det første reelle startskud til et opgør med fortiden, da Persson i sin tale til Riksdagen erklærede, at han ønsker en total kortlægning af såvel det officielle Sveriges som enkeltpersoners forhold til Hitler-Tyskland og Holocaust.

Arkiver skal åbnes
Det svenske sikkerhedspolitis arkiver skal åbnes, og der skal ikke tages hensyn til forældelsesfristen for krigsforbrydelser. Samtidig var det vist første gang, en svensk statsminister har fremsat noget, der ligner en national undskyldning for 'sorte pletter' under krigen.
I den sidste tid har også journalisten Bosse Schöns bog, 'Svenskarna som stred for Hitler', fået stor opmærksomhed i medierne og været emne for en tv-serie. Schön fortæller om de svenskere, der frivilligt kæmpede i Hitlers eliteenhed Waffen-SS. Han har dokumenteret, at det drejede sig om mindst 260 personer fra alle samfundsklasser, men det kan have været så mange som 500.
Efter krigen fortsatte de fleste af disse veteraner med at arbejde aktivt for nazismen som medlemmer af forskellige nazistpartier. De hjalp tyske og baltiske krigsforbrydere med at finde et fristed i Sverige og komme videre til Sydamerika. For nynazisterne har de svenske SS-veteraner fungeret som inspiratorer, opdragere og økonomiske bagmænd.

Veteraner fortalte
Nogle af de 42 veteraner, der stadig er i live, er tilknyttet veteranorganisationen Korps Steiner, som indgår i et nazistisk netværk med forgreninger over hele Europa. Bosse Schön har fået nogle af disse svenskere til at åbne sig.
F.eks. fortalte den 79-årige Harald Sundin i fjernsynets bedste sendetid, at han havde været vagt i Treblinka og skudt lejrfanger, der forsøgte at flygte. Det fik - sammen med bogens øvrige beretninger om henrettelser og andre grusomheder - lavinen til at rulle.
Samtidig blev det afsløret, at der lå færdige tegninger til jødiske koncentrationslejre ved Sjöbo i Skåne, og gamle lister over baltiske nazister og krigsforbrydere, der havde søgt tilflugt i Sverige, blev fundet frem. Det sidste har været kendt længe, men myndighederne har aldrig villet røre ved det.
Historien blev omtalt i Tyskland, og Simon Wiesenthal-centret i Jerusalem bad den svenske regering undersøge den nærmere. Göran Persson antydede, at lovene om forældelse kunne ændres. Justitsminister Laila Freiwalds blev konfronteret med et direkte krav om, at Sundin skulle stilles for retten, og Kristdemokraternes leder, Alf Svensson, krævede nedsat en historikerkommission.
Siden viste det sig, at Sundins beretning på flere måder var åbenlyst fejlagtig. Treblinka var allerede revet ned, da han opgav at have været der, og også tidligere lejrfanger satte spørgsmålstegn ved hans beretning. Hvad var årsagen til det? Har han en dårlig hukommelse, eller overdrev han med vilje - og i så fald hvorfor?
Samtidig har flere anklaget Schön for at videregive vete-ranernes beretninger på en ukritisk måde, nærmest i form af en forsvarstale.
Efter alt dette opstod der en diskussion om forældelse af forbrydelser mod menneskeheden. Sverige afstod allerede i 1960'erne fra at kræve en forlængelse, og selv om diskussionen blev genoptaget i 1980'erne, førte det ikke til resultater. Persson kom i sin tale i Riksdagen også ind på de principielle problemer ved at retsforfølge folk for forbrydelser, som er faldet for forældelsesfristen. De fleste eksperter mener, at en ændring er umulig.
Men ifølge statsministeren vil spørgsmålet blive taget op til ny overvejelse.
Hvor grænsen for Perssons opgør med fortiden går - og om undersøgelsen eventuelt standser ved Socialdemokratiets egen dør - det ved vi ikke endnu.
Et første skridt til belysningen af nazitiden var projektet 'Levende Historie' og bogen 'Om dette må I fortælle', som handlede om Holocaust og blev sendt ud til hundredtusinder af svenske hjem. Dette initiativ vakte stor international opmærksomhed, og den store internationale konference, som i øjeblikket pågår i Stockholm, er et led i denne udvikling.

God begyndelse
Regeringen vil også have prøvet reglerne for, hvornår forskere kan få adgang til sikkerhedspolitiets arkiver. Desuden vil den - efter samråd mellem partilederne - afsætte 40 millioner sv.kr. af Riksbankens midler til studier og fremme af den jødiske kultur og den kulturarv, som var truet af total udslettelse.
Det er en god begyndelse, men der er endnu meget, man ikke er begyndt at diskutere offentligt - f.eks. den svenske neutralitetspolitik og dens konsekvenser samt militærets, kongehusets, kirkens og frem for alt sikkerhedspolitiets samarbejde med Nazi-Tyskland. Her danner der sig et billede af langt større sympati for nazismen, end man nogensinde har ville indrømme efter krigen.
Andre emner er: Den svenske uvilje mod at modtage jødiske flygtninge og kravet om at få dem udpeget, så de kunne standses ved grænsen. De svenske interneringslejre, der blev oprettet for kommunister og venstresocialister, som for manges vedkommende havde kæmpet på demokratiets side i Spanien, men som aldrig har fået oprejsning. Det svenske magtapparats bevidste fortielse af nazisternes forbrydelser mod menneskeheden for at forhindre, at der opstod en opinion mod Hitler. Men måske frem for alt svensk industris eksport til Nazi-Tyskland af især jern- og kul, som ifølge mange kritikere bidrog til at forlænge krigen.
Der findes nemlig et andet billede end det af den svenske diplomat Raoul Wallenberg, der hjælper jødiske flygtninge på Budapests gader, og det er ikke lige så kønt.
Det er billedet af et land, der stod og svajede og både var med og ikke med i Hitlers krig. Et land præget af fortielser og frygt, hvor store ressourcer blev brugt til at lukke munden på kommunister, radikale socialdemokrater og liberale, som forsøgte at vække opinionen mod nazismen. Det burde man måske også fortælle om.

Lars Vikström er svensk freelance-journalist.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her