Læsetid: 4 min.

Tak for kaffe

5. januar 2000

Iscenesatte pressefotos er ikke altid at kimse ad

Smil til fotografen
HVAD ER forskellen på en pressefotograf, der beder to musikanter flytte om på møblerne for at vise en stue fra den bedste side. Og en pressefotograf, der medbringer egne rekvisitter for at vise en egn fra den værste side? Svar: Den sidste får en international pris.
Fagbladet Journalisten stillede sidst i 1900-tallet skarpt på det iscenesatte billede, som "flere kalder det største tabu i dansk pressefotografi" (nr. 16/1999). Anledningen var blandt andet, at den unge reportagefotograf Nicolai Fuglsig har portrætteret en radioaktivt forurenet russisk by, Muslomovo, og for denne serie vundet en kategori i World Press Photo samt to andre internationale priser.
I et goldt landskab med kadaver og skod-bil tripper en kvinde af sted i mudderet i sine højhælede. Det er fascinerende sært og næsten for godt til at være sandt. Sagen er da også, at bilen er Fuglsigs og kvinden hans russiske tolk, der er blevet bedt om at placere sig i billedfeltet.
Fuglsig iscenesætter for at sikre billedets beskuer en oplevelse. "Det handler om at kende historien og visualisere den på bedste måde," siger han til Journalisten.
Fuglsigs fantasi har fået en række kolleger og redaktører til at korse sig. Han bringer reportagefotografiets troværdighed i fare; han spærrer os inde i sine egne drømme i stedet for at åbne lukkeren for virkeligheden; han er - og dette siges ikke så højt - fortravlet og ikke tilstrækkeligt talentfuld, hvorfor han ikke venter og venter og venter på, at aktualiteten helt af sig selv fortætter sig i sandhedens splitsekund, som snappes rent og uberørt af menneskehånd med sølvemulsionen i det mørke kammer og resulterer i Pressefotografi med stort P som i Politi, altså fotografiet kemisk renset for privathed, den visuelle klon af journalistens kolde, klare, neutrale afskrift af virkeligheden.
FUGLSIGS gåen til yderligheder har desværre givet anledning til en vis hovedløs forherligelse af 'objektivt' presse- eller reportagefotografi, der angiveligt ikke påvirker og slet ikke arrangerer.
Men det er vel kun pressens luftfotos og papparazzi-skud, der helt kan sige sig fri for at påvirke det fotograferede. Når pressefotografen viser sig, begynder folk ofte at opføre sig fotogent, for eksempel folde bannerne ud og slås med politiet. Eller gemme sig, for eksempel skjule ansigtet i hætten på en rød vindjakke.
Der åndes på linsen, der flyttes og rettes op og friseres - blot en lille bitte smule en gang imellem. Det ses der gerne gennem fingre med - i modsætning til Fuglsigs alvorlige forbrydelse: Overlagt iscenesættelse og udskiftning af foto- med koreografi. At Fuglsigs billeder gribende sammenfatter en stemning, og med hjælp fra virkemidler især i forgrunden videregiver virkeligheden mere virkeligt end et mere tilfældigt udsnit - måske - er i stand til, interesserer ikke kritikerne, thi sådanne arbejdsmetoder hører kunsten til, ikke journalistikken. Og kunst bør ses på museum, ikke avisforsiden - lyder parolen.

KRITIKERNE har ret i, at gradbøjningen af påvirkning bør tages med forbehold. Men de har ret, fordi ingen billeder af hunde eller noget andet bør skues på hårene.
Der er selvfølgelig i tilblivelsesøjeblikket forskel på, om fotografen på enhver måde forsøger at gå i ét med tapetet - hvilket aldrig kan lykkes fuldstændigt - eller for eksempel tilføjer fremmede rekvisitter.
Vi udsættes for et bombardement af kunst-, reklame-, pr- og pressefotos, der er arrangerede, computermanipulerede og til tider lodret løgnagtige (det sidste gælder især en del krigsbilleder).
Enkle og elegante udtryk, der har skrællet påklistrede lag væk, kan muligvis gøre brugernes nødvendige kritiske fortolkning lettere, men må ikke få os til at glemme, at også dogme-fotografens udsnit og øvrige valg er subjektive.
Genremærkning af billeder kan ligesom ærligere og mere udførlige billedtekster være til hjælp - selv om vi næppe med det samme skal forvente noter som 'Ligets arm er flyttet to centimeter'.
Og så må undervisningen af børn og unge i kritisk billedlæsning forstærkes. Der gives næppe standardløsninger på spørgsmålet om genrer og iscenesættelser. Fotograf, redaktør og især læser må vurdere fra sag til sag.

DET LYDER anstrengende, men heldigvis er de fleste pressefotografier åbent og ærligt arrangerede. Den omfattende undergenre 'portræt' kræver sjældent en kritisk ragekniv, men nok skærpet opmærksomhed, hvis man som billedbruger vil have det hele med.
Se guitaristen og sangerinden Jørgen og Grethe Ingmann, der har sat sig til rette for fotografen i deres nye parcelhus anno 1960. At Grethes stol er drejet, og Jørgen skælmsk har sat sig på gulvet til ære for fotografen, er da ok.
Lad blot øjet forlyste sig med herlige designmæssige detaljer som samklangen mellem mønstrene i rya-tæppet og nederdelen. Bemærk de to yngre menneskers energi, et saftspændt overskud, der er på nippet til at eksplodere, et potentiale på linje med de halvtomme reoler, der har plads til pokaler.
Til sidst kan vi dvæle ved den magiske genstand, der holder hele universet på plads: Indianertrommen.
Stuescenen er sat året før Ingmannernes hit "Apache" ryger helt til tops på den amerikanske hitliste, og tre år før parret vinder det europæiske Melodi Grand Prix med "Dansevise".
Det hele er arrangeret, og der er kaffe på kanden til fotografen. Tak, sikke en oplevelse!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu